Støckler overvejer nyt koncept i Hjerting-butik

UDVIKLING – I ti år har Anne-Mette Støckler drevet butik på hjørnet overfor Hjerting Badehotel, men nu er det snart slut. Måske.

Alt er nemlig i spil, og intet er afgjort. Men siden vi nu spørger, uddyber hun gerne baggrunden for skiltene med ‘Ombygningssalg’ i butikkens vinduer.

“Jeg vil have lavet om på tingene, og det kan godt være, det bliver noget helt andet end de sædvanlige butikstider. Jeg vil have mere tid til min familie, mine børn og mine venner,” fortæller Anne-Mette Støckler.

Hun er ikke afklaret med, om det betyder f.eks. en kundeklub-butik eller noget i den retning.

”Det ved jeg ikke. Det kan godt være, at jeg slæber mit malergrej og mine staffelier herned igen, ligesom jeg gjorde, da jeg startede for ti år siden. Jeg har ikke malet i lang tid, for det har der ikke været tid til”.

Det startede oprindeligt med brugskunst og hendes egne malerier samt en smule tøj sammen med Lene Vemb, der havde den ene del af butikken. For omkring seks år siden blev det en tøjbutik i sin nuværende form, hvor kompagnonen var med de første par år.

Måske ny ejer

Og det er et åbent spørgsmål, om butikken skal fortsætte som tøjbutik eller i et helt nyt koncept.

”Det ved jeg faktisk ikke rigtigt. Det kan jo også godt være, at der er én, der har lyst til at køre det videre i butiks- og tøjverdenen – så er jeg åben for det,” lyder invitationen fra Anne-Mette Støckler, hvis mand, forretningsmanden Willy Støckler, købte naboejendommen med den gamle cykelforretning for et par år siden.

Kunne den komme i spil?

”Måske – hvem ved?”

Kunne du forestille dig at rykke ind i cykelbutikken?

”Ikke sådan umiddelbart, men det ved man jo aldrig. Der har været lidt snak om, at min mand godt kunne tænke sig at lave to rigtigt lækre lejligheder derinde. Vi har været omkring mange ideer til at lave det lidt pænt hernede, for det er jo et fantastisk hjørne”.

Ingen fast deadline

Hun sidder til leje i ejendommen, der ejes af Henning Kragh, som bor ovenpå butikken, og lejemålet er ikke opsagt.

Lukker du butikken på et tidspunkt?

”Det kommer helt an på det hele. Jeg har mange varer endnu, og man tømmer jo ikke lige en butik på to måneder,” siger Anne-Mette Støckler.

”Men en deadline har jeg ikke p.t. Det er primært fordi, jeg vil til at have nogle andre dage end at gå hjem kl. seks halv syv hver dag. Så alt er sådan set i spil.”

 

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top