Vadehavsforskning præsenteres for alle på netseminar

Nationalpark Vadehavet holder fredag den 26. februar en virtuel forsknings­konference for alle interesserede

Hent hele artiklen som PDF her

VADEHAVET – Normalt foregår Forskningens Dag på SDU i Esbjerg, men fredag den 26. februar klokken 8.30 til 11 kan alle interesserede i magelighed følge med i de spændende foredrag. Konferencen er nemlig virtuel.
Franziska Eller, Biologisk Instutut, Aarhus Universitet, har kaldt sit oplæg for Kulstofophobning og stofnedbrydning ved Vadehavskysten. Hendes team har målt mængden af organisk og uorganisk kulstof i sedimentet ved Skallingen og Hamburger Hallig for at undersøge, om kulstofophobning varierer fra vaden til saltengen. Forskellen var lille, men overordnet var der mest organisk kulstof ved Skallingen. Især de øverste 40 cm var rige på kulstof, og den høje saltmarsk viste sig at være et effektivt kulstoflager!
Er der sammenhæng mellem klima, sediment og vadefugle? Et foredrag om det kommer fra Karsten Laursen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet.
Antallet af trækfugle, der raster i Vadehavet, har udviklet sig forskelligt i Holland, Tyskland og Danmark med flest tilbagegange i den tyske del.
En stor undersøgelse af sedimentforholdene i den tyske del af Vadehavet viser, at der er sket store ændringer i de enkelte tidevandsområder.
Det er formodentlig som følge af klimaændringer.

Bæredygtig turisme
Janne Liburd, Kristof Tomej og Birthe Menke, Center for Turisme, Innovation og Kultur (CTIK), SDU, vil lancere et nyt pilotprojekt, med titlen Bæredygtig turismeudvikling i danske nationalparker og naturparker. Holdet håber på at få konstruktive tilbagemeldinger.
Medmennesker og naturlighed i Nationalpark Vadehavet er titlen på et oplæg fra Eva Duedahl fra Innland Universitet i Lillehammer samt Janne Liburd og Bodil Blichfeldt, begge CITK. De fremlægger resultater fra et halvt årtis forskning i samspillet mellem mennesker, natur, kultur og verdensarv i Nationalpark Vadehavet.
Der var deadline for tilmelding den 23. februar til vadehavet@danmarks­nationalparker.dk, men vore læsere kan jo prøve, om der her den 24. februar stadig er ledige ’pladser’.

Tekst: Finn Arne Hansen

Tekst:
Tags
Top