Stor belønning! Julemanden uddelte slik til de mange glade og forventningsfulde børn, da han var kommet ned.
En bidende polarkulde gik over i en hjertevarm festdag, da Jul i Hjerting søndag den 23. november løb af stabelen. Der var masser af aktiviteter i gaderne, i teltet, i butikkerne, i Jon og Dittes Hus og i Hjerting kirke
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
JULERIER – Søndag den 23. november bød på en udfordring i Hjerting, da kulden og en bidende vind forsøgte at sætte en stopper for juleglæden. De mange fremmødte børn og forældre lod dog sig ikke slå ud. Uden for Jon og Dittes Hus samlede de sig i kulden og råbte i kor for at vække byens julemand, der traditionen tro lå og sov på loftet.
Efter en ihærdig indsats stak han endelig hovedet ud. Julemanden forklarede grinende, at hans ur stadig kørte efter Grønlands-tid. Med assistance klatrede han ned til de mange fremmødte.
Belønningen var stor. Han uddelte slik fra sin pose, og i et øjeblik var han omringet af glade, forventningsfulde børn.
Samtidig var gaden ved Hjerting Badehotel omdannet til et hyggeligt julehjørne. Et mandskor sang stemningsfulde julesange, og duften af varme mandler bredte sig fra en pavillon – et velkomment og nødvendigt indslag i det kolde vejr.

Julestemningen var helt i top, og den gode musik fik folk i gaden til at slippe hæmningerne og danse spontant.
Indendørs hygge var også i højsædet: Mange havde også fundet vej til Krea House, hvor de hyggede sig med kreative sysler og nød den søde juletid væk fra kulden.
Det hele lykkedes: Julemanden var vakt, og Hjerting fik en hjertevarm og uforglemmelig start på adventstiden, trods den isende kulde
Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press










