Det latinske navn betyder noget i retning af ’svagtbehåret limtræ’. Det danske navn er dunbirk. Bjørk er det oldnordiske navn for birk. Foto: Kridtvejsplanter.dk.
Dun-birk (Betula pubescens) var et af de første træer, der indvandrede efter ophør af sidste istid (Weichsel-istiden)
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FLORA OG FAUNA – Træet opholder sig gerne på en sur, næringsfattig jordbund, endvidere er den meget hårdfør overfor frost. Dun-birk er et såkaldt pionertræ, vokser hurtigt og er meget vandforbrugende, et nogenlunde stort træ kan snildt opsuge 100 liter vand om dagen.
Et såkaldt lystræ
Planten er et såkaldt lystræ, der kræver meget lys, men samtidigt lukker meget lys igennem sin krone. Dun-birk kan blive omkring 100 år gammelt og 25 meter højt. Årsskud er dunede og uden harpiksvorter. Knoppernes og de unge blades klæbrige harpiks beskytter dem mod for stærk fordampning.
Rødderne stikker ikke så dybt (træet har såkaldt skiverod), det meste af rodsystemet er således indenfor en meters dybde. Kombinationen af træets højtliggende rodnet og et stort vandforbrug kan i perioder efterlade jorden under træet så tør, at det kan være vanskeligt for andre planter at få fodfæste på trods af, at der er rigeligt sollys under træet.
Samarbejde med svampe
Dun-Birk har via sine rødder et symbiotisk mycorrhiza-samarbejde med blandt andre rød fluesvamp og arter af rørhatte, deriblandt birke-rørhat. På barken kan man se sommerfuglen birkemåler, der er godt kamufleret af sin hvidlige farve. Dun-birk danner en masse vildskud fra sovende knopper, når den inficeres af svampen Taphrina betulina, hvilket resulterer i de karakteristiske heksekoste på stamme og grene, disse ses kun meget sjældent på vorte-birk.
Heksekostenes lighed med fuglereder lader angiveligt til at kunne afholde nogle fugle fra at bygge rede i træet, da heksekostene signalerer alt optaget. Hanraklerner er hængende, hunraklerne er korte og stive og begge rakletyper sidder på samme træ.
Effektiv bestøving
Hanraklerne, i modsætning til hunraklerne, kan ses på træet allerede fra om efteråret og vinteren over, altså mange måneder før de modner og blomstrer. Raklerne blomstrer typisk før løvspring, hvilket sikrer en mere effektiv bestøvning uden forstyrrende løvblade. Desuden er hanraklerne lange, hængende og bøjelige, så vinden let kan tage fat i dem og ruske pollen ud af støvknapperne uden at raklerne derved knækker. Træet er altså fint tilpasset vindbestøvning, men aflægges dog også besøg af insekter, heriblandt forårsivrige bier, der her tidligt på sæsonen kan forsyne sig med kærkommen, rigelig, lettilgængelig og næringsrig pollen.
Spredes med vinden
De meget små, bredvingede frø kan spredes vidt omkring med vinden, endda flere kilometer væk! En moden hunrakle kan indeholde flere hundrede frø, og et rimeligt stort træ kan angiveligt producere forbavsende 30 millioner frø på et enkelt år, ikke uventet kan mange rakleskæl og frø være indfanget af spindelvæv, og jorden under træerne kan være tæppedækket med birkefrø, og heller ikke uventet kan dun-birk hurtigt frøsprede sig på blandt andet heder og moser, hvis de ikke her bekæmpes hårdhændet. Især om vinteren drager småfuglene nytte af de mange næringsrige frø, der stadig ligger på jorden.
Er man heldig, kan man finde birketræer på pudsige voksesteder, såsom i tagrender og i grenvinkler på andre træer, hvor der har samlet sig noget jord, hvor frøene så har kunnet spire og udvikle sig til træer.
Bides af hjortevildt
I efteråret nedbrydes bladenes grønne farvestof klorofyl, og de tilbageværende carotenoider farver bladene gule, typisk startende fra bladranden og indefter. Birketræet bides gerne af hjortevildtet og har utallige insekter knyttet til sig. Hanraklerne udsuges for eksempel af almindelig birketæge, bladene ædes blandt andet af larverne af de smukke sommerfugle birke-glassværmere, birke-målere, sørgekåbe og måneplet samt larver af grøn birke-bladhveps, birkeminérfluer og birke-bladruller, hos sidstnævnte former larven bladene til et kræmmerhus, derudover kan man på bladene finde galler af galmyg og galmider, og i trækronerne ligger krabbe- og springedderkopper på lur.
Et limtræ med helende evner
’Birk’er et gammelt ord, formentlig med betydningen det lyse træ. Pubescens er afledt af pubes, som betyder svag behåring, hvilket henviser til plantens dunede årsskud, blade og bladstilke. Betula kommer af det galliske ord betu-, som betyder lim, og sigter til, at birkesaften kunne indkoges og omdannes til en klæbrig, harpikslignende beg. I folkemedicin mod gigt, urinvejsinfektioner og sågar mod sure tæer samt som sårhelende og vanddrivende middel. Betulin, der kan udtrækkes af barken, har bakteriedræbende evner.
Indeholder sødemiddel
I køkkenet kan forårsbladene anvendes i salater eller i urtete. Bladknopperne kan benyttes som krydderi eller kan sammen med bladene indgå i en kryddersnaps. Sødemidlet xylitol kan udvindes af blandt andet birk. Den ofte rigelige, sødlige birkesaft i foråret ved løvspring kan tappes fra træet og drikkes frisk fra fad, eller bruges til fremstilling af vin, øl, eddike og sågar hårplejemiddel eller koges ned til sirup. Et birketræ kan let give 10-15 liter saft per døgn ved træets saftstigning om foråret.
I tider med smalhans blev barken malet og tilsat melet til brødbagning. Barken fra yngre grene kan gøre det ud for tyggegummi eller kan benyttes til fremstilling af birketjære, som kan bruges til for eksempel vognsmørelse og til konservering af læder og træ.
Andre anvendelser
Dun-birk kan bruges til fastelavnsris (et frugtbarhedssymbol), til kurvefletning, ski, fejekoste, slæder, musikinstrumenter, papir, møbler og til velduftende pejsebrænde, der har en høj brændværdi og en rolig flamme.
Det stærke og lette birkeved har også været anvendt til svævefly. Birkeris kan benyttes i saunaer til at piske sig med. Den hvide, næsten fuldstændigt vandtætte bark blev brugt som tagdækning og kan tjene allehånde dekorative formål samt til tilvirkning af bl.a. træsko, kurve, spande, æsker og birkebarkskanoer. Desuden kan barkens garvestoffer anvendes til garvning af læder og til fremstilling af harpiksagtig lim. Herudover brænder birkebark meget villigt, og ’fidibuser’ til optænding har været i handlen i Danmark.
Pollen fra birk er allergifremkaldende med symptomer fra øjne og luftveje (høfeber), af samme årsag undlader nogle kommuner i Danmark at plante træer ved beboede steder. Birkebark farver garn og stof gråt, men bladene farver garn rent gult.
Bjørk er det oldnordiske navn for birk. De helt små nye, dunede birkeblade kaldes også museører. Dun-birk kaldes også for hvidbirk, mosebirk og risbirk.
Tekst: Carsten Mathiesen
