Unge kræfter og halløj på badehotellet

Fotocollage af personalet  var blandt gaverne til de nye direktører Mie Hyttel og Søren Pilegaard ved receptionen i fredags.

RECEPTION – Direktionen er næsten halveret i alder, men fordoblet i antal i det nye generationsskifte på Hjerting Badehotel med virkning fra nytår.

Ejer og direktør Peter Petersen vil fremover være bestyrelsesformand, mens restaurantchef Søren Pilegaard (35) og salgschef Mie Hyttel (29) nu er udnævnt til direktører og kompagnoner i hotellets driftsselskab.

Supplerer hinanden

”Første gang, vi talte sammen, endte vi med at snakke sammen en times tid i telefonen. Når jeg tænker tilbage, tror jeg godt, jeg kunne mærke, at her ville være en rigtig fin kemi. Vi er meget forskellige, men jeg har meget stor respekt for Sørens måde at gøre tingene på, og det er nøglen til et godt makkerskab,” siger Mie Hyttel om sin nye kompagnon, der har arbejdet tre år på Hjerting Badehotel.

Hvordan er I forskellige?
”Jeg er jo ude i køkkenet, hvor det nogle gange går rigtig stærkt. Det er god gammeldags ’Ordnung muss sein’, for vi skal have styr på tingene,” siger Søren Pilegaard.

”Folk vil måske opfatte mig som lidt gammeldags og hård i det. Det er ikke sådan, at der bliver råbt og skreget, men det har også været en omstillingsperiode for folk i køkkenet at vænne sig til,” lyder det og hans makker supplerer:

”Søren er meget grundig med en analytisk tilgang, hvor jeg er mere udadvendt og flyvsk, men der er brug for begge dele. Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle lave end det her, men jeg har også altid sagt, at jeg ikke ville gøre det selv. Jeg vil også gerne kunne trække stikket og holde en uges ferie en gang imellem, og så er det enormt rart at vide, at Søren er her også,” siger Mie.

DSC_3886

De to nye direktører fik skam også navneskilte med direktørtitel, så generationsskiftet også bliver synligt på dén front.

Søren Pilegaard er fra Odense, hvor han blev uddannet kok og tjener, og han har mere erfaring fra flere og større steder, bl.a. Hotel Hesselet i Nyborg og som køkkenchef på Hotel Legoland.

”Jeg har selvfølgelig prøvet lidt mere og set nogle flere ting. Men lige nøjagtig her, er der en meget familiær stemning og tone. Vi arbejder også meget med gode rammer og vilkår for medarbejderne.”

Tilflytter på vej

Søren bor privat i Billund med sin samlever, og de har en dreng på fire og en pige på fem, der skal starte i skole til sommer. Endnu en grund til, at Hjerting-klanen skubber på for at gøre en tilflytter ud af ham, og ’det arbejder vi på.’

Det er også den eneste større ændring, der er på tapetet.

”Vi skal drive Hjerting Badehotel videre i den gode stil. Der skal ikke laves noget om i konceptet, og vi har jo også selv været med til at sætte vores præg på det hele de senere år,” siger Mie Hyttel.

 

 

Relaterede artikler

Top