Turisterne er vilde med Ho og Skallingen

Naturen og den venlige befolkning scorer højt hos turisterne. Men ikke butikkerne

VADEHAVET – Turisterne er vilde med Ho Bugt og Skallingen. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Nationalpark Vadehavet og Dansk Kyst- og Naturturisme gennemførte i juli og august blandt 300 turister.
Resultatet kan sammenlignes med tilsvarende undersøgelser gennemført på Rømø, Fanø, Mandø og Ribe og andre steder i Danmark. Turisterne er gennemsnitligt lige så tilfredse, som turisterne i det øvrige Danmark, nemlig 4,6 på en skala fra 1 til 5. Især naturen og særlige naturområder som nationalparker scorer den absolutte topkarakter 5,0.

Naturen trækker

 Fritgående køer nyder livet på engene ud til Vadehavet.

Fritgående køer nyder livet på engene ud til Vadehavet.

”Det er er rigtig dejligt, men for os er det ikke så overraskende. Vi ved, at turisterne kommer på grund af naturen og strandene,” siger Anne-Marie Slaikjær, formand for Blåvandshuk Udviklingsråd, og fortsætter:
”Vestkysten har i årtier tiltrukket millioner af børnefamilier og par uden børn. Men Skallingen og Ho tilbyder også vadehav med verdensarv og nationalpark, som turisterne også værdsætter til topkarakterer.”
Der er høj tilfredshed med den generelle venlighed fra befolkningen, og at her er pænt og rent. De er dog utilfredse med udvalget af butikker og savner et større udbud af aktiviteter – plus bedre vejr.
For få aktiviteter
Direktør Claus K. Jensen, Varde Museerne og NaturKultur Varde, konstaterer, at det er god viden, at turisterne efterlyser flere aktiviteter, for det kan der gøres noget ved.
”Endelig skal vi måske også være bedre til på forhånd at fortælle turisterne om, hvad vi har af butikker, så forventningerne er bedre afstemt. Så alt i alt giver analysen god viden til os, så vi kan udvikle Ho og Skallingen i den rigtige retning,” siger han.

De store fugleflokke er noget af det, der fascinerer turisterne.

De store fugleflokke er noget af det, der fascinerer turisterne.

Hos Nationalpark Vadehavet, som har betalt undersøgelsen, siger sekretariatsleder Peter Saabye Simonsen:
”Undersøgelsen giver os et udgangspunkt at forholde os til, når vi sammen skal i gang med at udvikle formidlingen af natur og kulturtilbud med informationssteder, skilte, app med videre. Så kan vi måle igen om nogle år og se, om vi er på rette vej. Naturen er i verdensklasse og får fortjente topkarakterer, så må vi jo sammen løfte niveauet på de andre ting de kommende år, så vi får endnu mere tilfredse gæster i området.”
-fina

 

Relaterede artikler

Top