Koklapper-laug på vej med infomøde 19. april

NATUR – Vi skal ud og opleve naturen, og Esbjerg-afdelingen af Danmarks Naturfredningsforening (DN) vil nu hjælpe på vej med et nyt ’koklapper-laug’. Det skal samle folk med interesse i natur, dyrevelfærd og godt kød og laves i samarbejde med Guldager Highland Cattle.

Onsdag den 19. april kl. 19 holdes infomøde på Midtgård, Ravnsbjergvej 6 mellem Guldager og Tarp, og tanken er at formidle natur via dyrene.

Thomas Bruun (t.v.) fra Guldager Highland Cattle med Inger Jensen og Carsten Mathiesen fra DN Esbjerg

”Der er en interesse i dyrevelfærd og i at følge kødet fra jord til bord. Så ved at lave en forening får vi folk mere ud i naturen for at følge dyrenes vækst,” siger Inger Jensen fra DN Esbjerg.

For ejerne er det også en naturlig del af driften.

”Når vi laver naturpleje rundt omkring, prøver vi altid på at inddrage folk lokalt. Vores system bygger jo på offentlige midler, så folk skal også selv have noget ud af deres penge,” siger medejer Thomas Bruun fra Guldager Highland Cattle.

Udover fællesarrangementer er det tanken, at medlemmerne kan aftage kød fra dyrene.

”Vi regner med at lave nogle arrangementer, f.eks. når dyrene skal på græs, og når der skal slagtes, måske som et julearrangement,” siger Carsten Mathiesen fra DN Esbjerg.

Han forventer, at det kommer til at koste 2-300 kr. årligt at blive medlem af koklapper-lauget.

Tekst:

Relaterede artikler

Top