Han er hele Esbjergs ’Mr. Offshore’, har netop rundet 75 år og ser tilbage på et spændende liv med masser af succes. Han har det hele og snart endnu mere, hvis salget af hans andet livsværk Esvagt kommer i havn.
Men Henning Georg Kruse har også haft usikkerheden på egne evner med sig hele arbejdslivet. Og den kan være sund at have, mener manden, der ofte har tvivlet på sig selv.
Fotogalleri:
Den gamle mand og havet.
Henning Kruse så mulighederne i offshore
og hev store fangster i land med både EOS
og sandsynligvis snart også med Esvagt
- trods en vis usikkerhed på egne evner,
som dog også kan være sund at have.
Foto: Mogens Mikkelsen
Sådan har det været siden bondeknolden fra Skovlund som 16-årig meldte sig til marinen for at komme ud at sejle.
”Det var utroligt spændende, men jeg var ydmyg og nervøs for, om jeg kunne klare det. Det har jeg nu været med alt, hvad jeg gik i gang med. Men det gik jo godt,” husker Henning Kruse, som dog aldrig har manglet selvtillid, når det virkelig gjaldt med de store chancer.
”Jeg tror, det er sundt at have lidt usikkerhed fremfor at sige, at jeg kan sgu klare det hele. Du kender typen, ikk. Men når man er kommet i gang, så lærer man det jo henad vejen og udvikler sig på den måde.”
Én ting havde unge Kruse lært allerede som otte-årig, da han kom ud at tjene på landet: At tage fat. Den vestjyske skolelov gav dengang eleverne fri fra maj til oktober. Og det var ikke nogen sommerferie, men for at hjælpe til på gårdene. Efter syvende klasse var det på fuld tid, indtil søen kaldte. Først med fire år i marinen, og derefter som styrmandsaspirant hos A.P. Møller.
Små skridt ad gangen
”Jeg havde lyst til at komme ud og opleve verden. Så det var god gammeldags udlængsel. Senere hen, da jeg sejlede for Maersk, kom jeg ud alle de spændende steder i verden, hvor næsten ingen danskere kom,” fortæller Henning Kruse.
Efter to år under den lyseblå stjerne startede han på Fanø Navigationskole i 1962, hvor han tog først styrmestereksamen og siden skibsførereksamen, vekslende med sejlads hos Maersk.
”Det har altid været en drøm at komme til A.P. Møller. Men igen – små skridt af gangen. Jeg var også spændt på, om jeg nu kunne klare en skibsførereksamen med den primitive uddannelse, jeg havde,” lyder det ærligt.
Men syv år i Skovlund Skole skulle vise sig at række langt. I 1969 sagde han op hos Maersk ’for at se, hvordan det stod til andre steder’. Han fik ansættelse på et nyt dansk passagerskib, der skulle sejle mellem Californien og Acapulco i Mexico. Men både værft og rederi gik konkurs, inden det projekt løb af stabelen.
Derfor sejlede han nogle måneder som afløserstyrmand på Englandsbåden, hvor der sprang gnister mellem Kruse og telegrafisten Henny fra Holstebro. De blev gift kort efter, købte lejlighed i Kongensgade og sejlede sammen på USA med rederiet Skov.
En dag så de en annonce i Vestkysten om et olieselskab, der søgte en Dispatcher Warehouse-mand til Esbjerg. Henning vidste ’nogenlunde’, hvad det var.
”Henny skrev en flot ansøgning – hun var fantastisk til den slags. Så jeg fik jobbet trods mange ansøgere,” lyder det beskedent.
Og olien brusede i blodårerne lige fra start.
”Fra første dag vidste jeg, at det var lige noget for mig. Internationalt, spændende og utroligt lærerigt. Det viste sig, at Gulf Oil var operatør, men jeg skulle ansættes hos Maersk og lånes ud. Så jeg tænkte: Shit – man siger ikke op hos Maersk og kommer tilbage. Men meldingen fra Maersk var, at de roligt kunne ansætte mig.”
Det var i 1972 i den spæde start på det danske olieeventyr. I 1974 blev han leder af det lille kontor med tre mennesker, der lavede det praktiske i forbindelse med fundet af Gorm- og Thyra-feltet i den periode, hvor den første olieproduktion kom i gang.
Så mulighederne
”Vi lå med en supplybåd dernede i havnen, og der var også en helikopter. Men jeg gik og undrede mig over, at folk ikke spurgte mere til, hvad der skete. Jeg synes jo, det var utroligt spændende,” husker Henning Kruse.
Hvad sagde folk på havnen?
”Der var ikke rigtig nogen, der observerede det, men politikerne spurgte en del til det.”
Maersk tog over i 1975, og han var nu basechef. Men i 1979 var det igen tid til at komme ud og mærke, hvordan det stod til andre steder. Kruse sagde atter farvel til Maersk og sammen med Søren Hygum startede han virksomheden Dogis, der handlede med udstyr til offshore, specielt indenfor borebranchen.
”Jeg kunne se, der var nogle muligheder. Og jeg var også i en situation, hvor jeg kunne se, at der var masser af muligheder for de eksisterende firmaer i Esbjerg. Jeg sagde det også til nogen mennesker, men de hørte det ikke rigtigt…”
Året efter kom så dét, der skulle vise sig at være hans livs chance. En DFDS-direktør foreslog, at han mødtes med nogle englændere, som arbejdede for Fred Olsens kontor i Aberdeen. De ville byde på at lave ’hook up’ arbejde (montering) på Gorm-feltet, som skulle samles i eftersommeren 1980. Der var bare lige én ting: Mindst 60 pct. af arbejdskraften skulle være dansk.
”De havde været rundt og snakke med forskellige for at høre, om de kunne tænke sig at komme ind som den danske part, der sørgede for lagerbygning og dansk arbejde. Men de syntes, de havde fået en lidt arrogant behandling forskellige steder. De kunne komme tilbage, hvis de fik kontrakten,” fortæller Kruse, der må have gjort et godt indtryk på englænderne.
Efter mødet fik han tilbudt at blive joint venture partner i Danmark. Esbjerg Oilfield Services (EOS) var født. Mr. Offshore var klar.
”Da jeg fik opgaven, så skete der en hel, hel masse – det gik bare lige pludselig helt vildt stærkt. Gudskelov kendte jeg nogle mennesker, som havde forstand på den slags, så jeg kontaktede en del mennesker og fik en masse op at stå.”
Det var noget af en chance, du tog?
”Det var en stor chance, jeg tog, ja. Men igen tror jeg heller ikke, at jeg gjorde arbejdet mere indviklet, end det var. Det var nogle folk der skulle bruges – forskellige håndværkere., stilladsarbejdere osv.”
De andre med store virksomheder var tilbageholdende – men du var rolig?
”Ja, det var jeg. Men jeg tror også, at nogle af de andre frygtede det lidt. Jeg havde den fordel, at jeg havde arbejdet med offshore industrien syv år på det tidspunkt, og jeg vidste, hvad det gik ud på. En ingeniør, der sad i Aalborg eller København og ikke rigtig havde kendskab til det, troede nok, at det var ligesom at arbejde på månen. Men for mig var der ingen mystik i det.”
Tilbage til start
For Henning Kruse var det bogstavelig talt tilbage til start i offshorebranchen. Han var trådt ud af Dogis og var helt alene uden noget setup. Og fra det store setup i Maersk var han nu tilbage i det samme lille skur på havnen, hvor han startede i 1972.
”Det stod tomt, så jeg lejede det og flyttede igen ind – jeg elskede det sted. Men jeg må nok sige, at den første dag, jeg gik dernede, var der lidt køligt og klamt.”
Som et led i aftalen skulle han også deltage i forhandlingerne med Maersk og være med til at hive kontrakten i land.
”Jeg havde også den glæde, at da vi havde fået kontrakten og skulle mødes hos Maersk, sagde direktøren: Vi er glade for, at det er Dem, Kruse. Dem kender vi jo,” fortæller Kruse om den vel nok vigtigste periode i erhvervskarrieren.
”Jeg kendte jo også partnere fra DUC, Shell, Chevron og Texaco. Det er jo ofte sådan, at kontaktfladen er utrolig vigtig.”
Er det også sådan, du selv laver forretninger?
”Ja, det er det da. Jeg må jo have været rimelig god til at finde de rigtige mennesker. Det er også meget nemt for mig, for jeg kan ingenting selv. Så jeg er nødt til at finde nogen, der kan hjælpe mig og stole på dem. Det gør jeg også. Meget.”
Værdien af den rigtige besætning kom også til udtryk, da rederiet Esvagt blev stiftet året efter.
Ole Andersen og Kent Kirk puslede med planerne om at slå de gamle engelske trawlere af pinden som standby skibe ude ved platformene. Og de havde hørt, at det nok var en god ide at kontakte Kruse, som havde arbejdet med det der olie.
”Jeg kendte dem ikke på forhånd, men da vi mødtes, syntes jeg, at kemien passede. Oles og min kemi passede specielt godt. Vi mødtes i 1981, og vi har faktisk talt sammen hver dag lige siden. Jeg har ikke talt med ham i dag, men det gør jeg, inden jeg går i seng,” fortæller Henning Kruse om sin kompagnon og ven, som er kun fire timer ældre.
”Der er lighedstegn mellem Ole og sikkerhed, og han var en fantastisk mand til at bygge det der op. Der var jeg slet ikke i tvivl. Ole sad jo derhjemme i sit badekar og lavede redningsøvelser med sin datters Barbiedukker!”
Set udefra og i bakspejlet virkede det åbenlyst og nemt. Men det er også gået op og ned for både EOS og Esvagt, bl.a. med ’den omvendte oliekrise’ i midtfirserne, hvor olieprisen faldt til omkring en tiendedel.
”Der så det noget rødt ud i havnen, fordi næsten alle Esvagt-skibene lå inde. Hos EOS blev vi også kaldt ind til kunderne og fik at vide, at vi skulle sætte priserne ned. Men vi var simpelthen så udpint, at det havde vi ikke råd til.”
Det gik, men også i privatlivet kom der slag.
Henny døde i 1990. Henning Kruse stod alene med en søn og datter, som i dag er 35 og 33 år, og han er ikke blevet gift igen.
”Det har jeg ikke haft lyst til. Det er nok også fordi, jeg hviler meget i mig selv. Jeg er glad for selskab, men har det godt med at være alene i hverdagen,” lyder svaret.
Som nyslået 75-årig gør han sig også sine tanker om alder og livet.
”Jeg føler mig rimelig frisk, og drengen er der stadig inde bag ved. Men det er klart, at man tænker mere over tilværelsen, og hvad man skal bruge sin tid til, når man kravler deropad.”
Dyrker yoga
Henning Kruse holder sig slank og spændstig, bl.a. med yoga, efter en blodprop i hjernen i 2005.
”Jeg er meget åben over for alt det alternative. Det er kommet med alderen, men jeg har altid været meget nysgerrig.”
De private fremtidsplaner er bl.a. at rejse i eget kølvand fra hans første Maersk-skib, der sejlede ned gennem Malacca-strædet til Singapore, Taiwan og Japan.
”De steder, jeg besøgte dengang, vil jeg gerne besøge igen – det er sikkert forandret rigtig meget.”
På erhvervsfronten er det planen at tage børnene Lars og Marianne mere med. De har begge en cand.merc uddannelse, Lars arbejder med netsalg af boreudstyr og har også været hos Maersk, mens Marianne driver en netbutik med accesories, tasker m.m. og har egen produktion.
Måske en Kruse-fond
”Når vi skal finde fremtidige investeringer, skal de inddrages meget mere, for det er dem, der kommer til at leve med det.”
Kommer vi også til at se en ’Kruse-fond’ fra din hånd?
”Måske…”
Vi runder af, men kommer ikke udenom at tale om hans markante, kubistiske hus ved indsejlingen, som er blevet synonym med Henning Kruse.
Den gamle mand og havet. Nydelsen af livets store fangster. I et design, der kombinerer det maritime med offshore og er tænkt som to beboelsesmoduler, der ligger på en bedding.
Den slags vakte – og vækker stadig – opsigt på Vestkysten.
”Inden byggeriet tog jeg kontakt til mine store kunder, fortalte om det og spurgte, hvordan de havde det med det,” fortæller Henning Kruse.
”De sagde: Gør det! Jeg fortalte det også til en smed, og han sagde: Hvis ikke du skulle have sådan et hus, hvem skulle så?”
