Sølvhejren ude at fouragere. Den spiser meget forskelligt. Den har aldrig nakkefjer.
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
VADEHAVETS FUGLE – Du ser den hver eneste dag, hvis du er på besøg på Fanø og kikker bare lidt efter. Ude ad Klingebjergvej på engene ud mod Søjord står en stor kridhvid hejre i overgangen mellem eng og vade. I Sønderhos sidste rester af noget, der engang var en driftig havn, står det ’hvide spøgelse’ og flyver op, hvis du kommer for tæt på.
På Fanø Vesterstrand flyver de i den sydlige del rundt blandt deres mere grå gruppefæller fiskehejren. Ved Silkebjergsøerne sydvest for Skovlegepladsen midt på øen ses de også dagligt. Så du kan ikke undgå at se denne iøjnefaldende fugl sølvhejren – Ardea alba. Du har sikkert tit undret dig over denne store hvide fugl, så her kommer lidt fordybelse i en af Danmarks nyeste ynglefugle.
Når vi fra Fanø Fuglestation hver eneste dag fra solopgang tæller trækket over Fanøs sydspids ’Hønen’ ser vi flere og flere sølvhejrer strejfe rund i vaden i grupper på i dag op til 10-12 stykker. Det så vi ikke for 10 år siden. Jeg besluttede derfor mandag i uge 34, at min næste klumme skulle have fokus på denne smukke hejre.
Der kom en mail
Onsdag kommer så meget aktuelt en mail fra Dansk Ornitologisk Forening om netop sølvhejren. I mailen med overskriften Lyse udsigter for de hvide hejrer står følgende:
”I løbet af få årtier er antallet af sølvhejrer i den danske natur eksploderet, så arten fra en status som meget sjældent i dag er almindelig og udbredt over det meste af landet. I år er den danske ynglebestand af sølvhejre tæt på 100 par. I denne tid gæster et stigende antal sølvhejrer danske vådområder på strejftog fra syd. Da kan man opleve flokke af de hvide hejrer mange steder i Danmark.”
Stor som en fiskehejre
Hvad er det så for en fugl, vi har her? Sølvhejren er næsten lige så stor som fiskehejre. Det er den største af de hvide hejrer, og tydeligt større end både silkehejren og den mere sjældne kohejre. Disse hvide hejrer kommer alle sydfra, og har tidligere været presset af menneskets behov for at pryde sig med ’lånte fjer’. Men det holder ikke mere, og også derfor er de hvide hejrer i fremgang mod nord. En kraftig ekspansion, der i dette tilfælde ikke kan kategoriseres som ’invasiv fremgang’, da det ikke er mennesket, der har udbredt dem.
Sølvhejren er 85-100 centimeter lang og har et vingefang på 143-169 centimeter. De lange ben og fødderne opfattes på afstand som sorte, men er sortbrune. I yngletiden har sølvhejren – for at gøre sig attraktiv – forlængede fjer på ryg og skulderfjer, som hænger ud over halen, men aldrig lange nakkefjer som silkehejren. Næbbet er gult med sort spids eller helt sort. Men altså en gennemført hvid hejre, der ikke kan forveksles med andre fugle end den markant mindre silkehejre.
Flere begynder at overvintre
Sølvhejren overvintrer normalt i landene omkring Middelhavet, men vi ser nu en tydelig tendens til, at flere og flere overvintrer i Danmark – primært fra Vejlerne i Nordvestjylland til Nationalpark Vadehavet. Det hænger sammen med føden, der spænder mere vidt, end hvad der er gruppetypisk for hejrer. I vådområderne fanger den mest fisk og vandinsekter på tørre lokaliteter især små pattedyr og insekter, men også firben, fugleunger og snegle. Altså fødeemner, der er tilgængelige, når der ikke er frost.
Sølvhejren sover i grupper i træer, og flyver modsat mange andre kollektivt sovende fugle, først ind i overnatningsområdet efter mørkets frembrud, men med den iøjnefaldende hvide udseende kan de jo se hinanden tydeligt.
Måske yngler den her i Vadehavets område
Så den er er nu fast etableret på Fanø, og spørgsmålet er, om den kan forventes som fremtidig ynglefugl? Sølvhejren yngler i løse kolonier i både rørskove mellem tagrørene, men også i træer, så vi kan tilbyde præcist det den efterspørger, og med den ekstrem tilpasningsevne, finder den nok ud af det, hvis ikke alt matcher dens behov, så ja, vi må forvente sølvhejren som fremtidig ynglefugl på Fanø og resten af Nationalpark Vadehavet, hvis ikke allerede. Giv gerne et tip.
Tekst og foto: Søren Brinch
