Hjerting Byfest er på tegnebrættet

Fredag den 27. og lørdag den 28. august er Hjerting Byfest tilbage ved svømmehallen ved Hjerting Skole

Hent artiklen som PDF her

FEST – Byfestudvalget er i fuld gang med årets byfest, og da planlægningstiden har været begrænset i år, bliver det lidt af en overraskelse hvad der kommer til at ske denne weekend. Det håber udvalget, at der er forståelse for.
Der vil af samme grund ikke blive omdelt programmer til postkasserne i år, men byfestudvalget vil løbende opdatere programmet på sin facebookside og på siden For os der bor i Hjerting.
”Vi vil gøre alt for at holde jer informeret, og håber I vil hjælpe os med at sprede budskabet. Planen er at der vil hænge et byfestprogram hos de af Hjertings lokale butikker der giver os lov, senest to uger før byfesten starter, lyder det fra Bettina Goth Häggqvist & Co.
”Det, vi trods alt ved, er, at seniorfrokost på helt traditionel vis bliver afholdt fredag den 27. august fra klokken 12-15. Billetterne kan købes hos Klip i Vest og via billetto.dk, til der er udsolgt. Billetprisen er 175 kroner. Der kommer meget mere information om dette arrangement senere,” lyder det videre.

Hjerting Erhvervsforenings medlemmer samles traditionen tro ved byfesten. Foto: Hjerting Posten.

Hjerting Erhvervsforenings medlemmer samles traditionen tro ved byfesten. Foto: Hjerting Posten.

Udover seniorfrokost vil der være lokalt loppemarked, madboder på pladsen, Hjerting Løbet, hoppepuder, kaste-skydetelt for børn og barnlige sjæle, festlige telte med bar til både store og små, og hvad festudvalget ellers kan finde på.

Hoppeborgen her var et hit i 2019.

Hoppeborgen her var et hit i 2019.

Som noget nyt er der også gratis entré lørdag aften, hvor der er en DJ på scenen, som fyrer 80er hits af hele aftenen, så Byfesten får den helt rigtige afslutning.
”Vi er i fuld gang med at kontakte nye som gamle sponsorer, så vi håber at blive taget godt imod akkurat som vi plejer. Da vi er lidt udfordret på tid i år, håber vi at nå hele vejen rundt, ellers er man selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. Meget mere om sponsorer senere. Vi krydser fingre for at det hele går efter planen, og at vi ses på festpladsen på boldbanen ved svømmehallen ved Hjerting Skole den 27. og 28. agust 2021,” lyder det afslutningsvis.
Byfestudvalget, der glæder sig til at se mange mennesker til fest, består af Bettina Goth Hägg­qvist, Carina Betzer Eg, David Klostermann, Jens Mejlvang Eg, Laila Damkjær, Laila Sloth, Lise Løth Nielsen, Loa Hansen, Mads Betzer Eg, Michael Goth Schultz og Stine Goth Schultz
Har man spørgsmål vedrørende byfesten, kan man ringe til Jens Eg på 21 63 63 77 eller Bettina Goth Hägg­qvist på 28 10 19 76.
-fina

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top