Projekt med 20 nye almene familieboliger på vej i Hjerting

BOLIGER – Arbejdernes Boligforening har nu fået Økonomivalgets velsignelse til at opføre 20 nye almene familieboliger i Langliparken i Hjerting.

De opføres som forskudte rækkehuse i to etager med terrasser eller altan, og alle boliger bliver tre-værelses med en gennemsnitlig størrelse på 110 kvm.

Boligerne placeres ved siden af Sjelborg Børnehave, hvor Din Forsynings entreprenør lige nu har oplagsplads. Her grænser de op til boligforeningens eksisterende afdeling på Klipperen, så de kan drives sammen for at holde omkostningerne nede.

Indretningen bliver med et stort køkken/alrum og to værelser, og ifølge ansøgningen indrettes de seniorvenligt og med parkeringsmuligheder tæt på boligen.

Den månedlige husleje kommer til at ligge i niveauet 7.700 kr. plus forbrug for en bolig på 110 kvm, og Arbejdernes Boligforening vurderer, at boligernes gode beliggenhed vil gøre dem nemme at udleje. 

Top