Fremtiden skal afklares for kommunal ejendom i unikke omgivelser
MARBÆKGAARD – Haves: Skøn landejendom i idylliske og landlige omgivelser ved skov, sø og strand, men indenfor cykelafstand af større boligområder og midt i et kæmpe fritidsområde med spændende udviklingsplaner for fremtiden.
Ønskes: Restauratør, der er i stand til at få en sund forretning ud af stedet og sikre liv og forplejning til områdets gæster. Og hvis det er urealistisk: Gode ideer til fremtidig udnyttelse af den unikke ejendom, der ejes af Esbjerg Kommune.
Sådan kunne det lyde, hvis kommunen skulle indrykke en annonce for at søge input til fremtiden for Marbækgård. Måske.
Spørgsmålet har nemlig været behandlet som en lukket sag på Teknik & Byggeudvalgets møde 18. august og igen som lukket sag på Økonomiudvalgets møde 28. august. Så måske er der allerede fundet en løsning.
Det tyder Hjerting Postens oplysninger dog ikke på i skrivende stund.
Ejendommen kom i spil, efter at der 19. juli blev afsagt konkursdekret over den hidtidige lejer, virksomheden Marbækgaard Catering ApS.
Restauratør René Dyrehauge måtte dermed opgive den drøm, han havde knoklet med i årevis, bl.a. med indretning og istandsættelse af større selskabslokaler på Marbækgaard.
I sommer udtalte konkursboets kurator til Jydske Vestkysten, at en mulig udgang kunne være, at René Dyrhauge overtog aktiverne for at føre forretningen videre. I så fald skulle der dog falde et hurtigt bud.
Men status er nu, at stedet stadig er lukket, og et skilt på døren henviser til Esbjerg Kommune. Politikerne må ikke udtale sig om en sag fra den lukkede dagsorden, og derfor er der lige nu frit slag for spekulationer om fremtiden for Marbækgaard, hvor der også er indrettet naturrum for offentligheden.
Det positive er, at hele ejendommen nu har mulighed for at indgå i de ambitiøse planer for området, der blev skitseret i Vision Marbæk 2017, hvor Marbækgaard skal udvikles til det centrale velkomstcenter for området.
Ejendommen kan måske også komme i spil for Hjerting Kanelaug, der foreløbig har opgivet at flytte sit bådværft til det nye Maritimt Center på Havneøen ved Esbjerg Strand – se artikel på side 19.