Hjerting Installationsforretning har rundet de første 100 år

Kim Boysen (tv.) og Niels Boysen ejer og driver det mindst 100 år gamle firma Hjerting Installationsforretning sammen. Før det var ejeren Peter Boysen, der var far til Niels Boysen. Første ejer var dog Anker Christiansen. 20. maj er der jubilæumsreception.

Den 20. maj fejrer Niels og Kim Boysen, at Hjerting Installationsforretning har eksisteret i 100 år – og lidt til. Firmastifteren sendte radio til hele Hjerting by

Hent artiklen som PDF her

JUBILÆUM – Anker Christiansen, der stiftede Hjerting Installationsforretning omkring eller før 1920, var en idérig mand. Da statsradiofonien startede, købte han en radio, og så kunne folk i Hjerting få lyden fra Ankers Radio via en ledning til en højttaler i deres hus! Det nyttede ikke noget, at de selv købte en radio, for der var ikke strøm i Hjerting på det tidspunkt. De var også nødt til at høre på det samme som Anker, selvsagt.
Vi må gå ud fra, at han selv havde indlagt strøm, en generator eller batterier, han kunne lade op et eller andet sted.
Senere fik alle i Hjerting strøm, og så var der gang i installationsforretningen, som i starten havde telefonnummer 20. I dag er der endnu mere gang i den med masser af opgaver i hele Esbjerg, men især i 6710.
”Vi er, så vidt vi ved, Hjerting ældste, eksisterende håndværksvirksomhed,” fortæller den ene af de to mestre, Niels Boysen, 73. Den anden er sønnen Kim Boysen, 41.

Første faktura på 3,50
”Den første faktura, der blev udstedt, var fra 16. december 1921. Som du kan se her, så stod der Lampe flyttet: 3,50 kroner,” fortæller han og viser med et bredt smil den indrammede regning frem. I 1939 overtog Peter Boysen, der var Niels Boysens far, forretningen. I 1978 købte Niels Boysen den, og i dag er Kim Boysen ved at erhverve hele ejerskabet via et glidende generationsskifte.

Arbejder selvstændigt
Firmaet hviler på nedarvede værdier. Svendene får lov at arbejde selvstændigt, og det kræves, at de hvert år tager minimum en uges efteruddannelse.
Firmaet tager ansvar ved altid at have lærlinge, ejerne tager selv ud på opgaver, og så husker de at være sociale.
”Men den julefrokost, hvor vi alle undtagen én fik Corona, den glemmer vi nok aldrig,” griner Kim. Alle er heldigvis friske igen.
Til sommer vil Niels begynde at trappe ned og give sig selv mere tid til jagt, fiskeri, ture i naturen og kortspil. Det har været forsømt. Måske vil han også grave i lokalarkivet efter firmaets stiftelsesdato.
Kims interesserer er camping, sejlads og sejlads med motorbåd. Han er i øvrigt også udnævnt til medlem af Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg og arbejder i det bierhverv i et område fra Als til Aarhus, men aldrig i sit eget område.
Jubilæet fejres med åbent hus på Engvænget 12 fredag den 20. maj – og der er bestilt godt vejr!

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Jens Bytoft

Hjerting Installationsforretning

Hjerting Installationsforretning, der har haft Boysen-familien som ejere siden 1939, blev blev stiftet af Anker Christiansen omkring 1920, da der kom elektricitet til Esbjergs vestlige omegn, formentlig med Guldager transformatorstation som den første i området. Den præcise dato kender de nuværende ejere ikke, men der eksisterer i hvert fald en faktura fra 16. december 1921.
Først lå firmaet på Plantagevej, så flyttede det efter Peter Boysens overtagelse af firmaet i 1939 til Hjerting Strandvej 45 overfor den nuværendende blomsterforretning. Her lå firmaet fra starten af 1940erne, men siden 1991 har det ligget på Engvænget 12 i Hjerting.
Firmaet, der har og altid har haft døgnvagt, ejes af Niels og Kim Boysen, far og søn på henholdsvis 73 og 41 år. Else Marie Boysen styrer kontoret og regnskaberne. Et glidende generationsskifte er i gang, og lige nu ejer Niels Boysen 40 procent, mens Kim Boysen tegner sig for de 60.
Firmaet har for tiden 12 ansatte, heraf syv svende, lærlinge, en kontoransat og en arbejdsdreng.
En af svendene, Lars Kristiansen, har netop i marts kunnet fejre 25-års jubilæum.

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top