Kystsanatoriet i Hjerting ledte ’Bette Skidt’ tilbage til livet

Hele artiklen som PDF-fil

JUBILÆUM – I 1943 kørte en lille svagelig dreng fra Tønder op ad grusvejen til Kystsanatoriet i Hjerting.

Han hostede tappert farvel til sin far – uvidende om, at familien frygtede
aldrig at se ham igen.

”Vil I ikke nok sende mig et foto af jer alle sammen. Jeg kan ikke længere huske, hvordan I ser ud,” lød det hjerteskærende i et brev hjem til mor og far og de otte søskende nogle måneder senere.

Otto Bredahl led af tuberkulose. Og dét i en grad, så han kun blev omtalt som ’Bette Skidt’, når naboer og andre nysgerrige hjemme i Tønder bekymret spurgte til hans helbred.

 

En mirakuløs virkning

Men han kom til det helt rigtige sted. Og i dag er han et lyslevende bevis for betydningen af Kystsanatoriet i Hjerting, som netop har fejret sit 100 års jubilæum.

”Jeg var så mager, at jeg blev vist frem på sygeplejeskolen. Og da jeg trak maven ind, faldt bukserne ned foran alle sygeplejerskerne”,
fortæller ’Bette Skidt’ alias Otto Bredahl, hvis humor ikke fejler noget.

”Men opholdet havde en mirakuløs virkning på mig – både for mine lunger og min personlighed.”

Efter ni måneders ophold på Kystsanatoriet var han kommet sig så meget, at han siden var i stand til gå i tømrerlære og derefter læse til ingeniør.

Han voksede op til en høj, flot og sund mand på nu 83 somre og kunne fortælle sin rørende historie ved jubilæumsreceptionen på Kystsanatoriet, der blev indviet 15. juli 1915.

Kystsanatoriet - plejemor

Otto Bredahl ærede sin kære plejemor (navnet er desværre gået tabt) med et billede under receptionen.

”Vi havde en meget, meget tryg hverdag her, og vi elskede plejemor (navnet er desværre gået tabt, red.). Vi legede, men aldrig noget voldsomt, for vi var jo syge alle sammen. Jeg tror f.eks. ikke, at vi nogensinde havde en fodbold. Og undervisning var der så godt som ingenting af. Vi var så syge, at vi jo nok var afskrevet,” erindrer Otto Bredahl.

Tuberkulose blev herhjemme stort set udryddet i 70’erne, og de 23 sanatorier rundt om i landet blev solgt. Kystsanatoriet i Hjerting er det eneste, der stadig tilhører Lungeforeningen.

”Det er vi rigtigt glade for, dels fordi det ligger utroligt smukt, og dels fordi vi har noget fornuftigt at bruge det til i dag,” fortalte formand for Lungeforeningen, Johannes Flensted-Jensen.

DSC_8613

Noget af indretningen står nøjagtigt som ved åbningen i 1915.

I dag har sanatoriet plads til 18 børn ad gangen, som primært kommer via Dansk Sundhedstjeneste i Sydslesvig. Det er børn i alderen 3-15 år, som enten er lungesyge, overvægtige eller af andre grunde har brug for et ophold som ferie eller rekreation.

 

Sognerådet på pletten

Borgmester Johnny Søtrup var også med til at markere dagen, og han havde læst grundigt op på den historiske lektie bag sanatoriet.

”Esbjergs første læge skrev en del om det sunde i at bade ved Hjerting og på Fanø, og både Fanø og Holmsland Klit var i spil til det nye sanatorium på vestkysten. Men Hjerting løb med det, fordi Guldager Sogneråd forærede grunden til sanatoriet,” fortalte Johnny Søtrup i sin tale.

DSC_8616

Værelse med udsigt – både til Ho Bugt og et sundere liv.

Forstander Dorte Lismoes pegede på, at sanatoriet har forstået at følge med tiden gennem alle årene.

”100 år er jo vildt mange for en børneinstitution, men jeg har jo selv været her i 28 af dem. De børn, der kommer her i dag har hver især deres at slås med, men vi kan give dem en god hverdag med sund rytme og daglig bevægelse. I 2013 blev vil også godkendt til at modtage aflastningsbørn fra danske kommuner, så der skal nok være brug for os mange år endnu,” sagde Dorte Lismoes.

Det sidste betyder, at sanatoriet p.t. huser fire danske børn, heraf også nogle fra Esbjerg Kommune.

 

 

Kystsanatoriet - gammelt foto

Kystsanatoriet i Hjerting blev indviet 15. juli 1915 og er i dag det sidste i Lungeforeningens eje.

Tuberkulosen tog mange liv

Lungeforeningen blev stiftet i 1901 med navnet Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse.

Dengang blev der konstateret ca. 7.000 nye tuberkulosetilfælde om året, og dødeligheden var høj – mellem en tredjedel og halvdelen af patienterne bukkede under.

Foreningen opførte de kommende år 23 sanatorier over hele landet, og var dengang Danmarks største sygehusejer!

Kystsanatoriet i Hjerting er i dag det eneste i foreningens eje, og der er nu om dage plads til 18 børn med særlige behov, enten fysisk eller socialt.

 

 

Top