Seancen startede i rundkreds. Lidt mundgodt fra Meny løftede stemningen.
Hjerting har meget at byde på for den generation, der elsker kultur, foredrag og vandring i naturen. Men kan der gøres mere for de lidt yngre generationer? Det skulle idémøde afklare
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FRIVILLIGHED – Hjerting Skole, Hjerting IF og Hjerting Borgerforening samlede onsdag den 1. oktober en række vidt forskellige borgere i Hjertinghus for at få input til, hvordan Hjerting kan blive mere levende, især for de generationer, der ikke samles til foredrag, kirkekoncerter og kunstudstillinger. Og det kom der et frugtbart idémøde ud af.
Foreningskoordinator Henrik Poulsen fra HIF gav et kort rids om huset, der netop blev bygget som sports- og kulturhus for at skabe en ramme om mere liv og sammenhold i byen. Vi hørte også lidt fra skolefolkene om, hvad de unge savner, for eksempel uformelle steder at samles, saunahytter på stranden og havaktiviteter for unge.
Gruppearbejde
Derefter var der arbejde til de fremmødte. Der var opstillet tre ’debatstationer’ med forskellige temaer, hvor skoleleder Jan Lagoni, skoleafdelingsleder Pernille Plantener og Henrik Poulsen stod klar til at notere på tavlerne. Efter 10 minutter skulle deltagerne gå videre til næste station. Til sidst blev der afgivet point. Det fungerede over al forventning.
Flere af deltagerne har boet og virket andre steder end i Hjerting, så de havde nye idéer med derfra. For eksempel blev det foreslået at indkøbe rygsække, der så bliver pakket med oplevelser. Undervejs i ’vildmarken’ kikker man så i rygsækken efter næste mål eller udfordring ude i naturen. Flere ikke-bynære shelters blev også nævnt.
Masser af idéer
Nævnt blev også moderne vandcykler på ski, der drives af cyklistens eget benarbejde, kanoer til familier, der vil langs kysten og videre op ad Varde Å, oprettelse af en fiskesø eller bare sø i ’gryden’, en blomsterpark, en skovlegeplads i den lille skov ved Engvænget, en slags kopi af legelandet RiPlay i Ribe, som også familier fra dette område valfarter til, siddepladser på stranden til de unge, en Hjerting-rute til alle skulpturer i området, bål- og grillplads i lystanlægget, et beachvolleymesterskab á la Saint Tropez, orienteringsløb for familier, en app med oplevelser og informationer og MTB-race i Marbæk eller andre steder.
HIF-formand Anders Kristensen måtte dog minde om, at der er meget lidt, der må opføres ved Ho Bugt, der er beskyttet.
Har du også idéer, modtager vi gerne læserbreve. maksimalt 1500 anslag med mellemrum.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen