Sædding-dag viste hele paletten frem

Billedgalleri:

AKTIVITETSDAG – Efter en lidt morgendøsig start kom borgere, børnefamilier og andet godtfolk ud af fjerene og dukkede op til aktivitetsdagen ”Forstadsliv og Sammenhold” i Sædding den 22. august.

Aktiviteterne var samlet i og ved Sædding Centret, hvor ildsjæle fra Sædding-Fovrfeld og Ådalen fremviste nogle af de mange aktiviteter og foreninger, der bobler i området.

Dagen bød bl.a. på møder med idrætsklubber, snobrød og hygge med spejdere, kreativt værksted for børn og voksne, foredrag om Sæddings historie og meget mere.

Under den officielle åbning af dagen blev HædersBolden for første gang uddelt. Det er en overdimensioneret ’vandrebold’, som fremover tildeles som påskønnelse til enkeltpersoner, der har udført en særlig dedikeret, frivillig indsats for andre i lokalområdet. Første modtager var Lars Johansen, som bl.a. arbejder med sociale aktiviteter for udsatte og hjemløse.

Derefter afslørede initiativgruppen et nyt og markant vægmaleri af den lokale kunstner Aleksander Christensen, der sjovt nok kun maler i mørke!

Og sognepræst Bent S. Christensen, Sædden Kirke kom lidt nærmere Gud ved åbningen af en spektakulær aktivitet – rapelling fra kirketårnet.

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top