Partisoldater i front for vælgermøde i Hjerting

’Stalden’ i Jon & Dittes Hus var stuvende fuld, og politikerne sad bænket i ’Svinestien’.

VÆLGERMØDE – ’Stalden’ var stuvende fuld, og de tro partisoldater fyldte på alle måder, da Stiftelsen Jon & Dittes Hus i Hjerting holdt sit traditionelle valgmøde 7. november.

Fem kandidater blev sat i bås i ’Svinestien’, og debatten blev en blandet grutning af emner, der spændte vidt: Lige fra normeringer i daginstitutioner over tiltrækning af nye borgere, skatteprocenter og dækningsafgift for erhvervslivet til ’etagevask’ af ældre med vådservietter og en lang debat om placering af et værested for narkomaner i Esbjerg midtby. I den fase dominerede de ’professionelle’ partisoldater og sågar et lokalt byrådsmedlem taletiden, mens vælgerne på vælgermødet måtte vente.

Panelet kom vidt omkring – også rent fysisk, da de to ’præsidentkandidater’ to gange måtte forlade debatten for en kort bemærkning for at stille op til direkte interviews på TV2.

Efter den første times tid nåede man dog rundt til lokale emner, da en spørger ville høre vedrørende Esbjerg Strand-projektet, om man har nogle planer for ’et fint område, hvor man møder mærkelige skilte med badeforbud’?

Venstres borgmesterkandidat Jesper Frost Rasmussen forsikrede, at der blev arbejdet på sagen.

Fugle sviner badevand

”I den spildevandsplan, som hele byrådet står bag, er der sat nogle initiativer i gang, der vil reducere de røde flag betragteligt. I den plan skal der også findes løsninger på udløbsproblematikken til Fourfeld Bæk – opgaven ligger hos Din Forsyning, og det ved jeg jo også en lille smule om,” lød det med et skævt smil fra Jesper Frost Rasmussen med tanke på jobbet som direktør for det kommunalt-
ejede forsyningsselskab.

Formanden for Plan og Miljøudvalget, John Snedker (S), der også bejler til borgmesterposten mindede om, at der er nogle naturgivne problemer i sagen.

”Ved udløbet af Guldager Møllebæk er der f.eks. meget lavvandet, og her sidder mange fugle og spiser. Derfor lukker de også meget ud i den anden ende, og er her vi ekstra udfordret af vores unikke natur. Det handler jo ikke kun om rent badevand, men i høj grad også om miljø og natur, for Vadehavet starter jo lige her,” påpegede John Snedker.

Krav til forsyningen

”Derfor skal vi også stille krav til Din Forsyning, for ellers kommer der ufortyndet spildevand ud, og vi skal sørge for, at investeringerne har størst mulig effekt. Men det er også vigtigt, at vi advarer, hvis der er noget galt med badevandet,” sagde han med henvisning til de mange røde flag.

80-årige Grethe Moesner fra Hjerting tog kegler med et skarpt og vittigt indlæg om den nye busstruktur, som mange ældre slet ikke kan bruge: ”I lever helt op til tankerne om ’længst muligt i eget hjem’ med den busplan,” lød det til stor moro i ’Stalden’.

Top