Nye dufte i Hjerting Bageri

Lars Johansen (t.v.) fra bl.a. Statoil i Sædding og bagermester Thomas Rathleff, Bager Huset i Vejers Strand åbner omkring medio juni det nye Hjerting Bageri i det tidligere Guldbageren på Sdr. Tobølvej i Hjerting.

Hele artiklen i PDF-format

BAGERI – Omkring midten af juni vil der igen dufte af friskbagt brød på Sdr. Tobølvej i Hjerting, når Hjerting Bageri åbner i de tidligere lokaler for Guldbageren.

Thomas Rathleff, Bager Huset i Vejers og Lars Johansen, som driver Statoil-tanken på Sædding Ringvej samt Esbjerg Park- & Havemaskiner, er det nye makkerpar, som har overtaget fra den tidligere ejer, der pludselig måtte lukke på grund af sygdom.

Siden slutningen af april har bageriet været lukket, og de næste uger bruges på rengøring og indkøring af nyt personale.

”I første omgang er det mig, der finansierer det, men jeg tror på, at Thomas som bagermester kan klare det her. Han leverer brød til os i det daglige på Statoil-tanken, og vi går godt i spænd rent kemimæssigt, så jeg synes, det kunne være spændende at lave det her sammen,” fortæller Lars Johansen.

”På den lange bane er det jo ikke meningen, at jeg skal blive i det, og så skal han jo til den tid bare betale mig 40 mio. – mindst,» lyder det med et grin.

DSC_4684 frittetDet er da også tydeligt, at de nye kompagnoner går godt i spænd sammen og ikke gør tingene mere indviklede end nødvendigt. Den 44-årige bagermester fra Vejers har leveret brød til tankpasseren siden 2012, og her i området leverer han bl.a. også til Hjerting Badehotel.

Han stammer oprindeligt fra Odense og blev uddannet bager i 1992. I 2009 overtog han Bager Huset i Vejers, hvor han bor ovenpå bageriet sammen med sin familie. Nu glæder han sig til at slå nye brød op i Hjerting.

”Vi skal væk fra Guldbageren-konceptet og laver vores helt eget. Vi vil bl.a. lave friskbagt rugbrød, grovbrød og franskbrød, der bliver taget ud af ovnen om eftermiddagen, når folk får fri fra arbejde,” siger Thomas Rathleff.

Skal vi have noget Østerbro-smart speltbrød også?

”Naarh, det kommer til at være nede på jorden med noget brød, folk vil have herovre vestpå. Men det bliver helt sikkert noget andet, end kunderne har været vant til. Der vil også blive adopteret nogle ideer ude fra Vejers foruden nogle helt andre kager og brød,” siger bagermesteren og suppleres af sin makker:

Stort potentiale

”Thomas skal jo sætte sit eget fingeraftryk på det, og i dag behøver rundstykker jo ikke være fulde af luft. Der må godt være lidt bid i dem, og det kan han. Han laver også verdens bedste rugbrød,” hævder Lars Johansen, som regner med store muligheder i samarbejdet.

”Jeg ser nogle nye fordele i det her, for der er trods alt et stykke vej ind fra Vejers med brød. Så jeg tror, vores brødsalg kan øges – også på tanken – fordi vi kan få leveret friske rundstykker løbende og varme brød om eftermiddagen.

Der har selvfølgelig været lukket en periode, men nu skal vi bare være så dygtige, at vi kan få kunderne tilbage igen,” siger Lars Johansen.

”Der er jo et stort potentiale i et område som Hjerting, så vi tror på, at vi kan hæve omsætningen endnu mere end tidligere.”

Tekst:

Relaterede artikler

Top