Fremgang på 30 procent i Ho Bugt Sejlklub

Stand up paddle trækker mange til. Foto: Ho Bugt Sejlklub.

Hent artiklen som PDF

HJERTING – Efter en medlemsfremgang på hele 30 procent i 2021 er der nu så mange medlemmer af Ho Bugt Sejlklub, at rammerne er ved at være for små.
”Da vi indviede nye faciliteter i 2010, sagde vi: ”Nu er vi sikret til fremtiden”. Men allerede nu er det ved at være for småt,” siger formand Bjarne Lindquist.
Det seneste år har budt på den største medlemsfremgang i klubbens 50-årige historie, og der er nu 400 sejlere i klubben. Der er i dag venteliste på morgenbadning og på at leje en grejhylde i sejlerkælderen.
”Det er på alle aktiviteter, vi har oplevet medlemsfremgang. Alle sejlsportsaktiviteter, windsurfing, kitesurfing og stand up padle – aktiviteten er stor, og der har været 80 deltagere på klubbens skoler for windsurf, sejlsport og stand up paddle i årets løb,” siger han.
Han er glad for at se, at man ikke bare melder sig ind, men faktisk bruger bredt af klubbens tilbud og engagerer sig:
”Vi siger gerne, at en god sejler kan det meste,” siger Bjarne Lindquist:
”Selv om vi både har bredde og elite, nybegyndere og verdensmestre, så er alle fælles om glæden ved at mødes i klubhuset og dele oplevelser på vandet sammen. Det er fedt at se en verdensmester i surf bruge tid på at lære unge surfere at blive dus med Vesterhavet.”
Ud af klubbens cirka 400 medlemmer er 70 engageret i et eller flere udvalg, og det er ’ren luksus’ at kunne regne med den form for opbakning, siger formand Bjarne Lindquist.

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top