Meny ønsker sig flere kunder på hverdagene

Købmand Lars Hansen glæder sig over en god start for den nye Meny i Hjerting, men ønsker sig også mere travlhed på hverdagene.

DETAILHANDEL – En rigtig god start, men der er også en hverdag. Det er status for de første knap 100 dage for det Meny supermarked i Hjerting Bycenter, der åbnede 23. november.

”Vi synes, det går over al forventning forstået på den måde, at vi er blevet taget godt imod af vores kunder. Det går rigtig godt med salget, men det er også en rigtig dyr fabrik at drive med det serviceapparat, vi gerne vil have med slagter og delikatesse. Så vi vil da rigtig gerne se flere kunder også på hverdagene – at folk vil forkæle sig selv mere end kun i weekenderne,” siger købmand Lars Hansen fra Meny i Hjerting.

”Det er helt tydeligt at mærke, at folk ikke vil handle discount i weekenden, men det må som sagt også gerne afspejle sig lidt mandag til onsdag.”

Er det primært et spørgsmål om tilvænning eller hvad?

”Det er i dén grad et spørgsmål om tilvænning. Jeg kender det jo fra mig selv, at man gør som man plejer i hverdagen, hvor man har travlt. Det er vanens magt, om det er supermarked eller discountbutik alt efter, hvad man plejede at gøre på vej hjem fra arbejde. Vi kan mærke, det flytter sig uge for uge, men det er jo aldrig hurtigt nok,” siger Meny-købmanden med et smil.

Går det langsommere end ventet med at rykke vanerne?

”Jae – vi havde jo en voldsom åbning, som gik helt fantastisk. Også bedre end forventet. Og så er det klart, at når man går fra en åbning og en december måned til en januar, hvor mange af os går på spare- og slankekure, så er det lidt som at løbe panden mod en mur. Men om det direkte er gået langsommere end forventet, tjaeh … – vi er jo alle sammen utålmodige mennesker,” lyder det fra Lars Hansen.

Styr på spildet

Er kundemixet som forventet?

”Ja – det synes jeg. Der kommer alle slags mennesker her, og vores salgsmix er rigtig godt – vi har et af kædens højeste gennemsnitssalg per kunde. Men der er flere, der skal bruge os i hverdagene.”

Traditionelt er bemandet delikatesseafdeling en af de kritiske faktorer, men her er der styr på spildet.

”De har ret hurtigt fået sporet sig ind på, hvad de kan sælge og ikke sælge,” siger Lars Hansen om delikatessen, der netop har flyttet fiskeafdelingen mere frem.

Kommer der mindre udvalg først på ugen, hvis der ikke købes mere i delikatessen?

”Skrækscenariet på sigt – hvis billedet fortsætter mandag til onsdag – er selvfølgelig den mulighed, men den vælger jeg ikke at se på lige nu.  Jeg har jo committet mig til at levere en god butik alle ugens dage, og det vil vi fortsætte med uanset, om det hedder tirsdag eller fredag,” fastslår Lars Hansen.

Befriende ærlig stil

Hans udmeldinger viderefører den befriende ærlige stil, der har kendetegnet Meny-kæden, siden de første planer i Hjerting blev offentliggjort her i avisen.

”I får lige præcis dét, I handler efter, og jeg vil se noget action. Vi er købmænd og skal leve af efterspørgslen,” lød det således fra Dagrofas koncept- og udviklingsdirektør Martin Brinch Jöhncke her i avisen for et år siden.

”Men vi tager kun flere varer ind – vi går ikke ned på vareudvalg, når vi justerer på det. Tværtimod arbejder vi på endnu flere lokale tiltag med lokale producenter. Vi har en masse varer, som kollegerne ikke har, og det bliver vi ved med,” fastslår Lars Hansen, der også understreger, at han ser meget positivt på starten i Hjerting.

”Vi giver selvfølgelig også kunderne noget tid til tilvænning. Nu har vi jo kun været her tre måneder og i betragtning af dét, synes jeg, det går rigtig godt.”

 

Relaterede artikler

Top