Festpladsen var fyldt med god stemning, hygge og snak fra morgen til sen aften
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FESTIVITAS – En god byfest er slut. Resultatet er endnu ukendt, men forventes at blive godt.
”Et rigtigt godt forhold til vejrguderne og en lille smule held – og alt er godt. Pladsen var fyldt med god stemning og hygge,” lyder det fra Betinna Hoth Häggquist fra festudvalget.
”Hoppe-Legeland var som altid godt besøgt. Og det det ny koncept med ’Børnepenge’ – som en frivillig har foreslået – blev taget rigtigt godt imod. Børnene hyggede sig med selv at købe snolder med mere med billetter,” fortæller hun. Krea-aktiviteterne og forhindringsbanen trak også.
Fodboldstævnet lørdag for piger var en oplevelse for både børn, forældre og tilskuere, kunne vi konstatere.
155 statuetter blev uddelt, 40 kampe spillet og 17 tilmeldte hold kom for oplevelsen i det resultatfri spil. Og godt med den ny opbygning af pladsen. Den satte stemningen i vejret.
Seniorfrokosten var – som altid – en kæmpefornøjelse at opleve. Mannethon og Ladies Club var udsolgte. Torsdag begyndte med grillede bakskuld. Nogle unge mennesker prøvede den salte og røgede spise for første gang – nogle mere begejstrede end andre!
”Senere leverede Esbjerg Comedy Klub et godt show med alt fra dagligdags situationer til kendte personligheder og aktuelle emner. Det arrangement ’hyper’ vi mere næste år, da der var plads til mange flere,” lover Bettina.
Hjerting Løbet lørdag formiddag var populært som altid i det skønne vejr.
Madboden var udvidet med pomfritter, og der røg mange bakker med ’stakitstænger’ over disken. En opgradering må til, så køen bliver kortere i 2026. Pandekageboden havde som noget nyt softice.
”Til de fantastiske samarbejdspartnere, frivillige og vores uundværlige sponsorer, som støtter med penge, varer, arbejdstid og-eller gaver til lotteriet, til dem, som valgte at hygge sig på pladsen i løbet af weekenden, og til dem, som hjalp med oprydningen, siger vi mange tusind tak,” slutter hun på festudvalgets vegne.
Guld og Elitesponsorer var:
AD Sign, AH Transport, Alletiders Vikar & Rekruttering, Arbejdsmiljøeksperten, Art Service, Blue Water, Breinholt VVS, Creperiet – Henne Strand, Den Jyske Elektriker, Depot Esbjerg, E. Bank Lauridsen Holding, EDC, Hjerting Badehotel, Hjerting Erhvervsforening, Hjerting Fun, Hjerting Installationsforretning, Hjerting Tømrer & Snedker, Hostrup Maskinstation, Ingvard Christensen, Klip i Vest, Lene International Hair Design, Lykkes Udlejning, MacArtney A/S, Meny Hjerting, Mhdev, Nordea Fonden, Polar Salmon – Hjerting Laks, Qubiqa, Rema 1000, Renta, Telesikring, Viggo Sørensen Tømmerhandel og Villemoes.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen