Nu kan massøren Anilla igen følge sine kunder

MASSAGE – Efter et års tid som ansvarlig for Hjerting Badehotels massageafdeling er tilflytter Anilla Lunde startet op som selvstændig massør fra privaten i Hjerting.

”Det bliver dejligt igen at kunne følge kunderne. På badehotellet er det næsten udelukkende gæster udefra, som benytter sig af wellness-massagen, så dem nåede jeg som regel kun at se én gang. Det giver mig langt højere faglig tilfredsstillelse at kunne følge en udvikling hos mine stamkunder i forhold til deres behov og behandling og at tilpasse min massage specifikt til hver enkelt kunde,” konstaterer Anilla Lunde.

Ud over at være uddannet sports- og erhvervsmassør er hun cand.ling.merc.com. og har arbejdet med kommunikation for Mærsk Oil i ti år. I 2011 startede hun op som massør fra privatadressen, der dengang lå i Hareskovby på Sjælland. Samtidig arbejdede hun som freelancemassør og tog ud og masserede på virksomheder.

I 2014 flyttede Anilla sammen med sin mand og parrets fire yngste børn til et andet naturskønt område, nemlig Hjerting. Nu er de flyttet ind i et rummeligt, nybygget hus på Vinkelvej, hvor Anilla har fået plads til at etablere et hyggeligt behandlerrum.

”De fleste booker en hel time ad gangen, så jeg kan komme i dybden og ind til kernen af muskelspændingen. Jeg oplever, at folk i dag generelt er meget bevidste om at tage godt vare på deres krop,” fortæller sportsmassøren, der både masserer børn og voksne.

”Det er vigtigt og sundt for børn at lære at slappe af. De har alt for mange spændinger i ryg og nakke i en alt for tidlig alder på grund af tunge tasker og adskillige timer foran pc’en,” bemærker hun.

Dog er der en gruppe mennesker, Anilla gerne ville behandle flere af:

”Jeg vil sådan ønske, at de ældre får øjnene op for massagens godgørende effekter. Efterhånden som vi bliver ældre, bliver kroppen mere og mere stiv. Det er ubehageligt, men en dybdegående massage kan afhjælpe ubehaget hos rigtig mange,” forklarer Anilla, der godt kunne tænke sig at afsætte en ugentlig formiddag til at tage ud til områdets ældrecentre og tilbyde massage.

For at få kickstartet tilværelsen som selvstændig giver hun 25 pct. rabat i april og maj, og samtidig har hun været rundt og dele flyers ud i lokalområdet.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod her i Hjerting. Nu vil jeg gerne give noget tilbage, og så synes jeg også, der skal lidt gang i byen her, så man ikke altid skal helt ind til Esbjerg centrum,” lyder det fra massøren på Vinkelvej.

Tekst:
Top