Nye hytter på Esbjerg Camping

Esbjerg Camping har fået fire stjerner og bygger seks nye luksushytter

Først blev grænsen lukket, og så kom de tyske gæster ikke. Så kunne danskerne ikke rejse ud, og grænsen blev åbnet 15. juni. Så kom både danskerne og tyskerne strømmende. Jo, det blev en turbulent sæson for Esbjerg Camping, som endte med at få en fremgang på 15 procent på den nu firstjernede plads. Og 35 procent, hvis man kun ser på sommeren. Men nu er det efterår, og så skal der bygges.De gamle, nedslidte og umoderne campinghytter på 20 kvadratmeter fra 1996 uden bad og toilet er nemlig revet ned, og nu skal der bygges seks moderne og større luksushytter, har ejerparret Rikke og Lars Bendixen besluttet. De er tegnet af arkitekt Christian Vrist, er på 45 kvadratmeter, som er det højest tilladte, har bad og toilet, tre værelser og kan rumme syv personer. Til hver hytte vil der være veranda med udendørs spabad.”Vi gik i gang 1. oktober. Tilladelsen fik vi på under 14 dage, for vi skulle ikke bygge nyt, blot større,” fortæller Rikke Bendixen.

Sammenbragte familier
Gamborg Tømrerfirma laver råhusene og har hjulpet med at støbe sokler, men de er selv bygherrer. Lars er elektriker, så det med byggeprojekter er han bekendt med. En af deres medarbejdere er også fiks på fingrene og bygger med.

Ejerparret står selv for meget af byggearbejdet sammen med en medarbejder.

”Tiden var løbet fra de gamle hytter. Vi vil bygge noget nyere, flottere og større. Flere og flere af gæsterne er sammenbragte familier med dine og mine børn, så de har brug for plads,” fortæller Lars Bendixen.
De nye hytter skal efter planen står klar senest 1. maj. De kommer til at koste 1500 kroner i døgnet. Man skal booke minimum tre døgn i højsæsonen og to i lavsæsonen.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top