Leder: Hverdagens helte knokler i Ådalen

Onsdag den 31. maj kl. 20 giver MTB Esbjerg en omgang for at fejre indvielsen af første etape for Mentor IT Bikepark i Ådalen. Men det burde være alle vi andre, der gav.

De fortjener det, for de frivillige knokler hårdt og lægger hundredevis af timer i et projekt, der tegner
rigtig, rigtig spændende.

Og de har gang i noget virkelig stort. Der er en
mountainbike park på vej, som vil give et kæmpe løft
til både friluftsliv og folkesundhed, hvis man skal være lidt højstemt. Anlægget virker så indbydende, at det burde kunne lokke mange af vi halvgamle og halvfede til at pumpe cyklen og komme afsted for at få sved på
panden og smil på læben.

Samarbejdet med kommunens folk har også fået stor ros undervejs. Det er dejligt, at tingene lykkes, fordi frivillige kræfter og private initiativer får lov at
udfolde sig i samarbejde med myndighederne. Det er
et kæmpe aktiv for kommunen at have den slags ildsjæle i sving, og det forstår folkene i forvaltningen heldigvis værdien af.

Der kunne ellers være administrativt mudder nok at hænge fast i. Ligesom banebyggerne er det helt nyt terræn, kommunen bevæger sig ud i ved at tillade
navnesponsorater for den slags anlæg her.

Men politikerne greb muligheden, da den bød sig, og benyttede samtidig lejligheden til at få formuleret en generel politik på området. Her ligger nogle gode
muligheder for andre gode projekter, så bare op med pungen, kære erhvervsfolk!

Det lykkedes at få navnesponsoratet balanceret på plads, så Mentor IT kunne forsvare at spytte hele 200.000 kr. i kassen og få noget for pengene. De skal jo tjenes, før de kan bruges – også til fine formål som det her – så Mentor IT fortjener fuld valuta for donationen.

Det er et rigtigt eventyr, hvor alt er gået op i en højere enhed, men den slags gode historier laver jo ikke sig selv. De bliver til virkelighed, fordi nogen letter bagen, spytter i næverne og går i gang med at rydde sporet
– både i bogstavelig og overført betydning.

Derfor har vi snart endnu en fantastisk attraktion i vores område og hip hurra for det!

Tag derud, kør en tur på sporet, nyd livet med en sund og sjov aktivitet. Og send så en varm og venlig tanke til Jan Slot og alle de andre frivillige, der gør det hele muligt.

Læs også artiklen: Frivillige knokler med byggeriet af Mentor IT Bikepark

Tekst:

Relaterede artikler

Top