Leder: Hvis Forsyning?

LEDER – Hvornår har man sidst hørt om en mekaniker,
som blev fem dage forsinket med at skifte en motor, fordi alt var smurt ind i olie, fordi hans skruenøgle blev ved med at smutte, og fordi det hele
simpelthen bare virkede så indviklet, hver gang han åbnede motorhjelmen?

Hvor mange byggefirmaer melder mon ud – på selve dagen for aflevering af arbejdet – at tidsplanen ikke holder, fordi kunden har valgt at bygge tæt på vandet, fordi jorden skrider, når man graver, og fordi nogen har gået og lagt rør og ledninger ned i vejen?

Nej vel, det hører man ikke jævnligt. Undtagen fra Din Forsyning, som nu igen-igen er forsinket med det store
gravearbejde midt i Hjerting. Fem uger denne gang
– og essensen af undskyldninger ses ovenfor.

Der er mange forklaringer og selvfølgelig mange komplicerede faktorer. Som tidligere beskrevet har en stor, ’glemt’ spunsvæg generet lige fra start, men så skulle man jo tro, de var advaret.

Der har også været problemer med underboring af rør. Måske skulle de spørge folk i offshorebranchen, hvordan man borer vandret under havbunden for at ramme en olielomme flere kilometer væk? Indrømmet – der er ikke mange ligheder mellem offshoreboring og kloakarbejde. Men mon ikke ordentlig forberedelse er en af de største forskelle her?

Og hvis entreprenøren er skurken, må der strammes op på projektstyring, og så kan en eventuel bod vel
passende gå til de butiksejere, der mister omsætning.

Det er også symptomatisk, at de ansvarlige hos
Din Forsyning dårligt nok selv har rede på, hvor lang forsinkelsen egentlig bliver. Først da vi tæller op for dem på kalenderen, erkender man, at det drejer sig om fem og ikke fire uger.

Det er en detalje og måske en tanketorsk  hos folk i en presset situation. Men det ligner også en vis
nonchalance i forhold til de forretningsdrivende ude i den virkelige virkelighed, som bliver stærkt generet i endnu en lang periode – midt i julehandelen.

Her i firmaet har vi ikke forstand på entreprenør-
arbejde, slet ikke avanceret kloakarbejde. Og vi påstår ikke, det er enkelt. Men det er heller ikke atomfysik.

Vi er jo ikke fagfolk, men det må vi formode og
forvente, at man er hos et stort forsyningsselskab og en professionel, privat entreprenør.

Ellers må man se at få nogle på sagen, inden den
sidste rest af tillid skrider i hullet.

Relaterede artikler

Top