Leder: Tilstandsrapportens sande tilstand?

LEDER – ’Fejl og mangler i hver anden tilstandsrapport’ lød en overskrift i januar i Politiken, og historien blev citeret vidt og bredt. Avisens kilde var Sikkerhedsstyrelsen, som 1. januar 2017 blev ny myndighed på
området og skal tilse, at tingene går ordentligt for sig.

Men kan det virkelig være rigtigt, at der er fejl i hver anden rapport? Det lyder næsten for dårligt til at være sandt, og vi ville gerne have givet dig det rigtige svar i Bolig Posten. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen var der fejl og mangler i 44 pct. af de tilstandsrapporter, som er betingelsen for at kunne tegne ejerskifteforsikring i
en hushandel.

Men hvilke typer af fejl – og hvor alvorlige er de mon? Er det små formaliafejl? ’Det kan man ikke sige’, lyder det utroligt nok i et af de svar, vi fik ud af styrelsen.
Måske blev historien bare spidsvinklet af Politiken, hvis speciale ellers er overdrevne konklusioner på ’dagens dræber’ indenfor fødevare- eller medicinalområdet.

Det stod hurtigt ret klart, at Sikkerhedsstyrelsens pressearbejde er utrolig tungt, selv om man har set lidt af hvert gennem årene – og trods standardflosklerne om ’åben dialog med pressen’. Der var retfærdigvis også sygdom med i spillet, men der sidder trods alt en hel presseafdeling ansat til at informere.

Vi brugte en uges tid på det, inden vi opgav det pjat, for her i firmaet har vi andet at lave. Desværre lider
presseafdelingen også af den snigende sygdom
hos stadig flere institutioner, hvor man beder om alle spørgsmål på mail. Ret latterligt, en hån mod seriøse journalister og umanerlig tungt, når svarene jo som
regel udløser opfølgende spørgsmål for at få flere
nuancer med.  Men nogen har jo gjort en karriere ud af mantraet ’keep it complicated’.

Man må håbe, Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med tilstandsrapporter er bedre end pressearbejdet.
Erhvervsministeren har dog i sidste uge sat gang i hele to undersøgelser af området, og det er måske derfor, man holder lav profil.

Ministeren vil sikre sig, at forsikringsselskaber eller ejendomsmæglere ikke har indflydelse på rapporterne.
Det lyder lige så banalt som fornuftigt. Brugtvognshandleren syner jo heller ikke sine egne biler.

Det er nok heller ikke så slemt. Og vi skriver gerne om det, hvis Sikkerhedstyrelsen vil hjælpe med lidt fakta.
I behøver ikke maile – I ringer bare.

 

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top