Klaus har købmands-DNA i kroppen

Den 1. februar fejrer Klaus Moltesen Kristensen 25-års jubilæum som købmand på Havbakken i Hjerting

Hent hele artiklen som PDF her

HANDELSLIV – Et kvart århundrede har Klaus Moltesen Kristensen stået i spidsen for købmandsforretningen, der nu er en Rema 1000, på Havbakken 2 i Hjerting.
Den daglige kontakt med kunderne driver værket. For Klaus Moltesen Kristensen ligger købmandsgenet i hans DNA. Hans nu afdøde far havde murerforretning, og moderen var damefrisør, så hjemmefra blev han opdraget til, at man måtte klare sig selv.
Efter at have været frugt- og grøntmand og siden souschef, blev Klaus Moltesen Kristensen en eftermiddag i 1996 kaldt ind i personalestuen af den daværende købmand, Johannes Kristiansen. Den nu afdøde købmand lukkede dørene og bad unge Kristensen om at sætte sig, inden han tilbød ham at overtage butikken. Da han forlod personalestuen, var hans livsbane lagt:
”Det gav ro, og så skulle jeg ikke spekulere så meget på, hvad jeg skulle, og hvad jeg ikke skulle, for så havde jeg ligesom valgt,” siger den 55-årige købmand til Hjerting Posten.
Der er siden løbet massive vandmasser igennem åen. Spar blev til Aktiv Super, som siden fusionerede med SuperBest. I dag hedder butikken REMA 1000, og der er klare spilleregler, der skal følges, men samtidig højt til loftet, fortæller jubilaren.

Kontakten med kunderne
Når Klaus Moltesen Kristensen tænker tilbage på 25 år som butikschef, er det de mange gode minder, der popper op i hukommelsen. I flere år arrangerede Kristensen og kompagni grillfester på parkeringspladsen foran butikken, i nogle år med over 1000 spisende gæster.
Da stormen i december 1999 raserede Danmark, knækkede flagstængerne foran butikken og skilte fløj ned fra facaden. Den alvorlige situation forhindrede dog ikke købmanden og personalet i at afvikle julefrokost i personalestuen med stearinlys på bordene, eftersom strømmen var gået.
I 2013, da Klaus Moltesen Kristensen havde 25-års jubilæum i butikken, kom 400 mennesker og fejrede ham, og der var kager, kringler og ikke mindst oceaner af kærlige lykønskninger.
På trods af de mange enkeltstående højdepunkter, er det hverdagens gentagelser, købmanden sætter allermest pris på:
”Det bedste ved jobbet er kontakten med kunderne, og det har det altid været. Det er jo generationer, man kommer i kontakt med. Man følger med i hinandens liv på en eller anden måde.

Låge i plankeværket
Klaus Moltesen Kristensen har boet i Sædding de seneste 21 år, men tidligere kiggede han på hus et stenkast fra butikken på Havbakken. Det ville jo være smart, tænkte han, hvis han kunne købe en villa og få en låge i plankeværket, så han lynhurtigt kunne komme til jobbet. Nogle venner satte dog en stopper for den idé, fortæller købmanden med et smil og tilføjer:
“Forretningen har altid har haft førsteprioritet. Hvis jeg var inviteret til et eller andet, og det ikke lige kunne passe med, at jeg kunne få nogen til at tage vagten, jamen så var det butikken først, og når jeg var færdig, var det festen bagefter.”
Man kan ikke vokse sig yngre, og Klaus Moltesen Kristensen indrømmer da også, at hans fortid i butikken er længere end hans fremtid:
”Jeg håber at få i hvert fald fire-fem gode år med. Så er jeg over 60 år, og så må vi se. Det kunne også være, at jeg skulle fortsætte i butikken nogle dage om ugen til den tid.”
Der har i årenes løb været slagter, delikatesse og meget andet i købmandsforretningen, men der er ingen planer om at udvide det nuværende koncept under REMA 1000s vinger:
”Hvis vi ser tilbage på de seneste 25 år, så har vi mere end fordoblet omsætningen. Vi ligger på en god vækst nu, og det ville da være rart at aflevere en butik, der har været i udvikling og vækst,” slutter han.
Grundet corona vil der ikke blive afviklet en reception.

Tekst og foto: Buster Kirchner

Obs! Den artikel, der er i avisen, er på grund af pladsmangel en forkortet udgave af denne.

Tekst:

Relaterede artikler

Top