Købmand Klaus siger farvel og mange tak

Rema 1000-købmand Klaus Moltesen Kristensen ved en velordnet grøntsagshylde. Den 30. maj er det hans sidste dag i butikken.

Hjertings Rema 1000-købmand Klaus Moltesen Kristensen har sidste arbejdsdag som selvstændig købmand den 30. maj. Over 28 år blev det til. Nu vil han prøve noget andet

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

DETAILHANDEL – Når 58-årige Klaus Moltesen Kristensen tirsdag den 30. maj forlader Rema 1000 på Havbakken i Hjerting efter endt arbejde, så er det også et frivilligt farvel til titlen som købmand og et farvel til arbejdsuger på 55-60 timer.
I 37 år har han arbejdet i købmandsbutikken, og i de 28 af dem har han været selvstændig købmand.

Kontrakt udløber
”Min 10-års kontrakt med Rema 1000 udløber nu, og i stedet for at forlænge den med 10 år mere, stopper jeg og overlader butikken til min medarbejder og medejer Brian Kirchheiner. Jeg skal passe på mit helbred. Det kniber med at blive ved med at holde til 55 til 60 timer om ugen. Vi holder åbent fra klokken 8 til 21, vi er kun to faglærte inklusive mig, og de unge ansatte er på mange måder arbejdssomme og venlige, men de kan ikke på samme måde tage det ansvar som faglærte. De kontakter købmanden døgnet rundt via deres mobiler, selv midt om natten, selv om jeg har bedt om at det holdes i arbejdstiden,” fortæller han med et skævt smil.
Han har dog ikke tænkt sig at blive pensionist.
”Jeg vil finde et almindeligt arbejde med mellem 30 og 35 timer om ugen. Det behøver bestemt ikke at være detailhandel. Ellers bliver overgangen for brat. Jeg har allerede fået fem-seks henvendelser, hvilket jeg er meget positivt overrasket over, så det bliver vist ikke svært,” håber han.

Kom for 37 år siden
Han kom til butikken som lærling i Spar hos Herdis og Johannes Kristiansen for over 37 år siden. Som 29-årig overtog han butikken sammen med slagtermester Ernst Knudsen.
”Jeg var i tvivl, om jeg skulle gøre det, og Ernst syntes, han var for gammel. Men så kom Johannes og sagde, at han havde talt med kædekontoret. Så han sagde, jeg var klar til det. Så gjorde vi det, og til alt held kunne vi beholde hele personalet. Det var og er et fantastisk godt personale, altid hjælpsomme og loyale. Flere af dem har vi fejret 25-års jubilæum for,” fortæller han, der gjorde butikken til en Aktiv Super.
I sin tid som købmand har han typisk arbejdet 55-60 timer om ugen. I starten var det endnu mere. Da var butikken søndagslukket, men han kunne altid tage derhen og lave et eller andet, når han nu havde fred og ro til det.

14-15 år ekstra
”Nogle venner har regnet ud, at det svarer til, at jeg har arbejdet 14-15 år ekstra, men jeg har ikke tænkt så meget over det. Mine forældre var selvstændige, nogle af mine bedsteforældre også, så det var normalt for mig.”
”Men jeg har været glad for det, og i det store og hele står min tid her i et gyldent skær,” tilføjer Klaus, der heldigvis i samleveren Ole har en god, forstående støtte.
Nu håber han at få meget mere tid til at være i sommerhuset i Vejers. Her elsker han at være.

Vil spille musik igen
Da han spiller både klaver og harmonika, takket været den populære musiklærer Ove Nørlund på Sædding Skole, må det også gerne fylde noget mere igen.
”Jeg vil gerne tage det op igen, især at spille harmonika. Jeg kender nogen, der stadig er aktive,” fortæller han.
At rejse mere, er også en drøm. Han har altid rejst verden rundt. Da han var ung, havde han nogle fantastiske oplevelser i USA og Canada. Han rejste rundt med truppen Up With People, og når de kom til en by, boede de hos private og fik på den måde et enestående indblik i de gæstfri amerikaneres liv – og venner for livet.
”Det var en kæmpeoplevelse. Vi skulle blandt andet optræde i pausen i Super Bowl i New Orleans. Vi sang og spillede også i fængsler og på hospitaler. Det kom til at præge mig meget,” fortæller han.

Mødte Morten Andersen
En rigtig sjov episode husker han især. Mens de øvede sig til finalen i New Orleans, mødte han foruden den kendte prædikant Jesse Jackson også danskeren Morten Andersen. Han spillede amerikansk fodbold og inviterede den unge Klaus hjem at spise hos ham.
”Da jeg fortalte det til den familie, jeg boede hos, fløj de op i loftet. De var helt vilde. Det viste sig, at han allerede da var en kæmpestor stjerne, men det vidste jeg ikke,” griner Klaus Moltesen Kristensen.
Drømmen er derfor nu at komme tilbage til USA og at rejse på tværs af USA med start i Boston.
”Jo, jeg har på mange måder haft et privilegeret liv. Og jeg håber da, det fortsætter. Så jeg håber at finde et job, hvor jeg stadig har med mennesker at gøre,” slutter han.

Grill den 3. juni
Når købmand Klaus forlader butikken, er der lukket dagen efter den 31. maj. Der skal gøres status. Men lørdag den 3. juni klokken 11 til 14 er der farvelreception foran butikken. Her vil der blandt andet være fyret op under en grill med hans gamle og for længst pensionerede makker Ernst ved tængerne, ketchuppen og senneppen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top