Line Tækker Tarbensen fra Sædding er endelig kommet ud at sejle
Hent hele den forkortede printartikel som PDF her
LANGFART – Line Tækker Tarbensen fra Sædding er endelig kommet til havs med skoleskibet Danmark- Hun har sendt dagbogsnoter til Hjerting Posten. Det er sket med sms’er, hvilket var besværligt, da de unges mobiltelefoner det meste af tiden er låst inde. Hendes beskeder er forkortet kraftigt i printartiklen, den uforkortede dagbog ligger på hjertingposten.dk her:
Frederikshavn den 13. juni
”Kære dagbog. Vi begyndte heroppe på Martec i mandags efter tre måneder hjemme pga. corona. Jeg bor nu på kammer med en supersød pige der hedder Signe. Derudover er vi inddelt i familier, som er dem vi må være tættere end en måned med. Vi har hver dag siden tirsdag haft undervisning i arbejdsmiljø fra 8.15-15.30 og i går var vi til eksamen, som vi alle bestod. Næsten hver aften er blev brugt til at sy numre i alt vores tøj fra underbukser, sokker, T-shirts og bukser til kedeldragt, jakke og alle vores sko. Jeg var den første til at blive færdig med at sy numre i. Hver dag gør vi rent heroppe, hvilket vi også havde gjort, hvis corona ikke havde ramt os. Jeg har også været i kabyssen, hvor vi vaskede op og satte på plads efter 100 mennesker. Der blev jeg afklaret med, at jeg ikke skulle arbejde i et industrielt køkken. Til aften spillede vi hint og cyklede en tur i Frederikshavn. Det var superskønt!”
Martec den 16. juni
”I dag var vi til eksamen i hygiejne, som vi har brugt de fleste aftener, bl.a. i løbet af weekenden, på at have undervisning i. Vi blev i dag også bedt om at bestille tid til coronatest, så det har jeg gjort. Den 30/6 kl. 09.04 skal jeg testes. Det skal vi alle for at sikre, at ingen har corona, når vi påmønstrer skoleskibet Danmark.”
Martec den 20. juni
“I dag var vi på udflugt til Skagen, hvor vi besøgte Skagen Skipperskole. Her blev vi rundvist og prøvede en stor simulator. Efter frokost, som blev spist på skipperskolen, kørte vi til Grenen, hvor vi havde et par timer ude. De sidste 20 minutter derude fik vi is af lærerne, og jeg tog slag Yatzy med drengene fra min familie. Vi sluttede af i Råbjerg Mile, inden turen gik tilbage til Frederikshavn. Martec ligger lige ned til stranden og 300 meter fra Palmestranden i Frederikshavn, så bade på strande fik vi gjort en helt del. Hver eftermiddag mandag til fredag fra 16-17 har vi træning/rengøring, hvor jeg hver anden dag træner og hver anden dag gør rent. Det samme gør hende, jeg bor på kammer med, så hun træner den dag jeg gør rent, og det samme omvendt. Så aktiv er vi også på Martec, og vi får både løbetrænet og styrketrænet.”
Martec den 1. juli
“I dag har vi filet videre på vores merlespir. Ja, filet fra kl 8.15-15.30 og det er skidehårdt men det endelige resultat bliver virkelig godt! Til aften havde vi søsikkerhed, som vi alle bestod. I mandags var vi oppe i ISPS som vi alle heldigvis også bestod. Til aften gik jeg en tur og spillede pool med nogle andre elever end dem fra min familie, og det var virkelig hyggeligt! Hver 5. dag har vi vaskedag så i dag er sidste vaskedag inden vi flytter ud på skibet som vi allerede gør på mandag. I går var vi alle i Hjørring for at blive testet for corona. Vi kørte i bus derop og da vi ankom, stillede vi os i kø efter tidpunktet, vi havde bestilt tid på. Herefter blev vi sat i en ny kø inde i selve teltet, med 2 meters afstand. Ved enden af køteltet var et nyt telt med 6 kabiner i, som var her, vi skulle testes. Inde i kabinen blev vi bedt om at vise sygesikring og sige navn og cpr-nummer, hvorefter man skulle svare på om man havde haft symptomer på det, og om man var blevet podet før. Til slut stak hun en vatpind i halsen på en, kørte den godt rundt i begge sider og bag mandlen, imens man skulle sige “aaaaaarg”. I dag fik vi svar og vi var alle testet negativ.”
Frederikshavn den 4. juli
”Vi gjorde vi hovedrent og var på riggerloftet hvor vi skulle lære at binde knob og til slut ud at kaste med kasteline. Hen over middag var vi fire, der lagde os på fællesstuen og så en film der hedder Master and Commander: the far Side of the World, som er virkelig god. Midtvejs blev jeg afbrudt, da jeg skulle klippe en af drengene. Løbende kom der flere til, der skulle klippes, så jeg nåede ikke at se filmen færdig!”
Frederikshavn den 5. juli
“I dag cyklede vi seks km til Bangsbo for at gå på noget, der hedder Kongestien. Det øsregnede, men det så skidegodt ud, når 80 elever kom traskende i søben og helt rødt olieskin. Må indrømme at det gjorde gåturen ekstra lang og hård.
Da vi kom hjem så vi resten af filmen fra i går færdig, der skete så det, at vi alle fire faldt i søvn og sov igennem en barksmønstring som vi skulle have øvet. Pyt, vi var virkelig trætte efter den lange gåtur og vi fik heller ikke skældud, da det ikke stod i programmet. Nu skal vi have pakket det sidste, inden vi I morgen flytter ud på skibet!!!! Jeg er så spændt!”
Skoleskibet den 11. juli, dag 6 på skibet
“Kære Dagbog- I dag er vi klar til at sejle ud fra Frederikshavn og begynde vores togt. Vi har nu boet på skibet siden mandag. Her har vi vent os til at sove i hængekøje og lært skibet at kende. Vi får rigtig lækkert mad ombord og jeg glæder mig virkelig til at komme ud og sætte sejl og kommet på havet. Jeg er rigtig glad for den quarter jeg er kommet i, som er 4th quarter. Klokken er nu 22.30, og jeg ligger nu i min køje og er supertræt. Vi forlod Frederikshavn over middag og satte kurs sydpå og er nu nede omkring Grenå. Vi var på nattevagt fra 18-22, hvor vi pakkede og tog op alle sejl, vi havde sat, så vi var klar til at smide anker over natten. Godnat fra køje 70.”
Skoleskibet den 12. juli
“Kære dagbog. I dag blev vi purret klokken 5.20, så vi kunne få et bad, inden jeg skulle på vagt i skylleriet hele dagen. En lang, men superhyggelig dag. Vejret har været lidt blæsende, men med lidt sol engang imellem. I nat lå vi for anker uden for Randers Fjord. Nogle få er ramt af søsyge, men heldigvis ikke mig. Vi fik culottesteg med bearnaisesovs og kartofler til aftensmad. Det smagte så lækkert! Jeg prøver at lære at drikke kaffe, men det går ikke super godt.”
Skoleskibet den 13. juli
“Kære dagbog. I dag fik vi godkendt vores hængekøje. Den skal pakkes hver morgen, og så skal vi mønstre på dæk for at få godkendt pakningen. Det skal vi 3 dage i streg, førend vi kan sove det længere. Vi mønstrer på rad og række med hængekøjen i vores arme. Det har vi gjort hver morgen klokken 6.30. Kl. 14 passerede vi Storebæltsbroen og sejler sydover mod Langeland med forhåbentlig ankomst på Ålandsøerne om en uge. Jeg sidder nu i skibets bibliotek med Frederik fra min quarter og skriver dagbog, inden jeg snart hopper op i min køje.”
Skoleskibet den 15. juli
”Kære dagbog. I dag sov vi længe. Ja til klokken 7.15. I denne uge er jeg messhands med nr. 68. Det betyder, vi skal hente mad og dække bord til hvert måltid. Lige som vi havde skrubbet alt vores arbejdstøj på dækket og hængt det til tørre, begyndte det at regne. Når vi vasker tøjet er det først i sæbevand, hvor vi tager det fra og skrubber på dækket. Efter skal vi skylde sæben ud i saltvand og vride det, inden det skal i ferskvand. Til slut skal alt vrides op og hænges til tørre. Hver nattevagt fra 18-22 bliver dækket også skrubbet som en fast procedure. Det gjorde vi i dag for første gang. Vi er alle i godt humør og klar til at sove efter en god afslutning på vores nattevagt med historier fra vores quartermaster.”
Skoleskibet den 18. juli
“Der har været pres på programmet med gøremål fra morgen til aften. Søvn får vi i hvert fald ikke meget af. Vi sejler lige p.t. nord øst på, forbi Gotland og på mandag ankommer vi til Mariehamn på Ålandsøerne. Her får vi landlov, og det bliver så spændende. Derudover har vi alle bestået paragraf 17-kursus, som vi skulle have for at lære at svejse. Vi har både lært at MAG-svejse og elektrodesvejse, og jeg må ærligt indrømme, at jeg er mest til at elektrodesvejse.”
Tekst: Line Tækker Tarbensen
Redigering: Finn Arne Hansen
Foto: Privat