Leder: Giv plads og giv gas

LEDER – Folk der elsker at arbejde hårdt, hader ofte at holde fri. En stærk arbejdsmoral kan være både en velsignelse og en forbandelse, hvis man forsømmer at smage på andet end arbejde her i livet.

Eller stivner i sit arbejdsliv, fordi man forsømmer at lytte til sin mave, når den knurrer af sult efter andre
udfordringer og ny inspiration. Det er nemmere sagt end gjort, og vel især for dem, der sidder midt i et livsværk eller andre alvorlige sager. Det er svært at give slip, og for nogle sker det alt for sent. Enten så sent, at de misser alt dét, de også drømte om at nå. Eller så ultimativt sent, at kroppen siger stop før fornuften.

Hotelejer Peter Petersen fra Hjerting Badehotel kan man roligt beskrive som et arbejdsjern. Han har vel nok leveret mindst 55 arbejdsår i sit 45-årige arbejdsliv. Her er virkelig en mand, der elsker at arbejde, og hans resultater taler for sig selv. Han har tjent en god skilling på at knokle med sit elskede hotel, men vi andre har også fået et stærkt og stolt samlings- og fikspunkt for hele området.

Succes’en er ikke kommet af sig selv, den har kostet blod, sved og sikkert også tårer gennem årene.

Men kunsten ved knokleri er også at holde arbejdsforelskelsen i live, som hans eksempel viser. Her har hotelejeren været meget konsekvent, fortæller han ærligt i Profilen-portrættet i denne avis.

Hvis du ikke trives i dit arbejde, så kom ud af døren og lav noget andet, lyder hans simple filosofi. Den er nok værd at tænke over, og den har i hvert fald virket for Peter Petersen flere gange. Hver gang er han vendt tilbage med ny energi og nye ideer.

Det er selvfølgelig nemmere at tage nogle spring her i livet, når man har mange millioner på bogen. Men for ham krævede det også en parkering af magelighed og prestige, da han f.eks. gik fra hoteldirektør til altmuligmand på en byggeplads, som det skete én af gangene.

Men han forfulgte en gammel drøm om at arbejde med hænderne, og så var han glad. Han kom sikkert også tilbage som en endnu bedre hoteldirektør.

Nogle gange er en spændende omvej den bedste vej til målet. Især hvis man undervejs husker og evner at give plads til sig selv, så banen åbner sig og ligger klar til at give endnu mere gas.

Læs også artiklen ‘Hotelejer checker ud til nye eventyr’

Tekst:

Relaterede artikler

Top