Nu er det ikke fordi, redaktøren har en krystalkugle, men sikkert og vist er det, at Hjerting og Guldager vil få mange nye borgere om ganske kort tid. I Hjertings nordlige ende, Sjelborg, er byggemodningen af kommunens nyindkøbte boligområde allerede i fuld gang, og i Guldager er det tidligere landbrugsareal overfor Aldi-forretningen også på vej til at overgå til brug for villaer og rækkehuse.
Guldager Borgerforening har endda allerede fået to vejnavne godkendt af kommunen, nemlig Stinne Danielsens Vej og Robert Christensens Vej. Sidstnævnte er adgangsvejen. Stinne Danielsen drev butik i Guldager i over et halvt århundrede, og hendes butik var et naturligt samlingspunkt for blandt andre byens børn. Robert Christensen var i godt 40 år uddeler i Esbjerg Andels Grovvareforretning i Guldager og medlem af Esbjerg Byråd for Venstre i otte år. Fint, at traditionen med at navngive veje efter lokale personer ikke glemmes. Vi har pip-kvarterer nok. Kommunen har lovet, at vejnavnene står ved magt, med mindre der kommer alvorlige indsigelser udefra. Det gør der næppe.
På boligmarkedet ser vi, at dykket i efteråret, der uden tvivl skyldtes energiprisernes eksplosion og de stigende renter, nu er afløst af fornyet optimisme. Der er ingen tvivl om, at danskernes store opsparing holder en hånd under dansk økonomi. Desværre mødes flere og flere unge samt enlige ældre over 55 år en afvisning i deres pengeinstitut. Forklaringen er, at Finanstilsynet er på nakken af pengeinstitutterne. Det er ikke rimeligt. De forrige generationer kunne få lov at bygge og købe boliger som meget unge, og det har været med til at gavne dansk økonomi, at folk ejer deres egen bolig. Nu holdes de unge nede. Det bør Anders Kronborg og vore andre lokale folketingspolitikere tage op. Og det kan ikke gå for langsomt.
Mediestøtte er på vej til de små lokalaviser med mindst halvanden medarbejder. Det er glædeligt for os. Vi har indsendt høringssvar og afventer spændt, hvad Folketinget finder på.
God maj derude! Vi håber på sol og varme.