Det blev et pletskud af en Højskoledag

René Holm havde tilhørerne i sin hule hånd og fik mange spørgsmål.

Kombinationen af et velfungerende kirkemiljø og mange videbegærlige borgere, gør Højskoleforeningen i Hjerting til en ubetinget succes. Når kunster René Holm så også kommer, er det prikken over i’et

Hjerting Skoleskoleforening 5. oktober 2025. Domprovst Morten Fester Thaysen fortæller. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Kun ganske få pladser stod tomme i kirkens mødelokale, da der søndags var to foredrag i Hjerting Højskoleforening.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KULTUR – Mangler man som borger at få tanket hjernen op, eller er man avisredaktør med mange sultne spalter, der venter på at blive fodret, er Højskoleforeningens arrangementer vinteren over altid et sikkert hit. Denne søndag, den 5. oktober, var Esbjerg- og Berlin-kunstneren René Holm det store trækplaster. Domprovst Morten Thaysen var også foredragsholder.

Domprovst Morten Thaysen i Hjerting Højskoleforening. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Morten Thaysen kunne sit stof om Hartmut Rosa og Morten Pontoppidan til fingerspidserne.

Han fortalte om den tyske politolog og sociolog Hartmut Rosas resonansteorier og om præst Morten Pontoppidan, der måtte gå grueligt meget igennem, da han opdagede, at grundtvigianismen, som han var opvokset i, efter hans og vist også Thaysens mening blev ekskluderende og lukkede sig om sig selv. For eksempel ville den kendte præst Monrad ikke konfirmere hans søn, fordi Pontoppidan-familiens dreng efter faderens valg af Folkekirken i stedet for valgmenigheden ikke længere var ’en af dem’!

Efter frokost med lækre sliders kom René Holm, 58, på scenen, frisk fra en køretur fra Hamborg, hvor der havde været fernisering af hans nyeste værker, Han lever i øvrigt halvt i Berlin og halvt i Esbjerg.

René Holm i Hjerting Højskoleforening 5. oktober 2025. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

René Holm fortalte, at han droppede et godt job for at blive kunstner. Og ødelagde for 100.000 kroner af sine egne malerier.

”Det var meget efterårsagtigt, så jeg fik en idé. Der skulle spredes efterårsblade i hele atelieret. Ejeren var ikke meget for det, men jeg gik ud i gården og samlede 150 sække og spredte dem. Det gav en fantastisk virkning, når folk kom og snuste til efteråret og hørte den knasende lyd af blade, når de gik rundt. Men der var godt nok også meget kryb,” grinte han.
Han kom omkring hele sin livshistorie, og især springet fra et velbetalt job til ung fattig studerende på Århus Kunstakademi fik folk til at lytte. Da jan allerede var begyndt at male, solgte han malerier for 700 kroner til sine studekammerater, så de kunne få noget at hænge op på deres kollegieværelser. Og han fortalte om en episode, hvor han med vilje ødelagde gamle værker for 100.000 kroner.
Han fortalte om tiden siden da og om den pris, som succes har:
”Jeg havde fået at vide af en kollega, at han efterhånden brugte halvdelen af sin tid på salg, administration, katalogtekster og så videre. Og den situation er jeg også havnet i. Men jeg kan lide, at alting er perfekt. Og nu er jeg – juhuu – endelig blevet inviteret til at udstille i min hjemby på Esbjerg Kunstmuseum i efteråret 2027,” kunne han uden falsk beskedenhed røbe.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top