Anton Mikkelsen er otte år og elsker at spile tennis, så han er en af de faste deltagere, når Hjerting IF har sommerferiesjov med tennis.
Selv om det er gråvejr, kommer børn og unge til Hjerting IFs klubhus for at spille tennis som en del af klubbens sommerferiesjov i skolernes sommerferie
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
SOMMERFERIESJOV – Det er mandag formiddag. Skolernes sommerferie slæber sig ind i den sidste uge i juli. Selv om dagen begynder med en regnbyge, må det godt være sjovt. Sommerferiesjovt.
Det er netop, hvad Hjerting IF kalder ugens aktiviteter for byen børn og unge. Hele denne uge er der sommerferiesjov med tennis og enkelte dage også med bordtennis.
”Det foregår ude på vores baner, men bliver det regnvejr, kan vi rykke indenfor i klubhuset, hvor der er plads til både at spille tennis og bordtennis,” forsikrer Claus Jensen, formand for tennisafdelingen i Hjerting IF.
Gratis at deltage
Han håber, at nogle af de unge spillere synes, det er så sjovt at spille tennis, at de melder sig ind i klubben, og begynder at spille – også når det ikke er sommerferie og gratis at deltage.
”Vi er cirka 30 i tennisafdelingen og kan godt bruge flere,” siger Claus Jensen.

Trods gråvejr har flere børn fundet tennisbanerne ved Hjerting Ifs klubhus for at lære at spille tennis i skolernes sommerferie.
Otteårige Anton elsker tennis
En af de meget unge, der kommer hver gang, der er sommerferiesjov med tennis, er otte-årige Anton Mikkelsen. Det er to år siden, han begyndte at spille tennis, og han kan lide det.
”Jeg spiller tennis, fordi det er sjovt, og fordi jeg får nogle gode venner,” siger Anton, inden han slår den første bold over nettet.
”Jeg kan lide konkurrencen. Det er fedt, fordi jeg kan slå til bolden både udenfor og indenfor. Jeg spiller hele året, undtagen når vi har ferie,” fortæller Anton, der gerne hepper på Novak Djokovic, når de professionelle spiller i de store internationale turneringer.
Der er sommerferiesjov med tennis på tennisbanerne ved Hjertinghus, Tobølparken 25 , hver dag i denne uge og alle dage minus torsdag i første uge af august.
Tekst og foto: Martin Wilde







