Landets første drive-in gårdbutik på vej i Guldager

Jonas Terkildsen (t.v.) og Poul Terkildsen ved nogle blomkålsplanter, der skal plantes på markerne bag gårdbutikken. Der skal også satses på jordbær, kartofler, porrer, asparges og meget andet godt.

GÅRDBUTIK – Ambitionerne er høje på slægtsgården Kathrinelund på Guldagervej 50. Står det til gårdejer og minkavler Poul Terkildsen, dagplejerhustruen Dorte og den landbrugsuddannede søn Jonas, så bliver Kathrinelund Gårdbutik landets første af slagsen med egen app og drive in-luge som hos McDonald’s og mange bagerbutikker. App’en er bestilt.

”Man bestiller nogle lækre simmentalerbøffer fra Henrik Michaelsen, der har dyr på Skallingen og på arealet mellem Ådalen og Styrmestervænget, og så kører man herhen og får det udleveret ved lugen. Man kan køre hele vejen rundt om butikken, så det er da oplagt,” fortæller Poul med et bredt smil.

Men godt kød er ikke det eneste, familien vil diske op med. Der er plantet to hektar jordbær på marken bagved, og i samarbejde med en gartner ved Tarp er der blevet forspiret kartofler, blomkål og meget andet godt.

På listen over friske produkter fra egen jord er også ærter, asparges, porrer, løg, kål med mere. Der er derfor købt gamle maskiner som radrensere hos de nærliggende gårdmandsbrødre Henry og Gunnar. Alt vil blive produceret så skånsomt som muligt.

Også brugskunst, gamle og nye møbler, rørt is med friske jordbær, kaffe og sødt i kaffehjørnet, juicer, saft, hjortepølser og andre delikatesser kommer på hylderne.

”Jeg ville egentlig bare have haft en vejbod, så ønskede jeg et hjørne af den gamle stald, men nu bliver det en total gårdbutik,” fortæller Jonas, der er med i projektet.

To mindre søstre vil også hjælpe til. Den ny cykelsti forbi gården var i øvrigt den udløsende faktor for satsningen.

Daglig leder bliver Dorte Terkildsen, der lige nu er sygemeldt med en arbejdsskadet fod, men 3. maj regner hun med at være klar.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

”Den er til drikkepenge,” fortæller Poul Terkildsen med et grin om en kæmpekrukke, der også kommer til salg.

 

Tekst:

Relaterede artikler

Der er lukket for kommentarer.

Top