Ny helhedsplan på vej for Marbækgaard

REKREATION – Der er vedtaget en stor ambitiøs, overordnet plan for hele Marbæk-området og alle dets herligheder, men en helt central brik er stadig i spil: Fremtiden for Marbækgaard.

Den kommunalt ejede ejendom, der ligger smukt tæt ved søer og strand lige midt i området, har senest huset en restauratør, som gik konkurs sidste sommer, og siden har bygningen stået uden aktiviteter.

I efteråret blev sagen drøftet i Grønt Råd, og nu er en ny helhedsplan for Marbækgaard lige på trapperne. I denne uge er der igen møde om sagen hos kommunens folk, der arbejder med en ny helhedsplan for ejendommen.

”Vi har arbejdet med det på embedsmandsniveau, og der er jo også interessenter, der skal inddrages. Og vi kigger på de rekreative muligheder – der står jo i Marbæk-planen, at ejendommen skal udnyttes til rekreative formål,” forklarer Mads Astrup Sørensen, chef for Vej & Park hos Esbjerg Kommune.

Kunne ejendommen ikke også høre naturligt ind under Myrthuegård?

”Jo – der er mange muligheder. Vi har ikke drøftet det så meget endnu, så det kan vi ikke sige noget om.”

Er en ny forpagter også en mulighed, hvis en restauratør er interesseret?

”Det er også en mulighed – lige nu står alle muligheder åbne,” oplyser Mads Astrup Sørensen, som ikke tør sige noget om tidshorisonten for en afklaring.

”Vi ved endnu ikke, om politikerne ønsker at binde noget økonomi i det. Vi arbejder med fortsat kommunalt eje, men hvis vi ikke kan blive enige om nogen anvendelser, kan det være, at ejendommen kommer til salg. Sidst den stod tom, blev det jo drøftet, om man skulle sælge, men det blev droppet dengang.”

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top