Genertheden var lagt på hylden, da de store elever på Hjertingskolen Aura gav den gas foran deres familier
SKOLESJOV – Kan man lære noget af at lægge den almindelige tavleundervisning på hylden og arrangere valg, hilse på borgmesteren og opføre en musical? Ja, selvfølgelig. Det viste de 7. klasses-eleverne på Hjertingskolen Aura for nylig.
Tilbageblik
Vi var med, da eleverne en sen eftermiddag optrådte og sang i en musical, som startede med, at to plejehjemsbeboere så i en erindringsbog fra deres skoletid, hvorefter tiden blev skruet tilbage til skoledagene. Klasselæreren havde selvfølgelig briller, nederdel og var skrap, og rollerne i klassen var tydeligt definerede.
En af drengene kom altid for sent, en af pigerne var så klog og flittig, at hun blev drillet, andre var de populære og så videre og så videre. Behøver vi fortælle, at det var svært at styre klassen?
Brød ud i sang
Med jævne mellemrum brød eleverne ud i sang, alene eller i kor. Danset blev der også i bedste amerikanske musicalstil. Imponerende, som genertheden blev lagt på hylden! Der blev sunget igennem. Med til at gøre det hele festligt var en bar med farverige drinks og frisklavede popcorn.
Susan Jacobsen og Pernille Pimenta, to af klasselærerne på årgangen, var tovholdere.
Elevernes valg
Ved det førnævnte skolevalg, som også var en del af den alternative skolegang i oktober, havde de største elever mulighed for at stemme.
Det Konservative Folkeparti blev den helt store topscorer med 33 stemmer ud af 103 afgivne stemmer. De radikale fik 15, Socialdemokratiet 13, Dansk Folkeparti 12, Liberal Alliance 7, Venstre 6, Nye Borgerlige 4, SF 3, Alternativet 3, Veganerpartiet 3, Enhedslisten 1 og Kristendemokraterne 1. Der var to blanke stemmer. Stemmeprocenten var 86. Skolevalget var arrangeret af Christian Rolund Larsen, samfundsfagslærer i udskolingen, fortæller pædagogisk leder Pernille Holm Plantener.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen