S-gruppeformand Michael Harbøll. Arkivfoto: Hjerting Posten
Storfavoritten i Socialdemokratiet, gruppeformand Michael Harbøll er i urafstemning mod Frederik Juhl Vestergaard Jørgensen og Maria Hilding, alle med bopæl i 6710
Hent den originale artikel som PDF her
LOKALPOLITIK – Det er nu næsten 100 procent sikkert, at den næste borgmester i Esbjerg vil komme fra 6710. Jesper Frost Rasmussen fra Vester Nebel er den sikre Venstre-kandidat, mens hans socialdemokratiske modstander måske bliver Socialdemokratiets 45-årige gruppeformand Michael Harbøll fra Hjerting. Storfavoritten Harbøll er ude i en urafstemning mod Frederik Vestergaard Jørgensen, der har kørt kampagne på at Søren Gade (V) skal forlade formandsposten for Esbjerg Havn, og Maria Hilding, stifter af Esbjerg Pride, alle med base i Hjerting.
Hektisk forløb
Michael Harbøll fortæller lidt om det hektiske forløb, efter at Jeanette Duvander trak sig tidligere på året:
”Vi er tre, der har stillet os til rådighed. Frederik, Maria og mig selv. Vi er i gang med kandidatpræsentationer de her dage. Jeg har været i Bramming, Ribe og i Esbjerg den forløbne uge. Mandag aften startede den første urafstemning blandt partiets medlemmer. Den løber en uge. Hvis en af de tre kandidater får over 50 procent af stemmerne, bliver denne blevet valgt som spidskandidat, hvis ikke skal de to med flest stemmer ud i endnu en urafstemming, som også løber en uge,” fortæller han.
Hvis Michael Harbøll skulle blive borgmester, ved han godt, hvad han vil:
“Borgerne skal komme først! Så simpelt kan det siges. Systemet er til for borgerne og ikke omvendt. Det bør være grundpillen i alt politisk arbejde. Vores kommune skal bedømmes på den måde, vi behandler de svageste borgere. Og i Socialdemokratiet har vi viljen til at prioritere velfærden. Vi har viljen til at forandre kommunen.”
”I mit arbejde som politibetjent ser jeg samfundets skyggesider. Her møder jeg for ofte udsatte grupper og har erfaring med de udfordringer de møder i deres hverdag. Både blandt voksne, unge og desværre også børn. Jeg har set hvordan de mest udsatte lever. Jeg har set de udfordringer og bekymringer de har, for at få hverdagen til at hænge samme. For længe har det borgerlige flertal i Esbjerg kommune sparet på den helt grundlæggende velfærd,” fortsætter han.
En hård kamp
”Som oppositionsparti i mindretal har det været en hård kamp. Det går ud over børnene i vores institutioner, hvor pædagoger ofte, selv står med for mange børn. Det går ud over familierne, der har kontakt til socialforvaltningen, hvor sagsbehandleren er stresset og ikke har haft tid til at sætte sig ordentligt ind i sagerne. Det går ud over de handicappede, som skal kæmpe for at få de hjælpemidler og den støtte, de har behov for krav på. Og det går ud over vores ældre, der skal have hjælp i dagligdagen, men som ikke kan få gjort ordentlig rent og som får kedeligt, vakuumpakket og trist mad. Det går ud over kernevelfærden. Det kan vi ikke være bekendt. Det skal være slut. I Socialdemokratiet har vi viljen til forandring. Vi har viljen til at prioritere velfærden.”
Troværdig økonomi
Han tilføjer, at fortidens rammebesparelser bliver en saga blot. Økonomien skal styres troværdigt, gerne gennem kompromiser. En stærk erhvervsudvikling og jobskabelse i kommunen skal kunne veksles til bosætning og skatteindtægter, der kan bruges til velfærd og omsorg. Grøn omstilling på alle områder og job til alle, der kan og vil.
”Mangel på arbejdskraft bliver en udfordring for både virksomheder og den kommunale service. Denne udfordring skal vi tage alvorligt.”
Han peger også på, at børn skal have lov at være børn, og at de ældre skal forkæles efter et langt arbejdsliv.
Der skæres i benet
Frederik Juhl Vestergard skriver på Facebook om sin politik:
”En af de hovedudfordringer, jeg mener vores kommune står overfor, er at sikre øget bosætning. Vi har et paradoks i Esbjerg Kommune. Vi har faktisk formået at skabe mange nye arbejdspladser – med havnen som en markant ’vækstdriver’. Men folk bosætter sig bare ikke i tilstrækkelig grad. Det betyder at vi har set et indtægtsgrundlag der formindskes i kommunen og deraf en haltende økonomi.”
”Samlet har det ført til historiske besparelser på vores kernevelfærd. Jeg har taget klart afstand fra de markante besparelser vi ser på kernevelfærden i Esbjerg Kommune. Over år er velfærdsområdet barberet ned til sokkeholderne, og efter min mening er der steder hvor der ikke bare er skåret indtil benet, men hvor vi er begyndt at skære direkte i benet. Derfor har jeg klart sagt: Vi skal sætte en stopper for nedskæringerne. Vi skal turde investere i vores børn, unge og ældre. Det er ikke bare klogt – det er nødvendigt.”
”Hvis vi kan øge bosætningen, øger vi kommunens indtægtsgrundlag og dermed er det en potentiel løsning på de økonomiske problemer vi ser ind i. Diskussionen om bosætning og velfærd er efter min mening ikke en diskussion om ’hønen og ægget’.
Viden er magt
Maria Hilding skriver på samme kanal blandt andet:
”Der var et klogt menneske der fortalte mig, at viden er magt. Den magt, skal bruges til at skabe indflydelse. Jeg er gået ind i det her, med essensen af alt jeg er – spillet med åbne kort om hvem jeg er og hvad jeg kommer fra, for alt det, har været med til at støbe mig som person. Det er ikke noget jeg har delt, før jeg valgte at stille op i politik. Livserfaringer jeg ikke ville ønske for min værste fjende. Men den livserfaring har gjort mig, til min fjendes værste mareridt. For jeg giver ikke op. Jeg kæmper til den bitre ende. For jeg kender ikke til andet. Jeg brød en social arv. Jeg er så stolt af den stærke kvinde jeg er blevet på baggrund af det. Min person der tror på ordentlighed, menneskelighed og at troværdighed skal være i højeste kurs. Det er der ingen der vil kunne tage fra mig. Det privilegium, det er at have ressourcerne til at kæmpe for andre. Det er dét politik er for mig. Derfor har jeg givet muligheden, for at jeg kan kæmpe for dig. Fordi jeg kan, med den ild der brænder for at gøre en forskel. Jeg er stolt af at være en del af Socialdemokratiet, hvor ingen står alene. Hvor frihed, lighed og solidaritet er grundpillerne. Et fælleskab, hvor vi alle deler disse.”
Tekst: Finn Arne Hansen
De tre S-kandidater
- Politiassistent Michael Harbøll, Hjerting, gruppeformand for Socialdemokratiet i Esbjerg byråd
- Frederik Vestergaard Juhl Jørgensen, Hjerting, projektleder i Økonomistyrelsen
- Maria Hilding, Esbjerg, Sønderris, stifter af Esbjerg Pride, finans-bachelorstuderende