Redaktør arkiv: Kurt Henriksen

Ungdomsbo trykker pause for byggeprojekt i Sædding

Hele artiklen i PDF-format

HØJHUSE – Er projektet aflyst, ændret eller bare udskudt – og i så fald hvor længe? Svaret blæser i vinden over det område ved Strandvænget i Sædding, som Esbjerg Kommune og Ungdomsbo i fællesskab har udset til nye boliger, bl.a. med højhuse.

Som tidligere beskrevet ad flere omgange i Hjerting Posten har projektet mødt massiv modstand i lokalområdet, og flere ting i materialet er præget af fejl, selvmodsigelser og hastværk uden grund.

Hjerting Posten påviste 30. januar, at forløbet og materialet forud for den politiske proces har været præget af en række fejl og selvmodsigelser.

Senest skulle byrådet behandle lokalplanen på et møde 21. januar, men her måtte sagen pilles af dagsordenen i sidste øjeblik. Sædding-Fovrfeld Lokalråd havde nemlig påvist, at de 337 høringsbreve til naboerne alle sammen var endt i én enkelt e-boks.

Derfor skulle høringsprocessen gå om, men selvom det er samme procedure én gang til, er intet sket endnu.

”Bygherre er p.t. ved at overveje sit projekt. Så længe de gør det, har jeg desværre ingen kommentarer til sagen,” skriver formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini (S) i en SMS til Hjerting Posten efter et par dages henvendelser.

Ungdomsbo er tavs

Det tager også et par dage at få hul igennem til Ungdomsbos direktør Peter Sandager for at få uddybet baggrunden og høre nærmere om tidshorisonten for en afklaring.

”Jeg har ingen kommentarer p.t. til projektet,” skriver Peter Sandager i en kortfattet mail.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er heller ikke orienteret om baggrunden.

”Vi har jo sendt sagen tilbage til udvalget for at få den i fornyet høring. Om det betyder, at bygherren nu har bedt om pause for eventuelt at ændre noget, ved jeg ikke,” siger borgmesteren, som afviser, at Venstre har lagt pres på Ungdomsbo for ændringer.

Bakker hele Venstres gruppe stadig op om projektet?

”Vi har jo ikke drøftet det siden, og vi tager selvfølgelig endelig stilling, når de endelige høringssvar kommer ind. Men det har jo i hvert fald ikke gået alles næse forbi, at der var høring – det kan vi jo se på de mange svar, der er kommet ind,” påpeger Jesper Frost Rasmussen.

”Hvis Ungdomsbo måtte have ønsker til justering af projektet, så kigger vi på det, når vi kommer dertil.”

Dansk Folkepartis medlem af Plan & Miljøudvalget, Hans Sønderby – som i udvalget stemte imod projektet i sin helhed – kan heller ikke bidrage med nyt.

”Jeg ved ikke mere, men jeg har også undret mig over, hvad der i grunden sker i sagen. I og med, at det trods alt blev til fem i byrådssalen, der var imod projektet, har det måske givet lidt eftertanke hos Venstre,” siger Hans Sønderby.

Måske mistet troen

”Jeg ved ikke, hvad der har været af snak med Ungdomsbo – og om det kunne have fået dem til at miste troen på det. Det ved jeg ikke – det er bare mit gæt. Efter min mening ligger sagen død, men jeg ved ikke hvorfor.”

Hans Sønderby oplyser, at det ikke har været drøftet i udvalget, at der skulle behandles et nyt eller ændret projekt.

 

Svangrehjem fra svundne tider

Hele artiklen i PDF-format

GAMLE DAGE – De kom der med en hemmelighed, som langtfra var sød for alle. Mange af dem fødte i skjul og i skam og så aldrig selv det barn, der bogstavelig talt blev revet fra dem lige efter fødslen.

Svangrehjemmet Øster­klev i Hjerting var i svundne tider en del af et mørkt kapitel for mange unge kvinder. Men det var også et lyspunkt for dem, et skattet fristed og tiltrængt refugium i en meget svær periode af deres unge liv.

På ’diskret ophold’

Udenfor murene blev de mødt af datidens fordømmelse og strenge seksualmoral – inde bag de trygge rammer på den smukke og statelige ejendom fik de ro og værdighed til at komme videre i livet.

Den imposante bygning på Hjerting Strandvej blev en tryg ramme i en svær tid for kvinderne.

Det var en samtid med helt andre sociale normer – ikke mindst, når de unge kvinder skulle føde hos de strenge nonner på Sct.
Joseph Hospital i Esbjerg.

”Østerklev føjer sig ind i historien om den problematik, der engang blev lavet en kendt film om – ’Diskret ophold’ – med Ib Schønberg. I samtiden var det ikke velset, at man blev gravid udenfor ægteskabet,” fortæller arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Den 27. februar holder han et foredrag om Øster­klevs historie ved et totalt udsolgt arrangement i Jon og Dittes Hus i Hjerting, hvor en tidligere beboer også vil fortælle om sit ophold på stedet.

Socialt stigmatiseret

”Det kunne jo ske, at man blev gravid udenfor ægteskabet, og der er jo kun én registreret jomfrufødsel i historien,” siger Jørgen Dieckmann med et glimt i øjet, som man dengang ikke kunne se det med.

”Det var socialt stigmatiserende, for som ung ugift pige med et barn kunne det være utrolig svært at få et job og blive gift. Nogen præster ville slet ikke vie dem. Udover det var de fleste mænd jo på jagt efter jomfruer, selvom de selv skulle have et langt livs erfaring på det seksuelle område. Hvordan den kabale så gik op, kan man jo spekulere over,” siger Dieckmann med endnu et eksempel på datidens dobbeltmoral, som fik store konsekvenser for de unge piger, der kom ’i ulykke’.

Kvinder uden valg

”Det er jo det der underlige noget, som man nok ikke kender i dag. Men jeg kan da huske fra min egen barndom, at det bedste job, en ung kvinde så måske kunne håbe på i den situation, var som husbestyrerinde på landet,” erindrer arkivchefen.

”Jeg hørte faktisk fra én, der fik sådan et job, men der var ikke noget separat værelse. Hun skulle sove med husherren, men den slags kvinder havde ikke mange valg. Det er noget, man slet ikke kunne forestille sig som vilkår i dag. Der var jo så også nogen, der valgte at få ’diskret ophold’ og bortadoptere barnet for så at bevare det som en hemmelighed.”

Østerklev blev opført i 1916 som privatbolig til entreprenøren Vilhelm Hoffmann, og de klassiske linjer er tegnet af arkitekt
C. H. Clausen.

Efter et par senere ejere købte Mødrehjælpen ejendommen i 1947 og etablerede et svangrehjem under ledelse af Ella Milwertz.

Ella Milwertz – som pigerne kærligt kaldte ’Bedste’ – var en kærlig, men bestemt støtte.

De unge mødre kaldte hende ’Bedste’, og hun var det kærlige, men bestemte midtpunkt indtil den sidste nybagte mor forlod Østerklev i 1975.

I den periode havde omkring 4.000 kvinder gennem årene boet på stedet ifølge en artikel i ’Hjemmet’ fra 1981, hvor ildsjælen selv fortalte om arbejdet.

Barnedåb på Østerklev

”Det var en vidunderlig tid for mig, fordi arbejdet var så fuld af mening. Men for pigerne var den urimelig,” fortalte Ella Milwertz i artiklen, hvor hun var stærkt indigneret over omverdenens fordømmelse.

Det gjaldt f.eks. også, når pigerne tog hjem til familien for at holde barnedåb, som burde være en god anledning til fest og forsoning i familien. ’Bedste’ var selv inviteret med engang.

”Jeg glemmer ikke den hvisken og tisken og nedstirring, den ugifte mor måtte igennem, da hun bar sit barn op ad kirkegulvet. Siden den dag prøvede jeg ikke at overtale mine piger til at holde barnedåben hjemme,” fortalte Ella Milvertz til ’Hjemmet’.

Derfor blev der ofte holdt barnedåb på Østerklev, ofte samlet med tre-fire stykker ad gangen, og alle fik en god dag.

Mellem pligterne kunne beboerne f.eks. gå ture, men der var ikke megen kontakt til de lokale.

Mødrehjælpen drev i sin tid en række mødrehjem landet over. Behovet var der alle steder, og så havde det en ekstra fordel med geografisk spredning.

”Det er et vigtigt aspekt, at mange af dem kom andre steder fra. Det var ikke Esbjerg-kvinder, der kom på Østerklev – som regel tog man på et svangrehjem i den anden ende af landet, så man ikke risikerede at løbe ind i nogen, man kendte. I hvert fald mindst 50 km væk, som var en lang afstand dengang,” fortæller Jørgen Dieckmann.

”Det var et meget specielt område, som den offentlige lovgivning lukkede øjnene for. Man lukkede også øjnene for, at den slags overhovedet kunne ske – der var selvfølgelig også meget hykleri med i spillet,” fortæller arkivchefen.

Boede på ’bollefabrik’

Han har også fået forelagt flere eksempler på omverdenens fordømmelse og fordomme.

”Jeg har hørt fra en dame, der voksede op på Østerklev, hvor moderen var sygeplejerske, at det ikke altid var sjovt at færdes i byen, fordi nogen havde en anden opfattelse af, hvad der foregik. En lærer sagde f.eks. til hende engang, at hun nok boede nede på ’bollefabrikken’, men den del var jo overstået, når de kom der. Det var et fantastisk dejligt og trygt sted for kvinderne på Østerklev – men det var ikke altid, omgivelserne forstod dem.”

Foto: Lissy Hansen, Anders Bjerring og Kurt Henriksen

Lissy Hansen har lavet stamtræer af de to familiegrene og hendes tre sønner – den første boede på Østerklev.

”Jeg havde det virkelig godt der”

Hendes mindste lillesøster var kun to år, da hun selv blev gravid som 16-årig. Der var i forvejen seks børn derhjemme, så Lissy Hansen fra Herning tog på Østerklev og fødte sin ældste søn i 1970 på Skt. Joseph Hospital i Esbjerg.

”Jeg kunne godt fornemme, at hvis jeg blev hjemme, blev det ikke mit barn, men mine forældres. Og jeg kunne også godt mærke, at min mor ikke rigtigt kunne holde til flere børn,” fortæller Lissy Hansen, da vi møder hende i den hyggelige lejlighed i Herning.

”Men det var helt frivilligt og faktisk den bedste tid i mit liv – jeg havde det virkelig godt dernede.”

Lissy Hansen var en af de heldige. Faderen var ikke stukket af, men ventede derhjemme. Og det var ikke nogen hemmelighed, at hun var blevet gravid som ugift.

”Men det var det for nogle af dem på Østerklev – nogle skulle også adoptere barnet væk. Når vi kom derned, fik vi at vide, at vi ikke skulle udfritte hinanden, husker hun.

”Nogle af de skæbner, man hørte om de andre gravide piger, var ikke sjove. Det var hårdt for dem, der skulle adoptere væk, og nogle blev jo presset til det af deres forældre. Jeg fik jo også at vide af min far, at jeg skulle have en abort, men det skulle han ikke bestemme! Jeg var ung pige i huset fra jeg var 14 år, så jeg var vant til at klare mig selv,” siger Lissy, der også nød at tale med andre piger i samme situation.

”Når pligterne var overstået, hyggede vi os, fortalte historier og snakkede om, hvad vi drømte om – f.eks. prinsen på den hvide hest. Men jeg havde jo én allerede,” smiler Lissy, der siden fik to sønner mere og 32 års godt ægteskab med den unge far.

Den første søn var med under et gensyn med Østerklev engang og udbrød med store øjne:

”Nøj – jeg har boet på et slot engang!”

 

De unge mødre fik fred nogle måneder på Østerklev, hvor de mødte andre i samme situation.

”Far var stokkonservativ, og Mor havde ikke noget at sige”

Hendes historie er som taget ud af ’Matador’-serien, og humoren er ligeså god.

Inge Thygesen er af god familie fra Vejle, hvor  faderen var en velhavende forretningsmand og datteren ringforlovet med en Zonen-redder, hvis far bestyrede stationen i Vejle.  Zonen var et redningsselskab i de go’e gamle dage, hvor Falck var optaget af at redde andre end sig selv.

”Vi havde været forlovet i tre år, da jeg pludselig blev gravid. Og hu-hej, så skulle vi jo skynde os at blive gift – i hvert fald inden det kunne ses,” fortæller Inge Thygesen.

”Men der havde vi gjort regning uden vært, for pludselig var han stukket af til Sjælland, og så stod jeg der med håret i postkassen. Min far var rasende, og mor gik vist op og lagde sig ligesom Maud i Matador,” griner hun.

”Men jeg havde hørt om mødrehjælpen, der havde et mødrehjem i Esbjerg, jeg kunne komme på. Da jeg kom hjem og fortalte det, var far ved at tabe cigaren af lettelse, og jeg var ude af byen, før det kunne ses.”

Hun fødte en søn i 1960 på Sct. Joseph Hospital.

”Man kunne godt mærke, når man kom derind, at man var fra Østerklev – vi fik jo ikke ligefrem luksusbehandling af nonnerne. De lavede faktisk også en fejl og troede, det var mig, der skulle bortadoptere, så jeg slet ikke fik barnet ind,” fortæller Inge Thygesen.

”Jeg var meget omtumlet efter fødslen og sov, så jeg fik ham først ind, da jeg spugte til ham dagen efter.”

Hun har ikke lyst til at få sit billede i avisen, men fortæller gerne om sit ophold på Østerklev – også til det udsolgte foredrag med Jørgen Dieckmann. Skæbnen ville nemlig, at hun senere mødte en mand fra Esbjerg, og i dag bor hun ikke langt fra Skt. Joseph.

”Efter flytningen til Esbjerg kom jeg der igen for at føde. Men nu var jeg jo gift, så jeg fik en noget bedre behandling,” siger Inge Thygesen, der kan grine af det hele i dag – hendes far smeltede i øvrigt, så snart han så barnet og sendte en check til fru Milwertz.

”Jeg er taknemmelig for opholdet på Østerklev og fru Milwertz’ hjælp – derfor vil jeg gerne fortælle om det. Jeg er ikke spor flov over det, selvom der er jo nok er nogen, der ikke vil være ved den slags. Men det var jo en helt anden tid  – lidt ligesom i Matador.”

 

Havnekaptajn går glad fra borde

AFMØNSTRING – Han stak til søs som 15-årig og har arbejdet lige siden, så han har taget sin tørn. Derfor siger havnedirektør Ole Ingrisch farvel til Esbjerg Havn med udgangen af februar.

Siden avisens Profilen- portræt, da han rundede 60 år for fire år siden, er der nu sat startdato på en ny livsfase, og det er en glad mand, der går fra borde.

”Det har været fint – det er gået godt for havnen og for mig. Jeg synes, jeg afleverer både mig selv og havnen i god form,” siger den gamle søulk, der kom hertil som havnedirektør i 2003.

Interviewet her kom i stand med en kortfattet mail et par timer forinden, og nu mødes vi over en bajer på badehotellet, hvor han alligevel skal til middag om aftenen.

Ole Ingrisch er ikke en mand, der gør tingene unødigt komplicerede. Men det har ikke været helt nemt for ham at finde et passende tidspunkt at gå.

”Det er jo aldrig enkelt at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet. Der er to ting i det – man er jo splittet. Det er den der følelse af, at nu har jeg arbejdet i 50 år, og nu er det altså nok. Så nu må man også bruge tid på de ting i livet, som forhåbentlig er vigtige,” forklarer han.

”Den anden ting er, at det selvfølgelig er med stort vemod – det har været en lang fantastisk rejse med gode medarbejdere, gode kunder, gode ejere og store resultater. Så den splittelse er der, men det skal der også være – det er vel meget naturligt.”

En stor havn har hele tiden gang i nye planer, så der er aldrig nogen naturlig afrunding som anledning til at stoppe.

”Man kan ikke sige, at nu er det slut, og nu er der ikke mere at gøre. Der vil være masser af ting, for der er jo hele tiden ny udvikling. Der kommer jo mere af det samme – mange skibe ind og ud samt olie, gas og vind – så jeg er også meget fortrøstningsfuld på havnens vegne,” siger Ole Ingrisch, når han ser fremad.

Hvad skal du så lave nu?

”Først og fremmest skal der jo være en forandring. Nu skal jeg til at styre min egen kalender, og det bliver jo herligt. Men jeg har også en fire-fem bestyrelsesposter, jeg skal passe – bl.a. er jeg stadig formand for Danske Havne. Her har vi et stort arbejde i forbindelse med den nye havnelov,” fortæller Ingrisch, der også sidder i bestyrelsen for bl.a. skoleskibet Georg Stage.

”Og så har jeg jo alle ungerne og seks børnebørn plus det løse. De bor allesammen i København, så fremtiden bliver sådan lidt et delt liv mellem Marbæk og København. Vi kommer til at være mere derovre, og det sidste hold børnebørn er tvillinger, som nu er blevet halvandet år, så det kræver lidt tid.”

Ole Ingrisch har to egne børn fra et tidligere forhold, konen Tine har tre og tilsammen har de seks børnebørn. Så de har også gennem en del år haft en lejlighed på Vesterbro, der bruges som base på østfronten, udover huset lige ud til Ho Bugt ved udløbet af Varde Å.

Den nu forhenværende havnedirektør Ole Ingrisch, Esbjerg Havn, elsker at gå i skoven ved Marbæk, hvor han bor, fortalte han bl.a. om i vores Profilen-portræt i anledning af hans 60 års fødselsdag i 2015. Nu bliver der mere tid til natur, jagt og familie – og så skal sejlbåden også i vandet igen. (klik på artiklen for at komme til Profilen-interview fra 2015)

Her bliver de boende. Tanken er, at der skal være mere tid til natur, jagt og den 20 fods Benetau sejlbåd med sænkekøl, der passer godt til bugten.

”Den ligger hjemme i laden og har ikke været i vandet de sidste par år. Så det er et af projekterne,” siger den gamle sømand, der også ynder at tage på jagt i Skotland. Her har han været flere gange og skal afsted igen til efteråret.

”Og ellers har jeg ikke den store udlængsel, for jeg har jo været rundt. Men måske en tur til Rom eller Paris og den slags, nu hvor der bliver mere tid.”

Desuden vil han løse lidt konsulentopgaver med relation til det maritime og måske tage en bestyrelsespost eller to mere ind. Men ellers er det planen ikke at have for mange planer.

Vil hænge over kaffen

”Der skal jo være den forandring, at jeg skal arbejde mindre. Bare det at kunne stå op om morgenen og sidde med sin stempelkaffe, så længe man vil – det kan måske blive til 34 minutter i stedet for 17. Og så få læst nogle af de bøger, man aldrig når,” siger Ole Ingrisch, der senest har læste romanen ’Nordisk Vildt’ om en professionel soldat med stress.

Han har læst meget faglitteratur forbundet med arbejdet, men nu står den mest på skønlitteratur.

”Livet er jo faseinddelt, og det er jo ikke fordi arbejdslivet er slut. Men nu skal der bare være plads til dét, man selv prioriterer.”

 

Bogbussen er i fare for Hjerting og Sønderris

Brugerne i Hjerting og Sønderris risikerer at skulle vinke farvel til bogbussen, men politikerne har udskudt beslutningen lidt endnu.

RULLEREOL – Besparelsen er besluttet, og pengene er allerede snuppet på budgettet. Men hvem skal rammes, når bogbussen skærer ned på sin kørsel?

Det skulle Kultur & Fritidsudvalget afgøre 19. februar, men beslutningen blev udskudt og sagen sendt til drøftelse i byrådets politiske grupper.

”Der er nogle flere ting, vi gerne vil have undersøgt, og det er jo en svær beslutning, så vi vil gerne være ekstra grundige,” siger udvalgsformand May-Britt Andrea Andersen (K).

På basis af data fra Esbjerg Kommunes Biblioteker havde politikerne fået præsenteret tre forskellige scenarier for besparelser. De byggede på henholdsvis afstand til nærmeste større, fysiske bibliotek, på besøgstal målt på lånere i forhold til indbyggertal og på en kombination af afstand og besøgstal/indbyggertal.

Forvaltningen havde indstillet sidstnævnte af de tre forslag til godkendelse. I vores område vil det medføre, at Sønderris og Hjerting må vinke farvel til bogbussen.

”Nu har vi bedt forvaltningen se, om der kan være en fjerde model, så færre bliver ramt,” siger May-Britt Andrea Andersen.

Hun regner med, at sagen og den endelige beslutning kommer på udvalgets møde efter næste byrådsmøde, og det bliver dermed 5. marts.

I forbindelse med efterårets budgetforlig blev det besluttet, at bogbussen fremover kun skal køre tre dage om ugen mod de nuværende fem, og det skal give en årlig besparelse på 425.000 kr., primært til løn.

Selve vogntøjet kører på en leasingkontrakt, der udløber i 2021.

 

Leder: Forsyning i flyverskjul

LEDER – Hjerting Postens kritiske dækning sidste år af Din Forsynings store kloakarbejde i Hjerting var én stor gang énsidigt journalistisk makværk, der kalder kraftigt på et dementi.

Det mener man hos Din Forsyning – så vidt vi har hørt. Og det er en meget alvorlig beskyldning, som vi tager dybt alvorligt. Så vi spidsede selvfølgelig ører, da vi hørte anklagerne komme ud mellem sidebenene på en af forsyningens medarbejdere i januar.

Alle begår fejl, og det sker også her i kompagniet. Heldigvis ret sjældent, men sker det, så retter vi fejlen med det samme. Naturligvis. Så vi spurgte nærmere ind til, hvad vi havde begået af fejl, så vi kunne bringe en kvalificeret rettelse. Det var dog svært at få noget konkret om anklagerne, så vi bad de involverede medarbejdere om et møde efter eget valg af tidspunkt hos dem, hvor direktionen også var inviteret.

Til mødet stillede Hjerting Posten med alle artikler og en rød tusch, så fejlene kunne rettes. Din Forsyning stillede med en enkelt, helt tredje medarbejder, som – trods accepten af både møde og dagsorden – ikke ønskede at forholde sig til de alvorlige anklager fra kollegaen eller fortælle, hvad der konkret var galt.

Til gengæld kunne vedkommende toppe retorikken op ved at gentage anklagerne i en svada, som diplomater nok ville kalde ’en åbenhjertig drøftelse’.
Det blev ingen klogere af, men det er jo ikke første gang i den journalistiske verdenshistorie, at der bliver skudt på et kritisk medie. Det har vi prøvet før fra tungere kanoner, men som regel udført mere elegant.

Og efter vores artikler 14. november sidste år har vi stadig ikke modtaget en eneste konkret indsigelse. Til gengæld truer Din Forsyning med, at man fremover ikke vil bidrage med andet end pressemeddelelser til Hjerting Posten og ikke være til rådighed for interview. Det bliver interessant, hvis et kommunalt ejet forsyningsselskab vil gøre alvor af dét.

Vores dør og vores ører er åbne, hvis Din Forsyning en dag skulle få mod på at specificere sine anklager.
Mens vi venter, står vi ved alt, hvad der er skrevet – både i den journalistiske reportage og de holdninger til sagen, der luftes på lederplads.

Der er heller ingen garanti for, at vi artigt vil kopiere de pressemeddelelser, der sendes ud – det er andre bedre kvalificerede til. Men vi kan roligt garantere, at vi fortsat vil holde øje med både forsyningen og andre, der fortjener et kritisk blik. Vi er i øvrigt blevet kontaktet af to erfarne branchefolk, som uafhængigt opfordrer os til at gå videre med dækningen, men så interessant er forsyning trods alt heller ikke.

Uanset hvad, så fortsætter vi med at passe vores arbejde og anbefaler Din Forsyning at gøre det samme.
Ellers hører I fra os igen.

Lokalrådet raser: Rent makværk i højhus-sag

Lise Retbøll, Hans Jørn Christensen og Jarl  Thiesen (t.h.) fra Sædding-Fovrfeld Lokalråd ser meget kritisk på sagsgangen for de planlagte højhuse i Sædding.

Hele artiklen i PDF-format

UNDER LUP – Det er slemt nok i sig selv, at 337 høringsbreve om Ungdomsbos planlagte højhuse ved Strandvænget i Sædding til berørte borgere endte i én enkelt E-boks, så hele høringen nu skal gå om. Og det slemt, at kommunens fadæse først blev indrømmet, da Sædding-Fovrfeld Lokalråd bogstaveligt talt selv havde lavet benarbejdet ved at stemme dørklokker.

Men det er meget værre, mener lokalrådet. Hele sagsforløbet og forvaltningen af den er én stor skandale, lyder kritikken fra lokalrådet, der har en faglig ekspert i bestyrelsen.

”Jeg har arbejdet med den her slags projekter gennem mere end 40 år over hele landet, så jeg har stor erfaring,” siger Hans Jørn Christensen, medlem af bestyrelsen i lokalrådet.

”Det, der chokerer mig allermest, er, at de regner på en måde, så der sammenlignes æbler og pærer. Det er et makværk hele vejen.”

Hjerting Posten møder ham sammen med lokalrådets formand Lise Retbøll og næstformand Jarl Thiesen, og det er nogle både rystede og hovedrystende ’lokalrødder’, der har fulgt sagen og gravet sig ned i materialet.

”Vi havde jo aldrig fundet ud af det, hvis ikke Hans Jørn havde så meget forstand på det her,” siger Lise Retbøll.

”Politikerne kan jo heller ikke finde ud af det – de er hovedrystende overfor, hvad der er hoved og hale i den her sag,” supplerer Jarl Thiesen.

Ikke normal procedure

Lokalrådet ser meget kritisk på kommunens og Ungdomsbos ageren – både i processen fra de oprindeligt 57 tæt/lave boliger til senere 90 boliger inklusive tre højhuse på fire, fem og seks etager – og for f.eks. byggeprocenter og rollefordeling mellem bygherre og myndighed.

På et møde med borgmester Jesper Frost Rasmussen og den netop aftrådte tekniske direktør Hans Kjær har man bl.a. spurgt ind til, hvordan antallet af boliger gik fra først 57 til 90 og nu til 62 boliger.

”Svaret var, at det var sket ’i dialog’ med Ungdomsbo, men det er ikke normal procedure,” mener Hans Jørn Christensen.

”Normalt vil man som boligforening med en ansøgning, som kræver tilpasning af lokalplanen, arbejde ud fra det. Man begynder ikke at lave en masse andet, som man ikke har søgt om. Hvorfor skulle man ellers søge om det?”

Byggepct. overskrides

I forhold til byggeprocenter påpeger lokalrådet, at planerne langt overskrider de 30 pct., der gælder for området.

”Det overholdes for den første del med 30 tæt/lav boliger, men ikke for anden del med 32 boliger i højhuse. På mødet med kommunen var påstanden, at der er tale om én samlet byggesag, men det passer simpelthen ikke, når der foreligger to forskellige ansøgninger,” forklarer Hans Jørn Christensen.

”Det ville svare til, at jeg og min nabo blev enige om, at den ene bygger 200 kvm hus og den anden 100 kvm, selvom vi hver især kun har grundareal til 150 kvm.”

Opdelingen i separate afdelinger bekræftes af en mail fra Ungdomsbo til kommunen 16. oktober.

På lokalrådets møde med kommunen blev fejlene i sagsbehandlingen bl.a. forklaret med travlhed på grund af det store Facebook-byggeri ved Andrup.

”Derfor tror vi, at de mange indsigelser ikke er behandlet af en kompetent person – ellers havde de ikke fået den behandling,” siger Jarl Thiesen.

”Det er uheldig sag, som slet ikke skulle have været sat i gang. Jeg kan ikke forstå, at man skal bygge højhuse herude og ikke inde i byen,” siger Lise Retbøll.

Hvad tror I selv, motiverne kan være?

”Vi har jo en anden tese, som vi også fremførte på mødet. Det skulle vel aldrig være sådan, at vi har et problem ude på Stengårdsvej med ghettoplanen, men det turde man så ikke skrive noget om? Vi kan i hvert fald se, at man forsøger at snige noget ind ad bagdøren og så håber på, at det bliver spist,” siger Hans Jørn Christensen.

 

Spørgsmål og selvmodsigelser tårner sig op i højhus-proces

  • Ungdomsbo ville selv opføre tæt/lav byggeri
  • – men hvem ønsker egentlig at bygge højt?
  • – og hvorfor forsøgte man en hastebehandling?
  • Bliver højhusene visuelt markante eller ej?
  • – er det normalt at ændre på projekter midt under politisk behandling?
  • – kommer der et tredje højhus senere eller ej?
  • – og er ønsket om flere små boliger en del af løsningen på ny ghettoplan?

Læs artikel i PDF-format med dokumentation fra sagen

Læs også artiklen “Ungdomsbo: Vi arbejder ud fra kommunens boligvisioner”

Læs også vores leder: “Højdesyge på øverste etage”

Spørgsmål og selvmodsigelser tårner sig op i højhus-proces

Denne artikel rummer så mange store og små illustrationer, at vi ikke orker  at lægge alle stumperne på nettet, men:

Læs artikel i PDF-format med dokumentation fra sagen

  • Ungdomsbo ville selv opføre tæt/lav byggeri
  • – men hvem ønsker egentlig at bygge højt?
  • – og hvorfor forsøgte man en hastebehandling?
  • Bliver højhusene visuelt markante eller ej?
  • – er det normalt at ændre på projekter midt under politisk behandling?
  • – kommer der et tredje højhus senere eller ej?
  • – og er ønsket om flere små boliger en del af løsningen på ny ghettoplan?

Læs også artiklen “Lokalråd raser: Rent makværk i højhus-sag”

Læs også artiklen “Ungdomsbo: Vi arbejder ud fra kommunens boligvisioner”

Læs også vores leder: “Højdesyge på øverste etage”

Ungdomsbo: Vi arbejder ud fra kommunens boligvisioner

”Vi pejler jo bare efter kommunens visioner for boligudvikling,” siger Ungdomsbos direktør, Peter Sandager.

FORSVAR – Hos Ungdomsbo ærgrer man sig over den hårde kritik af de planlagte højhuse i Sædding og finder den ikke helt retfærdig.

”Vi følger jo bare Esbjerg Kommunes politiske visioner for flere og mere mangfoldige boligtyper, og vi kan se, at vores ventelis­ter vokser,” siger direktør
Peter Sandager fra Ungdomsbo.

”Vi bliver bedt om at finde nogle projektmuligheder, og Sædding er et af vores mest populære områder, hvor vi i forvejen har en meget velfungerende driftsafdeling”.

Ved at lægge nye bolig­afdelinger fysisk tæt på de gamle kan man få mere effektiv drift f.eks. ved, at viceværterne dækker flere boliger uden transporttid.

Jeres oprindelige tanke var 57 én-etages boliger – hvordan kom I derfra og til 90 boliger inklusive højhuse?

”Vi begynder at arbejde med det, og det er jo også i samarbejde med kommunen og planfolk, og der får vi jo allesammen – øeh, så skal vi også have lidt mere luft mellem boligerne. Det kan jo også blive for tæt, og så begynder vi at arbejde mere i højden,” forklarer Peter Sandager.

Hvornår og hvorfra kom ideen til højhuse?

”Jeg ved ikke, hvornår den kommer – det er jo en proces. Der er jo mulighed for en væsentlig højere bebyggelsesprocent – man kan stoppe mange flere boliger ind.”

Du sagde jo, at de lå for tæt?

”Ja  – men det er, hvad vi synes. Det blev for massivt. Først laver vi tæt/lav, men synes, det bliver for tæt – og så begynder vi at stable lidt i højden.”

Er det kommunens folk, der presser på for højhuse?

”Nej – overhovedet ikke. Det er i samarbejde.”

Kommunen ønsker luft

Din egen formand skriver, at ’Esbjerg Kommune ønsker’ højhuse på grunden?

”Det kan godt være taget ud af en sammenhæng. Vi vil også gerne have de punkthuse. Det er både kommune og boligforening. Når vi får at vide, at der skal være lidt mere luft mellem, så gør vi det.”

Hvem får I det at vide af?

”Det får vi at vide på planafdelingen, at man gerne ser lidt mere luft mellem husene,” siger Sandager.

Så det er kommunen, der ønsker mere luft?

”Ja – og det kan man så få ved at fjerne nogle boliger eller stable dem.”

Hvad har de sagt til jer?

”At vi skal have mere luft mellem husene. Det er jo sådan en modelleringsproces.”

En erfaren rådgiver siger, at den dialog her er helt usædvanlig – normalt søger man om et projekt, som myndighederne så forholder sig til?

”Ja, men dengang havde vi jo ikke søgt om noget.”

Ændringerne sker jo også midt i den kommunale behandling?

”Ja, men sådan foregår det. Når man sidder og arbejder med det, så ser man, hvad der kan lade sig gøre, hvad bliver godt, og hvad skal justeres.”

I processen forsvinder jeres oprindelige projekt med tæt/lav jo?

”Det ved jeg ikke noget om.”

Har I overvejet kun at søge tæt/lav – så er alle jo glade?

”Nej – vi vil gerne have højhuse. Som der står i kommunens visioner, vil vi gerne have varieret byggeri.”

Er der en 3. etape med et højhus mere i spil?

”Nej, det er der ikke. Hvad fremtiden byder, kan jeg ikke sige noget om.”

Er der plads til et tredje?

”Ja, der er jo en grund, som hører til en af vores afdelinger, men det er ikke noget, vi har tænkt os at bygge på nu.”

Senere i samtalen siger han dog, at det er der ’overhovedet ingen planer om’.

”Når man bygger to, så tegner man jo dét, grunden giver mulighed for.”

Du sagde, at der var plads til ét højhus mere?

”Nej  – lad være med at skrive det.”

Nu spreder du jo selv mere forvirring?

”Der er en matrikel, men vi skal ikke bygge etagebyggerier – det har vi ikke tænkt os. Vi bygger to.”

I en mail til kommunen fra 1. december sidste år om højhusene omtaler Peter Sandager selv muligheden for ’en evt. bygning 3.’

Læs også artiklen “Lokalråd raser: Rent makværk i højhus-sag”

Leder: Højdesyge på øverste etage

LEDER – Det er muligvis en god idé med gode argumenter for nye højhuse i Sædding. Men hvorfor skal sagen så jappes, luskes og sjuskes igennem?

Hvorfor vil ingen rigtig kendes ved denne gode idé, hvorfor skal sagen hastes igennem uden gyldig grund, og hvorfor tårner fejl og selvmodsigelser sig op?

Man kunne næsten ønske sig, at der sad en skummel skurk et sted og hev i edderkoppetrådene – så var der da i det mindste én, der havde styr på det. Foreløbig kan vi konkludere, at Esbjerg Kommune slet ikke har snor i sagen. Ikke engang høringsbreve kan man sende ud. Og ikke engang advarslerne om fejl fik forvaltningen til at lette bagdelen af egen kraft, før lokalrådet
– bogstaveligt talt – gjorde benarbejdet.

Her på avisen må vi som sædvanlig også gøre arbejdet, når det bliver bare en smule bøvlet og besværligt fremfor dem, der får millioner i mediestøtte – udover momsfritagelse – for bl.a. at udøve lidt demokratisk kontrol. Men nogen skal jo gøre det.

Apropos bøvl: Det er fair nok, hvis sagsbehandlingen af det meget store Facebook-byggeri har drænet kommunens planafdeling for ressourcer. Det er en vigtig sag for hele kommunens udvikling og fremtid.
Man kunne også have undt den venlige og netop fratrådte tekniske direktør en mere elegant exit.

Men det er også hans forbandede pligt som leder at prioritere ressourcerne, så alle sager behandles seriøst – selv hvis nogen af dem så må vente.

Det er også fair nok, at Ungdomsbo føler sig ramt af kritikken, selvom man sådan set bare forsøger at leve op til kommunens boligvisioner. Og det er fint med uformelt samarbejde for at få de tusind små og store ting i et stort byggeprojekt til at falde i hak.

Men der er tilsyneladende rod i rollefordelingen mellem bygherre og myndighed, og den demokratiske proces sejler rundt, for politikerne har jo ikke en chance for at gennemskue, hvad der foregår. Er det Ungdomsbo eller embedsmænd, der ønsker højhuse? Kan højhusene f.eks. ’næsten ikke ses’ eller er de ’en markør til lands og til vands’? Er der et tredje højhus i spil senere? Vælg selv i modsigelserne inde i avisen.

Der er mange mellemregninger, men resultatet var givet på forhånd: Højhusene skal bygges. Meget tyder på, at det hænger sammen med den nye ghettoplan, og vores område skal – selvfølgelig – tage sin del af ansvaret for genhusning. Men så sig det ligeud.

Og hvis kommunen alligevel vil lege bygherre, så gå dog planken ud. Tag en snak med ejerne af Sædding Centret, hvor nye lejligheder på den store grund skal finansiere en rokade og genfødsel af centret.

Der er sikkert masser af regler, der forhindrer det. Men mon ikke Esbjerg Kommune og Ungdomsbo kan fikse det på et ’dialogmøde’?

Hjerting Kirke overvejer ’herreklub’

MANDESNAK – Hjerting Kirkes menighedsråd havde forleden en snak om eventuelle nye initiativer og et af disse har fået arbejdstitlen ’herreklub.’ Noget som man også har i andre kirker rundt om i landet.

”De mange forskellige arrangementer, der foregår i kirkens lokaler, har virkelig stor succes med masser af engagerede deltagere. Men vi vil gerne række endnu længere ud,” siger sognepræst Kræn Christensen fra Hjerting Kirke.

”Tendensen er, at flere mænd finder sammen i uforpligtende fællesskaber – af mange forskellige årsager. Fornylig drøftede vi så tankerne på et møde i menighedsrådet og blev enige om at give bolden op og fortælle om ideen. Dels for at se, om der er interesse og dels for at få nogle input til, hvad folk kunne tænke sig af indhold,” forklarer Kræn Christensen.

”Nogle gange tror vi, at vi ved, hvad folk gerne vil have, men hvorfor ikke spørge sognebørnene?”

Mange af de eksisterende aktiviteter foregår i dagtimerne på hverdage, og derfor appellerer de primært til folk, der er gået på pension eller er frie fugle rent arbejdsmæssigt.

”Vores tanker er på et meget tidligt stadie, men rent praktisk kunne det f.eks. være arrangementer, der bygges op om en aktivitet, men også med masser af tid til uformel og løs snak om alt mellem himmel og jord. Kun fantasien sætter grænser, og man kunne mødes om alt. Lige fra at tage til fodboldkamp eller på udflugt, besøge en virksomhed eller et museum, se en film eller høre et foredrag – eller måske lave noget praktisk sammen. Aktiviteterne i herreklubben skal ses som den folkelige side af kirkens arbejde,” siger Kræn Christensen.

Han opfordrer alle interesserede mænd til at byde ind med deres egne ideer og tanker.

Opfordringen er hermed givet videre – Kræn Christensen kan træffes på mailadressen pkch@km.dk – eller man kan kontakte formand Tove Porsholdt Andersen via mailadressen toveporsholdtandersen@gmail.com.                        

Top