Urmager Ørfjell ser frem til et friere liv

Så er det snart slut med at være omringet af ure og smykker. Ørfjell har ophørsudsalg til 1. december.

Efter 37 år med egen urmagerbutik er det kapitel slut for Michael Ørfjell. Han er ved at lukke butikken Ørfjell Ure Guld og Sølv i Sædding Centret

Hent den originale artikel fra avisen her

LIVSVÆRK – Michael Fogh Holm Ørfjell er hans fulde navn. Men urmageren i Sædding Centret, som netop har sat gang i sit ophørsudsalg, er for de fleste blot Ørfjell.
Hvor det spøjse efternavn stammer fra, er det første, vi lige skal have opklaret. Han ler:
”Det er en lang historie, men den korte er, at det var min svenske stedmorfar, der hed det. Så jeg er ikke ud af den slægt. Men det er da sjovt at være én ud af kun 10 danskere med det efternavn,” siger han.
Så går vi til livshistorien, der startede med hans fødsel den 10. oktober 1955 i København.
”Efter 8. klasse flyttede jeg så med familien til en lillebitte landsby i nærheden af Skibby i Nordsjælland. Jeg husker ikke dens navn. Og jeg ved ikke, hvorfor vi flyttede derop,” fortæller Michael Ørfjell, der mere end én gang har fået øgenavne på grund af Ørfjell.
”Ørefejl var ét af dem,” klukker han.

Ville være tandtekniker
Da han var færdig med skolen, kom han ind på den lokale efg-skole. Det var en skoleform, man efter hans mening ikke skulle have nedlagt, for det var en god måde at starte på efter folkeskolen. Han havde snust til tandteknikerfaget og troede, han skulle gå den vej.
”Jeg syntes, det var meget interessant, men jeg måtte nok sande, at jeg ikke var designer nok. Men takket være en lærer faldt jeg for urmagerfaget. Det har nok noget med mekanikken at gøre. Jeg elskede som dreng at skille ting ad og samle dem igen. Min far var finmekaniker, det betød nok også noget,” siger Michael Ørfjell, der på urmagerskolen i Ringsted mødte han sin kone Britt, der også er urmager.
”Da jeg gik på sidste årgang, fortalte min lærer mig om et job i Esbjerg hos Svend Aage Petersen. Han havde butik i Strandbygade og ville åbne en mere i City Centret, og den søgte han en bestyrer til. Det ville jeg ikke, jeg var for umoden.”

Urmager Michael Ørfjell, Sædding. Copyright Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Mange af Michael Ørfjells arbejdstimer tilbringes i værkstedet. Han har siden barnsben elsket at skille ting ad og samle dem igen.

Fik job i Esbjerg
”Da han så spurgte mig tredje gang, sagde jeg ja, og til alt held havde urmageren besluttet at lukke i Strandbygade og kun have den anden. Så der var jeg svend i otte år. Britta og jeg købte hus på Smedevej i Sædding, men hun ville gerne til Jerne, hvor hun kom fra. Jeg ville kun, når jeg havde spurgt blomsterhandler Gunnar Pedersen, som var ved at have en høj alder, om han ville sælge sin forretning i Storegade. Det fandt vi ud, og så åbnede jeg en urmagerforretning der. Min kone fik arbejde hos en urmager i Esbjerg.”
”Efter 10 år lukkede flere og flere forretninger og banken, og jeg kunne godt se, hvor det bar henad. Så opdagede jeg tilfældigvis i 1996, at Karat 24 i Sædding Centret var til salg. Ejeren, Berit Theilgaard, ville prøve noget nyt. Vi blev enige om en fornuftig pris, og da Sydbank lukkede, købte jeg lokalerne af dem. Nu håber jeg bare, at de nye ejere af centret finder ud af noget og køber mine lokaler. Ingen af mine to døtre vil videreføre butikken.”
Det første år var forrygende, og hans kone arbejdede der også.

Nu i Ringkøbing
”Men vi blev enige om, at det var for usikkert at være medhjælpende hustru. Der er intet sikkerhedsnet. Så hun fik arbejde hos en anden urmager. Vi er blevet boende i Jerne og har bygget huset om, efter at butikken blev lukket. Det er på 179 kvadratmeter og i to plan, så nu har vi sat det til salg for at finde et mindre i ét plan.”
Men historien stopper ikke her. I Ringkøbing ligger nemlig også en Ørfjell-butik, som er hans kones.
”Så hvis vi kan stoppe omkring 1. december, så har jeg lovet at hjælpe til i butikken i Ringkøbing under julehandlen,” slutter Ørfjell, der nu sere frem til et friere liv med mere jagt.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top