Tid til at fejre på Hjertings travleste autoværksted

Gunhild, Nikolaj og Peter foran deres andet hjem, Peter’s Autoværksted på Bytoften 2B i Hjerting. Fredag den 5. juli holder de reception og håber at se mange gæster.

Kunderne kommer langvejs fra, for på Peter’s Autoværksted laves der kvalitetsarbejde. Nu fylder mester 60 år, og værkstedet 35. Et generationsskifte er også sat i gang. Det skal fejres fredag den 5. juli

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – Fra at være en skoleknægt, der elskede at rode med knallerter over en kort periode som fisker og til at være hele Hjertings mekanikermester – det er kort beskrevet Peter Sørensens liv de seneste 45 år.
Og fredag den 5. juli er der anledning til at fejre på Peter’s Autoværksted på Bytoften 2B i Hjerting. For det populære familieværksted, der også beskæftiger hans kone Gunhild, sønnen Nikolaj, seks andre ansatte og puddelhunden Nikki, fylder i år 35 år. Desuden fylder han selv 60 år den 7. juli, og sønnen på snart 29 år er kørt i stilling til at overtage værkstedet, så der er mange anledninger.

’Velkomst- og vagthunden” Nikki, der oftest er i forkontoret hos Gunhild, er populær blandt Automester Hjertings kunder. Hvis den ikke er der, spørger de efter den. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten


’Velkomst- og vagthunden” Nikki, der oftest er i forkontoret hos Gunhild, er populær blandt kunderne. Hvis den ikke er der, spørger de efter den.

Besværligt generationsskifte
”Og jeg siger dig, det er besværligt! Der er så meget papirarbejde og så mange regler, at man tror, det er løgn,” fortæller Peter om generationsskiftet.
Det er måske overstået om omtrent fem år, siger han, mens vi over en jordbærtærte og en kop kaffe tager en snak om hans travle liv, der ikke er blevet nemmere af en omgang velbehandlet muskelsvind.
Peter flyttede med sin familie fra en anden del af Esbjerg til Hjerting i 1974 som 4-årig.
”Og jeg var ikke ret gammel, før jeg begyndte at rode med knallerter hos den lokale cykelsmed. Senere kom jeg i lære på Tarp Autocenter og Honda Autocenter i Storegade. Jeg var udlært som 19-årig og var så hos Honda i nogle år, inden jeg kom til Jørgen Kjær på Hedelundvej,” fortæller han.

Prøvede at være fisker
Da hans far var en stolt fisker, fik han også lyst til at prøve det. Det var han i et halvt år, men mekanikerfaget trak i ham. Så han fik arbejde hos Kurt Skaaning i Hjerting.
Han overtog Skaanings forretning i 1989 og byggede Peter’s Autoværksted på Bytoften i 1999.
”Og i alle de 35 år har jeg arbejdet meget, måske 12-14 timer i døgnet. Jeg kan jo godt lide at skrue på biler,” fortæller han.
I dag er hans rolle i højere grad at tale med kunder, udarbejde tilbud og lede og fordele arbejdet.

Nye tider på værkstedet

FTZ.chauffør og Peter Sørensen, Peter's Autoværksted, Automester i Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

En FTZ-chauffør ønsker Peter tillykke på forskud. FTZ sørger for reservedele til alle landets autoværksteder.

Værkstedet bestræber sig på at lave så meget som muligt selv. De laver mekanisk arbejde, skifter ruder og pladearbejde.
”Hvorfor sende arbejdstimer ud, når man kan gøre det selv,” siger han med et skævt smil.
Arbejdet har i øvrigt ændret sig meget siden 1989, fortæller han.
”Da skilte man en bil helt ad, i dag handler det meget mere om service og fejlfinding, og folk må jo være tilfredse. De kommer langvejs fra, igen og igen,” slutter han.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Nikolaj er en ihærdig fejlfinder

Den kommende mekanikermester, Nikolaj Sørensen elsker fejlfinding. Han fortæller, han kan blive så opslugt af det, at han kan arbejde til midnat for at finde en fejl. Da redaktøren har en ven, hvis Suzuki Wagon koger, når den skal op og ned ad bjergveje i Spanien, men at den sagtens kan holde temperaturen ned på motorvejene, tester vi lige Nikolaj. Han tænker kun i få sekunder og siger så, det kan være ventilatoren, der ikke kører rundt.
”Men det betyder ikke så meget, når man kører hurtigt på motorvejen, for der kommer masser af luft til køleren alligevel,” smiler han.
Den diagnose sendes straks videre til Andalusien i Spanien!

Tekst:
Top