Nu er Michelle og Louis på rigtig god pote

Heidi og Louis har valgt at få osteopati hos Michelle.

Michelle Green tilbyder osteopati til vore firbenede venner. Heidi valgte det til sin ruhårede gravhund Louis

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HUNDEHOLISME – Intet er bedre for en journalist end at få et godt tip om noget, man ikke aner noget om. Så er nysgerrigheden vakt, og spørgelysten kan virkelig blive stillet. Så da Michelle Green fra Baxrehab på Murervej 3 i Sædding kontaktede Hjerting Posten for at fortælle om sin klinik med osteopati for hunde, var det bare om at starte bilen og komme afsted. Helt let var det ikke at finde, men det viste sig at være i lokaler ved Dinitrol.

Dygtig vagthund
Det var aftalt, at en patient og dens ejer skulle være til stede, næsten færdig med en behandling. Og det gik helt som forventet. Den vakse, ruhårede gravhund Louis på briksen gav sig som den dygtige vagthund, han også er, straks til at bjæffe advarende mod den mærkelige mand, der entrede rummet med en kamerataske. Lidt snusen til skriverkarlen og en lille samtale mand og hund imellem, så var det klaret, og der blev ro. Ejeren var Heidi Kisum fra Esbjerg. Andre kunder kommer fra Varde og Bramming, enkelte bor længere væk.
Louis var der for tredje gang. Hans lænd og den bageste del af ryggen har ikke haft det for godt i et stykke tid, så Michelle sad og manipulerede lænden. Andre vil måske kalde det massage, men det er det ikke. Og det må ikke forveksles med behandling hos en dyrlæge, forklarer Michelle.

Michelle Green fra Baxrehab i Sædding med hunden Louis. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Michelle manipulerer her Louis’ lænd og hofte. Han kom ind, fordi han lavede ‘gadedrengehop’, måske på grund af glatte gulve.

”Han kom ind, fordi han havde ’gadedrengehop’. Han var spændt i hoften og spjættede afsted med begge ben på én gang. Når jeg får en hund som ham ind, så går jeg den igennem fra snude til halespids. Jeg har en holistisk tilgang. Jeg genngår muskler, led, mavesystem, organer og bindevæv. Der er en sammenhæng mellem alle dele i kroppen,” forklarer Michelle, der er uddannet hos KynoRehab i Christiansfeld.
På et tidspunkt tager hun en laserlampe frem og belyser bestemte akupunkturpunkter på Louis’ bagkrop. Det kan varme, løsne og tage smerter.
Du er meget blid ved Louis?
”Ja, det er en meget blid behandling, det er ikke som kiropraktik eller massage, det er midt imellem,” fortæller Michelle.

Klinik i to år
Hun, der først kørte rundt til kunderne i halvandet år, har nu i to år haft klinik på Murervej. Hun gætter på, at Louis som så mange andre hunde har fået sine problemer med lænden på grund af glatte gulve.
”Havde det været i 1980erne, da der var gulv­tæpper overalt, havde jeg nok ingen patienter haft,” griner hun og tilføjer, at vild leg og for intensivt løb efter en cykel også kan skade. En hund som Louis skal typisk have tre-fire behandlinger.
Heidi Kisum, der betragter Louis som en del af familien, fortæller, at Louis allerede har det bedre, og at de nu er begyndt at give ham lidt olie efter råd fra Michelle.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Hvad er osteoptati?

”Osteopati er en autoriseret behandlingsform, eller manuel medicin grundlagt af den amerikanske læge Andrew Taylor Still i 1882. Ordet Osteon er græsk og betyder knogle eller ben. Der bliver benyttet mange forskellige teknikker så som manipulation, mobilisering, ‘muscle energy techniques’, kraniosakralterapi, etc.”

Kilde: Wikipedia.

”Osteopatien søger at genskabe kroppens naturlige balance. Udgangspunktet er at betragte mennesket som en helhed, hvor kroppen ses som et sammenhængende organ. Det er vigtigt at finde årsagen til smerterne. Det er osteopatens opgave at benytte sin anatomiske viden til at finde ud af, hvor årsagen til problemet ligger og behandle denne. Dette gøres ved at identificere ubalancer mellem knogler, muskler, bindevæv, indre organer, nervesystem og kredsløb.
Ofte ligger årsagen til en smerte eller et symptom et andet sted end der, hvor smerten eller symptomet opleves. Osteopati kaldes også manuel medicin, fordi osteopaten bruger sine hænder til at undersøge og lindre smerter og fjerne de blokeringer, der forstyrrer din krop og nedsætter din bevægelighed. Osteopatens opgave er at genoprette kroppens normale funktioner og balancen mellem kroppens forskellige systemer, dette vil føre til et godt helbred.”
Kilde: osteopatiklinikken.dk

Blå bog Michelle Green

  • 38 år, født og opvokset i Esbjerg
  • Efternavnet er engelsk efter hendes far
  • Er oprindeligt uddannet indenfor kontor og har arbejdet i forskellige roller som HR-assistent, i kundeservice, som tekstforfatter med mere
  • Til sidst valgte hun at skifte retning og uddannede sig til Kyno-Osteoterapeut (osteopati) ved KynoRehab i Christiansfeld
  • Bor sammen med sine to katte, Lily og Mynte og har også familiehunden Baxter, som betyder meget for hende
  • Klinikken, BaxRehab, er opkaldt efter ham
  • Hendes fritidsinteresser inkluderer hendes dyr, tid med familie og venner, kreative projekter som at male og lave DYI-projekter (gør det selv-projekter, red.), samt at gå lange gåture

Tekst:
Top