Den traditionelle årlige kirkekoncert arrangeret af Jon og Dittes hus for at skaffe penge til den meget dyre vedligeholdelse af den smukke gamle bygning har været usandsynlig hårdt ramt af alle mulige og umulige uheld
Hent den korte artikel fra avisen som PDF her
MUSIK – Koncerten skulle have været afholdt første søndag i marts som normalt, men her spændte coronarestriktionerne ben for det.Koncerten med Per Nielsen på trompet og Hjertingkoret som opvarmning skulle så have været afholdt 31. oktober, men måtte flyttes på grund af Per Nielsens hjerteoperation. Det var der ikke meget at gøre ved og ny dato blev fastsat til 6. marts.
Dagen før afholdelsen af den udsatte koncert med Per Nielsen blev vi ringet op, at han nu lå med 39,5 i feber på grund af corona og ikke var i stand til at gennemføre koncerten her i Hjerting Kirke.
Lige før jul blev vi så ramt af afbud fra Hjertingkoret, som skulle have været opvarmning til Per Nielsen. Det lykkedes heldigvis at få Esbjergkoret Alouette til at medvirke i stedet for. Dette kor består på de bedste dage af over 100 sangere under ledelse af Dorthe Mørup Tagmose, som de fleste nok kender. Deres repertoire består af alle de kendte sange fra Højskolesangbogen, revyviser m.m. Ved klaveret sidder normalt Otto Fabricius. Det kunne han bare ikke den 6. marts – også på grund af en opstået coronainfektion. Dorte Mørup Tagmose havde selv kontaktet Søren Kaspersen, som hun normalt bruger som akkompagnatør når hun optræder solo og fået ham til at ledsage korets sange. Da vi henvendte os til Dorte lørdag aften for at forklare vore nye problemer med Pers udeblivelse, var hun meget forstående og hjælpsom ved at tilbyde at lave en solooptræden efter korets optræden. Dette kunne redde en del for os, da vi så ville kunne tilbyde vore gæster en næsten lige så lang oplevelse som ellers og kunne undgå at måtte aflyse spisningen på badehotellet, som vi ikke kunne aflyse med så kort varsel og derfor havde måttet betale selv.
Forståelse og sympati
Der blev fra publikum udtrykt stor forståelse for vores uforskyldte situation og en del havde medlidenhed med os, som fik meget travlt lørdag aften, for at få det hele til at hænge sammen alligevel.
Næsten 80% af de købte billetter blev anvendt til denne erstatningskoncert og ud fra de bemærkninger vi fik fra de fremmødte, så var det en fantastisk god oplevelse og nogle påstod endda, at de nu allerede havde fået fuld valuta for deres 250 kroner.
Det hele gik da også op i en højere enhed, da Dorte Mørup Tagmose sang Anne Linnets nummer ”En forårsdag” og solen så bragede igennem fra en skyfri himmel ind gennem de smukke vinduer i kirken.
En dame havde ikke fået at få beskeden om ændringen og stod klar med blomster til Per Nielsen. Hun fortalte at hun imellem de to koncertdatoer havde mistet sin mand, som hun skulle have delt oplevelsen med, men nu havde fået sin søn til at tage turen her ned. Hun var selvfølgelig ærgerlig over ikke at kunne møde Per Nielsen, som hun mange gange før havde nydt at høre, men trods dette havde hun næsten mere medlidenhed med os – inden Tenna og sønnen vendte næsen hjemad mod Sæby/Frederikshavn.
Den negative oplevelse
Vi havde utrolig mange positive henvendelser på mail og telefon i løbet af lørdag aften og søndag formiddag. En enkelt henvendelse fyldte desværre en del, hvilket negative oplevelser har for vane. Det var en som ville have refunderet 2 koncert og 2 spisebilletter, fordi vi havde ændret arrangementet. Vi prøvede at forklare, at vi havde forsøgt at gøre det så godt som muligt, og at man nu fik mere end før for sine penge. Der var heller ikke ændret i bespisningen og at vi ville hænge på betalingen for spisningen, hvis de meldte fra. Så specielt spisningen var et problem for os og derfor bad vi om at i hvert fald denne blev benyttet. Dette blev afvist og vi måtte refundere det hele. Ærgerligt var det, men sådan er det jo.
Det har været tydeligt at mærke coronaens indflydelse på billetsalget, hvor der var godt gang i dette i efteråret, men næsten stoppede, da der blev indført restriktioner op mod jul, selv om det var en oplagt julegaveide. Det tyder heldigvis på, at lempelserne af disse restriktioner har fået gang i salget igen, men der er stadig ledige pladser.
Nye billetter
Der blev arbejdet hårdt og hurtigt lørdag aften og søndag formiddag og det lykkedes os at finde 1. maj, som den dato, hvor både Per Nielsen, hans pianist Carl Ulrik og kirken var ledig. Koncerten starter 15:00 og det er kun Per Nielsen der optræder ca. 1,5 time. Der er heller ikke efterfølgende buffet som normalt.
Der har selvfølgelig været nogle få afmeldinger til 1. maj fra folk, som havde andre aftaler denne dag. Vi sælger nu billetter til de som har en ledig 1. maj og derfor nu har fået en ny mulighed for at få denne oplevelse. Hjerting Kirkes menighedsråd har være så flinke atter at stille det smukke kirkerum til rådighed for os.
Støt Jon og Dittes Hus og få gode oplevelser. Køb dine billetter på hotellet, ved Meny og på www.jonogditteshus.dk eller med aftalte kontanter/mobilepay ved døren.
Tekst og foto: Klaes Sørensen