Ingen vej udenom omkørsel

VEJARBEJDE – Første dag var der frit slag, og bilerne smuttede uforstyrret igennem, selvom Guldagervej skulle være helt lukket frem til Jul.

Men nu er det alvor, og bilisterne mellem Guldager og Hjerting må finde andre veje, mens der graves til bl.a. kloakseparering i Guldager. Der bliver ingen åbne perioder, hvor man kan ignorere skiltet og smutte igennem.

”Vi vidste, at der nok ville være folk, som måske var i lige knapt så god tid den første mandag morgen. Så vi ventede med at lukke helt,” fortæller entrepriseleder Torben Bersang fra Svend B. Thomsen A/S, der er entreprenør på projektet.

14 dages tyvstart

Det hænger også sammen med, at der faktisk blev tyvstartet på projektet, som gik i gang 14 dage tidligere end først planlagt for at være sikker på færdiggørelse inden Jul. Af samme grunde var det også kun de grundejere, som er direkte berørt af kloakarbejdet, der nåede at få forudgående besked på et infomøde.

To gravkøer i sving

”Guldagervej vil være lukket indtil kort før Jul, og vi har to gravemaskiner i sving for at kunne arbejde så hurtigt som overhovedet muligt,” oplyser Torben Bersang.

Medmindre der går kraftig permafrost i jorden vil julefreden sænke sig over vejen, og han lover at åbne hurtigere, hvis det overhovedet er muligt.

”Vi arbejder med en deadline, der siger 22. december for at få asfalt på, og vejen bliver åbnet, så snart den er på plads igen.”

 

Tags

Relaterede artikler

Top