Nyt Meny supermarked i Hjerting Bycenter får hele pakken

Den nuværende hovedindgang bliver kun til Meny, mens de eksisterende lejere får separate indgange og et lille fælles torveområde foran deres nye butikker (t.v.). Og centret bliver ikke gult – det er kun farven på tegningen her, der ikke rammer helt plet. Illustrationer: Arcitec

Hele artiklen i PDF-format

FØDEVAREMARKED – Aftalen er nu endelig underskrevet, byggeriet går i gang hurtigst muligt, og Hjertings nye supermarked får hele pakken med både slagter, delikatesse, fisk, ost og sandsynligvis også bageri.

Sådan lyder meldingen fra dagligvarekoncernen Dagrofa, som nu for første gang melder officielt ud om planerne for det nye Meny supermarked i Hjerting Bycenter. Det får en størrelse på omkring 2.000 kvm, svarende til rundt regnet det dobbelte af den tidligere Fakta-butik i centret, oplyser kæden, som glæder sig til at åbne på vestkysten.

Kig på Esbjerg længe

”Vi har haft kig på Esbjerg-området et stykke tid, for det er faktisk en fejl, at vi ikke har kunnet tilbyde Meny-konceptet her indtil nu. Kæden blev lanceret for to år siden, og det er gået over al forventning med meget stor efterspørgsel,” lyder det fra Martin Brinch Jöhncke, koncept- og udviklingsdirektør hos Dagrofa med ansvar for kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let Køb.

Alle er ’madarbejdere’

Meny-kæden opstod i 2015 efter norsk forbillede som en sammenlægning af tidligere Superbest og Eurospar-butikker. Man beskriver sig selv som ’Hele Danmarks fødevaremarked’ og kalder sine ansatte for ’madarbejdere’.

”Når jeg skal beskrive konceptet, plejer jeg at sige, at det er et fødevaremarked, hvor vi har flyttet specialbutikkerne ind i supermarkedet. Man skal kunne møde faglærte mad-
arbejdere, og derfor byder vi altid på en slagter- og delikatesseafdeling. Alt efter marked og kunder skruer vi så op for musikken. Vi er f.eks. stærke på fisk, ost og vin,” fremhæver Martin Brinch Jöhncke, som også understreger klart, at udvalget bliver ’noget for noget’ i forhold til kundernes ageren.

I får hvad I køber!

”I får lige præcis dét, I handler efter. Jeg vil se noget action. Man kan jo ikke brokke sig over, at isenkræmmeren lukker, hvis man køber alt i El-Giganten. Vi er købmænd og skal leve af efterspørgslen. Men konkurrencen er benhård, for i Danmark har vi så mange kvadratmeter i detailhandelen, at det vel svarer til 15-20 mio. mennesker.”

Et ’perfect match’?

Alligevel har Meny haft en vækst, som af branchefolk kaldes den største i dagligvarebranchen i 2016.

Og det købestærke 6710-område virker umiddelbart som et ’perfect match’ til Menys ambitioner på fødevareområdet. Hvis kunderne vel at mærke lægger handel bag ordene, som konceptdirektøren udfordrer dem til.

”Når vi har pin pointet Hjerting, så er det jo fordi, vi vurderer, at her er et godt marked. Det er jo beskæmmende, at vi ikke har haft noget alternativ til discount her i området hidtil”.

Helt nyt sortiment

”Så vi er klar til en god handel, og vi kommer med noget, ingen andre kan tilbyde,” lyder det selvsikkert fra Martin Brinch Jöhncke.

”Der kommer både en slagter og delikatesseafdeling, og vi er også stærke på fersk fisk og ost.”

Hvad med en bager?

”Det er også planen,” siger konceptdirektøren, som andre steder – bl.a. i Haderslev – har en afdeling af Lagkagehuset boende hos Meny.

Vin som et fyrtårn

”Vi kommer også med rigtig meget vin – det er et vigtigt fyrtårn for os i Meny-kæden. Vi vil desuden have mange af de specielle ’fri for’-produkter, f.eks. varer der er fri for gluten, laktose m.m., og så må se, hvor meget vi bygger på henad vejen. Esbjerg er et hårdt marked, men der er klart kunder til andet og mere end discount,” vurderer Martin Brinch Jöhncke.

Hvornår åbner I?

”Nu må vi se. Vi har forskellige terminer, og det kommer lidt an på, om alt kører som smurt. Men det kan meget vel blive i år,”
lyder meldingen, som sandsynligvis er ret underspillet af taktiske grunde.

I kan få en flyvende start ved Jul i Hjerting 19. november – var det ikke noget?

”Det lyder som en god ide! Vi vil jo også gerne være et af den slags samlingssteder, som alle byer har brug for, og det håber vi at kunne blive her.”

 

Rokade med få lukkedage

Ombygningen af Hjerting Bycenter bliver et puslespil, hvor alle eksisterende lejere skal holde flyttedag (se tegning).

Se tegning i fuld størrelse

Centret udvides med ca. 400 kvm ud mod OK-tanken, hvor der i næsten hele bygningens længde bygges ud til den nuværende ydermur for Hjerting Bodega. I den nuværende varegård ved gavlen bygges lager og vareindlevering til Meny.

I første fase var der planer om en fælles indgangsportal for de små butikker, men de får nu hver sin indgang.

”Så kan de selv styre deres åbningstider, og der bliver gjort mere ud af fællesarealet foran butikkerne. Vi afventer lidt materiale fra arkitekten,” fortæller direktør Frederik Villemoes, fra Villemoes Holding, der ejer centret.

Det praktiske arbejde går i gang så snart de sidste formalia med godkendelser er på plads. Planen er, at gøre de nye butikslokaler klar først, så der kan ske en ’flyvende udskiftning’ med mindst mulig gene for kunderne.

”Hvis alt går efter planen, kan butikkerne måske nøjes med at holde lukket i få dage, mens de flytter. Det kommer til at foregå i fire etaper med tilbygning, rokade, ombygning og rokade igen. Vi starter med den del omkring sommerferien og bliver færdig i løbet af efteråret,” oplyser Frederik Villemoes.

Sideløbende kan ombygningen af Menys område så gå i gang i den anden ende, hvor Fakta tidligere holdt til.

Villemoes ønsker ikke at oplyse, hvor meget ejerne selv investerer i genfødslen af centret.

På siden af centret ud mod Bytoften udbygges med ca. 400 kvm, så de eksisterende lejere kan rykke om på en række her.

Ejerforhold ikke endeligt afklaret

Meny i Hjerting får på længere sigt måske en lokal købmand som ejer og/eller får sammenhæng med den Meny, der – måske – er på vej i Esbjerg Storcenter.

”På den korte bane arbejder vi efter en koncernejet butik i Hjerting, men det er ikke udelukket, at vi finder en privat købmand som ejer,” oplyser koncept- og udviklingsdirektør Martin Brinch Jöhncke hos Dagrofa.

Kan det blive samme ejer som i Esbjerg Storcenter?

”Vi snakker med mange. Der er ikke indgået nogen aftaler i Esbjerg Storcenter, men Danmarks femtestørste by er selvfølgelig interessant for os.”

Meny regner med i alt 30 til 50 ansatte i Hjerting, alt afhængig af fordelingen mellem fuldtidsansatte og løsarbejdere.

”Investeringen i Hjerting bliver et solidt to-cifret millionbeløb,” siger Martin Brinch Jöhncke.

Hvad forventer I af omsætning?

”Mest muligt! Det er jo altid interessant i et green field projekt som det her, hvor vi starter ’på bar mark’. Her skal vi være lidt ydmyge. Vi skal flytte både kunder og indkøbsvaner, og vi er jo alle sammen nogle vanedyr. Men vi skal i hvert fald et godt stykke over 50 mio. kr. i omsætning.”

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top