Ny strategi skal få Fimus tilbage til Superligaen

STRATEGI – Direktøren for Fiskeri- og Søfartsmuseet gør nu klar til at dreje på håndtagene med en ny strategi for et comeback til museernes Superliga.

Han står med stigende konkurrence, faldende besøgstal og få penge, så det bliver et sejt træk. Men der også fast grund at stå på.

”Fiskeri- og Søfartsmuseet er et gammelt hus med en kultur, bygningsmasse og et fundament, der er godt og solidt,” fastslår direktør David Dupont-Mouritzen med respekt for det hidtidige arbejde på museet.

En revitalisering

”Når det er sagt, så er der også mange steder en fornemmelse af, at meget er sandet til. Man ser gerne en fornyelse og en forandring, der bygger på det gode, men drejer tingene i en retning af mere vitalitet og fremtidssikring af museet,” lyder det om hans opdrag fra bestyrelsen.

Her var ønsket, at den nye direktør skulle bruge sine første 100 dage på en ny strategi for revitalisering af det aldrende museum, som kan fejre 50 års fødselsdag 24. april 2018 – samme år, hvor Esbjerg by fylder 150 år.

fimus-graf

Besøgstallene på Fiskeri- og Søfartsmuseet har været støt faldende hele dette årtusinde – bl.a. som følge af stigende konkurrence.

Men sideløbende med de nye, offensive tanker har museet netop måttet sige farvel til tre medarbejdere, fordi økonomien er presset og egenkapitalen på vej i minus. Det har ikke just lettet arbejdet med at sætte det lange lys på.

”Vi står for enden af en livscyklus som museum, og verden har roteret en del gange siden starten. Samtidig er der opstået en ny superliga af museer, f.eks. det nye Moesgaard og det kommende Tirpitz. Vi har altid været i superligaen, og vi skal selvfølgelig også med i den nye superliga,” lyder ambitionen fra David Dupont-Mouritzen, der tiltrådte 1. marts.

’Re-imagine’-strategi

Overskriften for hans nye strategi er ’Re-imagine’ – en gentænkning af de eksisterende rammer.

”Til forskel fra nogle af de nye konkurrenter handler det jo ikke om en ny lokation eller ejendom. Præmissen er den her bygning,” lyder det med realistisk tanke på både de fysiske og økonomiske rammer.

”Vi skal jo ikke ud og ’supergeile’ det her museum, som ligger rigtigt smukt og har sine kvaliteter. Vi skal pudse juvelen på en ny måde. Museet skal være mere vitalt og mere attraktivt. Det skal gerne være sådan, at man som esbjergenser skal sige, hvis man ikke har besøgt os i et år: Jeg er sikkert gået glip af noget.”

De mange tanker er bl.a. kogt ned i en mission samt en vision: ’Vi skal skabe oplevelser, man taler om’.

Her kunne være nogle letkøbte geværgreb, og det står ikke klart, hvordan museet præcist skal revitaliseres. Men det står helt klart, hvad man ikke vil gøre.

dsc_1006-kopi

”Forskningsdelen er fortsat vigtig, og den sikrer en vis seriøsitet i det, så man ikke bare laver vandland. Så ville jeg også selv være forkert castet, for det gider jeg ikke,” fastslår David Dupont-Mouritzen.

En oplevelse at tale om

”Men hvis vi evner at formidle fagligt og nuanceret og vække nysgerrighed, så bliver resultatet, at vi opfylder vores vision. Hvis folk derhjemme eller i bilen taler om det her, så har vi tilført viden, dilemmaer, forundring og fakta, der gør, at gæsterne kan fortsætte en snak ud fra oplevelsen her. Og visionen er så enkel, at den kan omsættes i alle dele af huset – også i f.eks. cafeen,” påpeger han med tanke på, at udbuddet og servicen også her skal være en oplevelse.

De første to faser af strategiarbejdet har bl.a. handlet om museets grundfortælling og den interne forankring i organisationen. Fase 3 bliver den mere synlige del og de fysiske rammer.

”Det handler om en gennemgribende opgradering af hele matriklen, Den er lidt ’groet til’, og der kommer jo et nyt Esbjerg Strand. Hvis vi ikke agerer nu, så gror vi endnu mere til,” siger direktøren, som erkender, at det bliver svært at finde pengene.

Svær jagt på penge

”Jeg får desværre nogle meldinger fra de store fonde om, at de har givet meget til museumsopgraderinger – det er ikke nogen let opgave. Så de skal blive forelsket i et nyt fundament, i vores betydning for det maritime Danmark og i måden, hvor vi kan skabe meget mere værdi for hele Esbjerg Strand-området, hvis vi ser det i sammenhæng. Hvis det lykkes, så ville jeg jo elske, at man 24. april 2018 kan have en finansieringsmodel klar, der kan løfte museet ind i 50 nye år,” lyder drømmen for
David Dupont-Mouritzen.

Vågner kommunen op

”Hvis ikke det lykkes, så har vi en anden situation. Det er ikke det samme som at sige, vi ikke hører til i fremtidens superliga, men så må vi tage nogle andre greb. Det kan være, man kan få fondsmidler til mindre ting. Og det kan være, at kommunen måske vågner lidt op og siger, at der er gjort et seriøst arbejde – vi var bare fem år for sent ude med det her. Men måske kan man skrabe noget sammen, fordi det her er godt for Esbjerg.”

 

 

Relaterede artikler

Top