Både planten og larverne er giftige. Foto Villy Fink Isaksen, Nørre Snede.
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FLORA OG FAUNA – Engbrandbæger (Senecio jacobaea) er flerårig, bliver op til en meter høj, vokser på åben, sandet jordbund og holder til på eksempelvis tørre enge, baneterræn og vejkanter.
Denne smukke plante kan i denne tid ses med sine mange gule blomsterkurve samlet i en tæt halvskærm med oprette grene og ligner dermed høje buketter. Man kan se den stå i meget lange ubrudte rækker langs blandt andet vores motorveje, hvor den har været heldig at undgå slåmaskinen.
Skader leveren
Planten indeholder giftige leverskadende pyrrolizidin-alkaloider, som sammen med plantens æteriske olier giver planten en bitter og skarp smag. Derfor ser man ofte afgræssede enge, der kan lyse op af tusindvis gule brandbægere, da heste og kreaturer ofte undlader at spise dem. Dog tåler får og geder ofte planten ret godt, og de kan derfor med fordel bruges, hvis man har en eng fyldt med brandbæger, der trænger til at blive afgræsset.
Brandbæger bevarer sin giftighed ved tørring og ensilering, og planten er som sådan derfor stadigvæk skadeligt foder for dyrene. Der er kendte dødsfald blandt heste forårsaget af brandbægerforgiftning.
Giftig larve
Larven af den smukke sommerfugl blodplet mæsker sig i brandbæger i en grad, så planten ofte efterlades totalt afpillet. Undersøger man brandbæger planter, kan man tit få øje på denne smukke, gulstribede larve, et farvemønster, der signalerer, at den er giftig, for det er den.
Den optager nemlig giftstoffet fra brandbæger, når den guffer løs af den, som den er tolerant over for. Derved bliver både larven og den voksne sommerfugl giftige, hvilket tjener som et værn mod deres fjender, såsom insektædende fugle.
Disse giftige pyrrolizidin-alkaloider kaldes også Senecio-alkaloider efter slægtsnavnet Senecio for brandbæger, disse giftige alkaloider findes også hos planten følfod, hvor de også her virker som forsvarsstoffer over for skadevoldere.
Bier kan se uv-lys
Blomsterne kan ses helt hen i oktober og bestøves ivrigt af mange slags insekter, heriblandt bier og mange sommerfugle, blandt andre lille ildfugl. Man skulle tro, at gul er gul og at blomsterkronen derfor bare opfattes af bier som ensfarvet, men skiveblomsterne og de tungeformede randblomster reflekterer uv-lys forskelligt, og derved kan bier, der kan se uv-lys, adskille de nektarproducerende blomster, nemlig skiveblomsterne, fra randblomsterne, der ikke indeholder nektar.
Svæveapparat
Frøenes fnok fungerer som effektivt svæveapparat, og frøet spredes derfor ivrigt med vinden. Navnet brandbæger hentyder til de ’afsvedne’ brunsorte spidser på kurvbladene. ”Senecio” er afledt af senis, som betyder gubbe, sigtende til, at blomsterbunden efter frøene er svævet væk står afpillet tilbage og derved ligner den nøgne hovedbund hos en gammel person med måne.
Mod næseblod
I folkemedicin med mangesidige anvendelser, blandt andet mod betændelse, feber, epilepsi, jernmangel samt mod næseblod (planten blev simpelthen stoppet op i næsen, ikke så meget pjat der).
Brandbæger blev også brugt som vanddrivende og afførende middel samt som brækmiddel og som ormekur. Som tidligere omtalt indeholder planten jo giftige alkaloider, som i de rigtige doser kan have medicinske effekter. I køkkenet finder den dog ingen forståelse, og det kan man da godt forstå!
Tekst: Carsten Mathiesen
