Ny medejer af Sædding Centret vil tænke sig godt om

Sædding Centret åbnede i 1977 og er dermed det ældste shoppingcenter i Esbjerg. Dronefoto: Claus Brinch-Danielsen.

Virksomheden 1927 Estate i Risskov ved Aarhus har overtaget knap halvdelen af ejerskabet i det 45 år gamle shoppingcenter

Hent artiklen som PDF her

HANDEL – Virksomheden 1927 Estate i Risskov ved Aarhus har købt ejendomsselskabet Bangs Gård A/S i Esbjerg af søskendeparret Mia og Mads Dam Jensen. Dermed har 1927 Estate også overtaget knap halvparten af ejerskabet i Sædding Centret ved Tarphagevej i 6710 Esbjerg, men endnu har den nye medejer ikke noget konkret bud på, hvordan man ser centrets fremtid.
”Vi skal tale med mange mennesker, og vi skal tænke os grundigt om, inden vi træffer en beslutning,” siger Søren Hampen Kristensen, der er administrerende direktør for Aarhus-virksomheden.
Aktuelt har direktøren ikke noget bud på, hvornår hans forretning er færdig med at tale og tænke. Det er ej heller oplyst, hvorvidt 1927 Estate er i forhandlinger om yderligere køb af ejerandele.

Ejerkreds på fem
Ejerkredsen bag Sædding Centret består i dag af i alt fem parter. Bangs Gård er altså ude, mens 1927 Estate er inde med en lille halvpart. Coop Danmark ejer også en lille halvdel, og sammenlagt står de to alene for op mod 85 procent af ejerskabet. Esbjerg Kommune ejer en lille tiendedel af centret, mens et par af lejerne i centret ejer mindre andele.
Samtidig har der flere gange svævet mørke skyer over centret. Tidens tand har gnavet i bygningerne, der blev taget i brug i 1977, og for nogle år siden kom det frem, at nedrivning og nybyggeri sandsynligvis vil være billigere end en renovering.
I den forbindelse lancerede direktøren for Bangs Gård A/S, Mads Dam Jensen, tanken om, at det 14.000 kvadratmeter store center, på den godt 42.000 kvadratmeter store grund, eventuelt – helt eller delvist – kunne blive erstattet af blandet boligbyggeri samt special- og dagligvarebutikker.
Om den kombination nu er rykket tættere på, tør centerchef Lise Retbøll, ikke spå om.
”Vi er spændte, men også fortrøstningsfulde,” fortæller hun.

”Vi er spændte, men også fortrøstningsfulde,” lyder det fra centerchef Lise Retbøll i forbindelse med at 1927 Estate har overtaget en god bid af ejerskabet i Sædding Centret. Foto: Jens Bytoft

”Vi er spændte, men også fortrøstningsfulde,” lyder det fra centerchef Lise Retbøll i forbindelse med at 1927 Estate har overtaget en god bid af ejerskabet i Sædding Centret. Foto: Jens Bytoft

”Vi har haft et fantastisk samarbejde med Mads Dam Jensen og forventer naturligvis, at det fortsætter med den nye medejer. I hvert fald er der intet, der tyder på det modsatte,” siger centerchefen, der kan melde om en god og positiv stemning blandt både ejere og lejere i den lille snes butikker, der er i centret.

Tekst: Jens Bytoft

 

Tekst:
Top