Ny frisørsalon i Hjerting

Frisør Helle Rye Zeidler har fat i lokkerne på Mette Ørnskov Beier i sin nye salon ved hjemmet.

 

IVÆRKSÆTTERI – HBZ Hair By Zeidler er navnet på en ny salon i Hjerting, hvor frisør Helle Rye Zeidler er startet for sig selv.

Hun har været frisør siden 2005 og har senest arbejdet hos New Hair dsign i Hjerting.

De sidste par år er dog gået med barsel og pasning af August på snart tre år og Filippa på fem.

frisoer-helle-rye-zeidler-02

 

Nu er det halve af garagen inddraget ved privatadressen på Jagten 2 i Hjerting, hvor hun har indrettet en hyggelig lille salon med masser af hjerterum.

Hjemlig hygge i salonen

”Det var oplagt at lave den her, hvor vi bor – også for at gøre det lidt nemt for familielivet,” fortæller Helle Rye Zeidler.

”Jeg har altid haft en drøm om at have min egen lille hyggelige salon, hvor folk føler, det er lidt hjemligt. Der skal kræses for kunderne, og jeg kan lide at have god tid til dem.”

Salonen åbnede 11. oktober, og der var godt gang i saksen lige fra start.

”Jeg havde faktisk fuldt booket den første dag, hvor der kun var en halv times pause, så det var over al forventning. Det har været en flyvende start, som jeg slet ikke havde regnet med,” siger den nyslåede frisørmester.

Eftersom salonen ligger i et villakvarter, skulle der søges tilladelse til den, og tanken er, at hun vil drive den alene.

”Tilladelsen gælder kun for mig selv uden ansatte, så hvis det bliver aktuelt, vil jeg prøve at søge om det. Men en del af ideen med salonen er også, at kunderne altid skal møde mig og opleve, at her er hygge og god tid,” siger Helle Rye Zeidler.

 

Tekst:
Top