Havkajaksejlads er som at komme på eventyr igen

Knap 100 hav­kajakroere fra hele landet tilbragte en weekend ved Sjelborg Strand med vind i håret. For Lotte Gravgaard Jensen er det som at komme på eventyr igen

Hent hele artiklen som PDF her

VANDPLASKERI – Marbæk-området, roklubbens faciliteter ved Sjelborg Strand, Langli og Vadehavet i horisonten og 12-13 sekundmeter blæst. Hvad kan man forlange mere som ægte havkajakroer?
Intet, mente omkring 90 ’havkajakkere’ i den landsdækkende forening Havkajakroerne, som i weekenden den 11. til 13. september slog deres telte op her for at deltage i foreningens årlige landstræf. Det gjorde de for øvrigt også i 2015.

Festmiddag lørdag
Alt var timet og tilrettelagt. Alt var målt op, så corona-sikkerhedsreglerne kunne overholdes, der var festmiddag lørdag aften med tre lækre retter fra eventkokken Thomas Lillehøj lørdag aften, og der var lavet aftale med en naturvejleder om at besøge og få fortalt om Langli. Det sidste lykkedes dog ikke. Blæsten havde presset så meget vand op i Ho Bugt, at han ikke kunne vade til Langli. Og at skaffe en båd med så kort varsel lod sig ikke gøre. Så kajakfolket spredtes i stedet for alle vinde. Nogle nøjedes med en rundtur på 10 km i bugten, andre tog en tur op ad Varde Å eller tog ud for at prøve kræfter med de lidt større bølger i Vadehavet.

Med kajakken på taget


Fem af de cirka havkajakroere valgte en kort rute på omkring 10 km og var hjemme efter cirka fire timer. Her slæbes en kajak fra stranden til teltområdet.

Lærer Lotte Gravgaard Jensen fra Nørre Aaby på Vestfyn var en af de første fem, der kom hjem lørdag. Hun er rutinemæssigt ved at skrive til sin familie, at hun er kommet sikkert i land, da Deres udsendte møder hende med blok og kamera.
Hun forklarer, hvorfor hun er blevet havkajakroer:
”Jeg begyndte med en kapkajak for otte år siden, sådan en slank, let, hurtig en. Den var fin til Gamborg Fjord. Men for fire år siden, da børnene var blevet 18-20 år, fik jeg lyst til at skifte til havkajak. Så kunne jeg komme på eventyr igen, som da man var ung og ikke havde fået børn og skulle nå alt muligt, tjing, tjing, tjing. Jeg ville ud i de vilde bølger, ud til Vesterhavet. Og så kan man jo tage 25 kg med i en havkajak, så man har en større radius,” fortæller hun.
”Og så møder man ligesindede, når man er i set selskab som dette. Man ’sparker kajak’, kan udveksle erfaringer, og man kan finde ’legekammerater’ på ens eget niveau,” forklarer hun.

Tilfreds med stævne
Stævnet er hun meget tilfreds med.
”Det er skønt at komme her. Det er tjekket, der er styr på det, der bliver holdt øje med os, og der holdes mandtal efter en sejlads – det er fedt,” tilføjer hun.
”Og når man er derude i kajakken, så er det meditativt og man får lidt frihed tilbage. Der er jo eventyrlyst i os alle. Og alle, der kan holde balancen i en kajak, kan være med,” siger hun, inden vi hilser af.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top