Royal Run i Hjerting blev en herlig dag i det skønne maj-vejr.
Op mod 300 elever fra Nordvangskolen heppede og klappede deltagerne i mål
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
ROYALT – Kongen, Dronningen og Kronprinsen løb i forvejen – endda så meget i forvejen, at de var en hel dag foran beboerne på Plejecenter Bytoften i Hjerting.
Her gik starten til årets store ’løb’ nemlig først tirsdag den 21. maj, mens de kongelige og godt 95.000 andre, glade danskere snuppede deres Royale Run allerede dagen før.
Højt formiddagshumør
Forsinkelsen påvirkede dog ikke humøret blandt de ældre på Bytoften. I ens, mørkeblå T-shirts var de klar fra den tidlige formiddag. Stemningen var i top, solbrillerne på plads og flere med stråhatten på sned – og knap havde plejecentrets leder, Lone Aabling, ønsket alle en god tur før det gik det derud’ – i et adstadigt og roligt tempo…
”Selvfølgelig har jeg glædet mig. Det er anden gang, vi har vores eget Royal Run her på stedet, og jeg var også med sidste år,” fortæller Michael Thomsen, der tidligere var aktiv på både fodbold- og badmintonbaner i Esbjerg-området.
Udsigt til rejer
Nu var der udsigt til endnu en medalje – sådan én var der nemlig til alle – samt ikke mindst forfriskninger undervejs samt en helt særlig ’præmie’ i form af lidt lækkert med rejer og den slags til alle hjemmets beboere efter løbet.
Dagens distance strakte sig over en lille kilometer rundt i nærområdet, og det havde cirka 300 børn fra Nordvangskolen benyttet sig af. Flere steder på ruten stod de klar til at heppe på de ældre, klappe og svinge dannebrogsflagene.
Studerende var med
En flok studerende fra Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg mødte desuden op for at være de ældre behjælpelige på turen. Sammen med Bytoftens eget personale skubbede de på kørestole og kom med opmuntrende ord til rollator-brugerne – og sørgede i det hele taget for, at alle kom godt i mål.
Tilbage på Bytoften sørgede de første for, at de efterfølgende blev klappet i mål.
Såvar der igen en forfriskning, mens Lone Aabling delte medaljer ud til – den store guldmedalje…
Arrangementet har fået økonomisk støtte mange steder fra:
Lida og Oskar Nielsens Fond, Skads Herreds Brandkasse, Hjerting Grandelaug og Sct. Georgs Gilderne.
Med to løb i træk tyder det på, at Plejecenter Bytoften har fået sig en ny tradition.
Tekst og foto: Jens Bytoft